SIDSTEN OG NAIROBI
Saa blev det de sidste dage i Nyeri, og den sidste aften med familien og den sidste aften med Nelly.
Den sidste aften blev brugt paa at hygge med boernene. Isabella var taget afsted om eftermiddagen, saa det var bare mig. Og vi sad og tegnede og hyggede. Senere kom Nelly forbi, og fortalte mig, at han ikke kunne tage med til Nairobi, fordi han skal arbejde.
Afsked er altid nederen, men at sige farvel til en man elsker, og ved, at man nok aldirg kommer til at se igen - det er godt nok noget af det haardeste, jeg nogensinde har proevet.
Om morgenen onsdag stod jeg op samtidig med resten af familien, saa jeg kunne naa en tidlig matatu til Nairobi. Nelly fulgte mig til stationen, hvor vi trodsede Nyeris konservatisme og kyssede farvel inden jeg steg ind!
Hele vejen til Nairobi sad jeg bare og kiggede ud af vinduet mens jeg hoerte musik og taenkte paa, at det var sidste gang i lang tid og maaske for altid, at jeg saa det landskab. Sugede det til mig, og kunne maerke, at jeg kommer til at savne det.
Nu er jeg i Nairobi sammen med Lenette, og det er virkelig hyggeligt. Det goer ikke noget at Nelly ikke er med (selvom jeg savner ham ad helvedes til, og jeg tror jeg er ved at drive Lenette til vanvid med al min snak om ham). Men vi hygger og i gaar brugte vi flere timer paa at finde posthuset, hente min pakke og finde tilbage igen. - Tak for lakridserne, forresten. De kostede 70kes at faa udleveret :)
I eftermiddag skal vi moedes med John som har to kopier af KENWA-filmen til os, og senere skal vi moedes med Heather (fra Irland) og nogle af hendes veninder, og saa skal vi selvfoelgelig se den danske kamp i aften.
Glaeder mig til at se jer alle sammen, og kan slet ikke forstaa, at det er i morgen jeg skal hjem!
Over and out
Nina.
torsdag den 24. juni 2010
søndag den 20. juni 2010
Sidste blog?
Og så lige til at muntre de folk op, som er kede af vejret i Danmark. Her er lige en lille film jeg lavede på Daraja Academy, hvor jeg forsøger at vise, hvordan det er, når det regner i Afrika.
Og hvis man stadig ikke er tilfreds, kan jeg fortælle, at der er totalt efterårsstemning her. Det er slut med korte ærmer, og vi har endda måttet trække i fleecetrøjerne!! Pissekoldt, er det. Konklusion: Regnsæsonen er IKKE slut endnu.
Og så lige et billede fra vores første middag hos Margret.
(fra venstre: Mig, Isabella, Jack, Margret, Steffi)
Torsdag d. 17. juni 2010
Saa er det de sidste dage, og det er virkelig mærkeligt! Vi forsøger at få så meget ud af vores sidste arbejdsdage som muligt, men det er svært, for afrikansk tid og uventede hændelser er stadig en stor del af det. Og sådan gik det for eksempel til, at vi brugte næsten hele dagen tirsdag på at vente og at vi efter også at have ventet en god del af onsdag, måtte droppe at snakke med gadedrengene, fordi der var et stort arrangement for børn i parken. Dermed har vi kun fredag tilbage til at lave vores projekt, fordi Steven ikke er der torsdag.
Alt emmer af afslutning, for om aftenen laver vi billedalbums og skriver evalueringsrapport, og jeg begynder snart at pakke for at se, hvor meget, jeg er nødt til at efterlade. Det bliver jo nok en del, desværre, eftersom jeg havde en hel del med herned. En ting, der er helt sikker, at jeg efterlader, er mine krykker. Dem får KENWA, de kan sikkert sagtens finde noget at bruge dem til. Jeg efterlader nok også en del tøj og en god mængde medicin. Virkeligt irriterende, at jeg har slæbt så meget medicin med, uden overhovedet at få brug for det! Men det er jo også altid rart at være på den sikre side... OG jeg gider i hvert fald ikke at spise de der indiske piller! Man ved ALDRIG hvad de har puttet i dem.
Mht. Nairobi er intet sikkert, forstået på den måde, at jeg har inviteret Nelly til at tage med, men man kan aldrig vide med ham. Han har sagt ja, men han er en idiot til at holde aftaler og han ved aldrig rigtigt hvor, hvornår og hvor meget han skal arbejde, plus han er super svær at få fat i – hvilket han påstår skyldes han telefon, som har et meget dårligt batteri, der ikke kan holde strøm ret længe. Og det vælger jeg så at tro på; men nøhj, hvor er det irriterende til tider! Og: Man kan aldrig stole på en kenyaner (og slet ikke, hvis han er Kikuyo og fra Nyeri), så ingen høje forventninger herfra.
Noget endnu mere irriterende er, at jeg måske er begyndt at få en slags udslet pga mine dreads! Jeg har fået sådan nogle små røde knopper, som lidt ligner små bumser, hele vejen rundt i hårkanten og ned foran ørerne, og de er også i hovedbunden. Og de klør! Jeg tror måske det er den voks, jeg bruger, så det dropper jeg nu, selvom dreads’ne bliver meget federe, når man bruger voks. Men jeg gider simpelthen ikke ligne en med små skoldkopper, bare for at få fine dreads. Måske jeg desværre er nødt til at klippe dem af, når jeg kommer hjem – nu må vi se. Lidt noget pis, for de har ikke engang været fede at have – de har krævet (og kræver stadig) en masse arbejde med at filtre dem sammen hele tiden.
God nyhed er, at jeg nærmest kan gå normalt! Jeg går lidt langsomt, og får ondt i foden til sidst på dagen, men det går helt sikkert fremad i udviklingen, så det er jo fantastisk.
Her til aften oplevede jeg så det mærkeligste! Ann var taget hele vejen til Kengami, bare for at fortælle mig, at hun har sat mig op med sin fætter! Jeg prøvede at fortælle hende, at jeg jo allerede har Nelly (hvilket jeg dog selv er begyndt at tvivle lidt på), men kenyanere forstår ikke nej, så det endte med, at jeg skal mødes med ham fredag, hvor jeg i forvejen har 1000 planer, så det er jo perfekt...han tager hele vejen fra Nairobi, bare for at se mig. Freak.
Fredag d. 18. juni 2010
Dagen med de 1000 planer
På KENWA gik Steven, Esther og jeg til Whisper’s Park for at møde gadedrengene, men de var der ikke, så vi måtte lede i hele byen, og endelig fandt vi dem. Vi fik overtalt dem tilat vise os deres hjem (hvilket hele tiden havde været meningen), selvom den ene af dem, Dennis, virkede meget imod det.
Den anden dreng hedder Abdallah. Han bor hos sin mor i Majengo (slum). Han har to mindre søstre, og moren ammer stadig den mindste, derfor kan hun ikke få et rigtigt job, og må nøjes med småjobs så som at vaske tøj, hvilket højst giver 100 om dagen, hvis der altså er noget tøj at vaske den dag.
Steven førte ordet, og vi andre stillede spørgsmål. Det viste sig, at Abdallah ikke er i skole, fordi hans mor ikke har råd – han skal nemlig i Nursery School, og det er iikke gratis. Det koster ca. 800ksh pr. Term, og der er 3 terms pr. år. Han mangler 2 år, det vil altså sige 2x2400ksh. Vi overvejer meget at sponsorere ham,men vi er i tvivl om vi tør stole på, at pengene når det rette sted hen.
Hos Dennis var det straks værre. Det blev på et tidspunkt tydeligt for os, at han er rædselsslagen for sin far, og at det var derfor han var så meget imod, at vi skulle besøge ham. Men vi fik overtalt ham til at tage os med alligevel. Hans far fortalte, at Dennis ikke er i skole, fordi han bliver ved med at stikke af derfra, og at han burde komme på en kostskole, men det har faren ikke råd til. Det har vi heller ikke, og vi ved heller ikke helt, om vi tror på det faren siger. Desuden er Dennis vist ikke helt klar til at blive hjulpet. Det er meget svært, for de sniffer jo lim de fleste af dem, og det skal de også ud af, så det er ikke bare at sende dem i skole.
I går ringede Jessi (fra platformen) til Isabella for at høre om han og James måtte komme og besøge os! Selfølgelig! Det gjorde de så i dag. Og det var super hyggeligt! Vi tog dem med på Town View, hvor vi gav the og lidt snacks. Jessi og James er bare de bedste! Det var så sødt. De havde åbenbart været i Nyeri i mandags for at besøge os, og var taget op på hospitalet, fordi de troede, det var der vi arbejdede, og havde brugt hele dagen på at lede efter os! Til sidst havde de ringet til Florence for at få vores numre! Og så var de altså taget hele vejen fra Nanyuki i dag for at se os i en times tid. :) :) :) – og vi er vist de første volontører de har besøgt nogensinde! Meget beærede, er vi.
Inden min blind date, skulle vi lige købe afskedsgaver, hvilket primært består af slik, så det skete i Mathai, som er det billigste af de to gode supermarkeder.
Blind date
Jidraff, som Anns fætter hedder, var jo kørt hele vejen fra Nairobi for at se mig, selvom jeg havde sagt, jeg max have en halv time, og nu begyndte klokken at blive mange. Vi skulle mødes mellem 4 og halv 5, og klokken nærmede sig 4.20. 4.25 mødtes vi uden for Batian Grand Hotel. Da vi ikke havde tid til at gå nogen steder hen for at sidde, måtte vi snakke på parkeringspladsen. Det var virkelig underligt, sådan at mødes med en, som jeg havde fået at vide nærmest var parat til at tage til Danmark med mig. Det havde været fedt, hvis nu han var skide pæn og sød og kunne udkonkurrere Nelly. Men selvom Nelly pt er en idiot, jeg ikke har hørt fra i 2 døgn, er han stadigvæk nice’ere end ham her lod til. Selvom han gav os et lidt hen til Belwop’s og vi fik lov til at sidde på ladet af hans pick up. Ann er meget skuffet, og kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke vil have ham(!!). Hvad regner hun med? At jeg lige skulle blive pladask forelsket i hm eller hvad? Kenyanere er voldunderlige noglegange. Desværre er jeg blevetlidt bange for, om hun er blevet sur på mig, fordi jeg ikke engang giver Jidraff en chance. Men hvad skal jeg gøre? Jeg har jo ikke en gang tid tilat møde manden i Nairobi. Tsk!
Søndag d. 20. juni 2010
Så fik vi sagt farvel til Nancy's kirke. Det var fint nok. For vi havde heldigvis fået lov til bare at komme til sidst så vi ikke skulle sidde der i de obligatoriske 3 timer.
TOWN VIEW
I går tog vi familien med ud at spise - på Town View Restaurant, selfølgelig. Det var fedt. Vi tror aldrig børnene har været på restaurant før (hvilket også til dels kunne fornæmmes på deres opførsel), og de syntes vist det var helt fantastisk at kunne vælge lige hvad de ville fra menu-kortet :)
Vi gav dem også gaver, og de blev simpelthen så glade. Børnene og Mary (huspigen) fik slik, og mor fik en hårelastik og en pynte-dims med et ordsprog til at stille på skænken (som hun ikke har, men det er fint nok). Og så gav vi dem et fotoalbum og et indrammet billede (af mor og børnene da de var til bryllup i lørdags).
Det blev de meget glade for, så det var fryd og gammen. i alt bespiste vi 6 mennesker med hovedret, dessert og drikkevarer for 2000kes (ca. 150kr!).
Da vi endelig kom hjem fra restauranten var klokken blevet 8 og kl. 9 gik vi ind til naboerne - for vi skulle selvfølgelig se VM! Og det var super fedt at se den sammen med dem, fordi de hæppede paa Cameroon - og endnu bedre at Danmark så vandt ;) Lålålålåå
Og så lige et billede af mit forfærdelige hår, så I kan være forberedt...
Og hvis man stadig ikke er tilfreds, kan jeg fortælle, at der er totalt efterårsstemning her. Det er slut med korte ærmer, og vi har endda måttet trække i fleecetrøjerne!! Pissekoldt, er det. Konklusion: Regnsæsonen er IKKE slut endnu.
Og så lige et billede fra vores første middag hos Margret.
(fra venstre: Mig, Isabella, Jack, Margret, Steffi)
Torsdag d. 17. juni 2010
Saa er det de sidste dage, og det er virkelig mærkeligt! Vi forsøger at få så meget ud af vores sidste arbejdsdage som muligt, men det er svært, for afrikansk tid og uventede hændelser er stadig en stor del af det. Og sådan gik det for eksempel til, at vi brugte næsten hele dagen tirsdag på at vente og at vi efter også at have ventet en god del af onsdag, måtte droppe at snakke med gadedrengene, fordi der var et stort arrangement for børn i parken. Dermed har vi kun fredag tilbage til at lave vores projekt, fordi Steven ikke er der torsdag.
Alt emmer af afslutning, for om aftenen laver vi billedalbums og skriver evalueringsrapport, og jeg begynder snart at pakke for at se, hvor meget, jeg er nødt til at efterlade. Det bliver jo nok en del, desværre, eftersom jeg havde en hel del med herned. En ting, der er helt sikker, at jeg efterlader, er mine krykker. Dem får KENWA, de kan sikkert sagtens finde noget at bruge dem til. Jeg efterlader nok også en del tøj og en god mængde medicin. Virkeligt irriterende, at jeg har slæbt så meget medicin med, uden overhovedet at få brug for det! Men det er jo også altid rart at være på den sikre side... OG jeg gider i hvert fald ikke at spise de der indiske piller! Man ved ALDRIG hvad de har puttet i dem.
Mht. Nairobi er intet sikkert, forstået på den måde, at jeg har inviteret Nelly til at tage med, men man kan aldrig vide med ham. Han har sagt ja, men han er en idiot til at holde aftaler og han ved aldrig rigtigt hvor, hvornår og hvor meget han skal arbejde, plus han er super svær at få fat i – hvilket han påstår skyldes han telefon, som har et meget dårligt batteri, der ikke kan holde strøm ret længe. Og det vælger jeg så at tro på; men nøhj, hvor er det irriterende til tider! Og: Man kan aldrig stole på en kenyaner (og slet ikke, hvis han er Kikuyo og fra Nyeri), så ingen høje forventninger herfra.
Noget endnu mere irriterende er, at jeg måske er begyndt at få en slags udslet pga mine dreads! Jeg har fået sådan nogle små røde knopper, som lidt ligner små bumser, hele vejen rundt i hårkanten og ned foran ørerne, og de er også i hovedbunden. Og de klør! Jeg tror måske det er den voks, jeg bruger, så det dropper jeg nu, selvom dreads’ne bliver meget federe, når man bruger voks. Men jeg gider simpelthen ikke ligne en med små skoldkopper, bare for at få fine dreads. Måske jeg desværre er nødt til at klippe dem af, når jeg kommer hjem – nu må vi se. Lidt noget pis, for de har ikke engang været fede at have – de har krævet (og kræver stadig) en masse arbejde med at filtre dem sammen hele tiden.
God nyhed er, at jeg nærmest kan gå normalt! Jeg går lidt langsomt, og får ondt i foden til sidst på dagen, men det går helt sikkert fremad i udviklingen, så det er jo fantastisk.
Her til aften oplevede jeg så det mærkeligste! Ann var taget hele vejen til Kengami, bare for at fortælle mig, at hun har sat mig op med sin fætter! Jeg prøvede at fortælle hende, at jeg jo allerede har Nelly (hvilket jeg dog selv er begyndt at tvivle lidt på), men kenyanere forstår ikke nej, så det endte med, at jeg skal mødes med ham fredag, hvor jeg i forvejen har 1000 planer, så det er jo perfekt...han tager hele vejen fra Nairobi, bare for at se mig. Freak.
Fredag d. 18. juni 2010
Dagen med de 1000 planer
På KENWA gik Steven, Esther og jeg til Whisper’s Park for at møde gadedrengene, men de var der ikke, så vi måtte lede i hele byen, og endelig fandt vi dem. Vi fik overtalt dem tilat vise os deres hjem (hvilket hele tiden havde været meningen), selvom den ene af dem, Dennis, virkede meget imod det.
Den anden dreng hedder Abdallah. Han bor hos sin mor i Majengo (slum). Han har to mindre søstre, og moren ammer stadig den mindste, derfor kan hun ikke få et rigtigt job, og må nøjes med småjobs så som at vaske tøj, hvilket højst giver 100 om dagen, hvis der altså er noget tøj at vaske den dag.
Steven førte ordet, og vi andre stillede spørgsmål. Det viste sig, at Abdallah ikke er i skole, fordi hans mor ikke har råd – han skal nemlig i Nursery School, og det er iikke gratis. Det koster ca. 800ksh pr. Term, og der er 3 terms pr. år. Han mangler 2 år, det vil altså sige 2x2400ksh. Vi overvejer meget at sponsorere ham,men vi er i tvivl om vi tør stole på, at pengene når det rette sted hen.
Hos Dennis var det straks værre. Det blev på et tidspunkt tydeligt for os, at han er rædselsslagen for sin far, og at det var derfor han var så meget imod, at vi skulle besøge ham. Men vi fik overtalt ham til at tage os med alligevel. Hans far fortalte, at Dennis ikke er i skole, fordi han bliver ved med at stikke af derfra, og at han burde komme på en kostskole, men det har faren ikke råd til. Det har vi heller ikke, og vi ved heller ikke helt, om vi tror på det faren siger. Desuden er Dennis vist ikke helt klar til at blive hjulpet. Det er meget svært, for de sniffer jo lim de fleste af dem, og det skal de også ud af, så det er ikke bare at sende dem i skole.
I går ringede Jessi (fra platformen) til Isabella for at høre om han og James måtte komme og besøge os! Selfølgelig! Det gjorde de så i dag. Og det var super hyggeligt! Vi tog dem med på Town View, hvor vi gav the og lidt snacks. Jessi og James er bare de bedste! Det var så sødt. De havde åbenbart været i Nyeri i mandags for at besøge os, og var taget op på hospitalet, fordi de troede, det var der vi arbejdede, og havde brugt hele dagen på at lede efter os! Til sidst havde de ringet til Florence for at få vores numre! Og så var de altså taget hele vejen fra Nanyuki i dag for at se os i en times tid. :) :) :) – og vi er vist de første volontører de har besøgt nogensinde! Meget beærede, er vi.
Inden min blind date, skulle vi lige købe afskedsgaver, hvilket primært består af slik, så det skete i Mathai, som er det billigste af de to gode supermarkeder.
Blind date
Jidraff, som Anns fætter hedder, var jo kørt hele vejen fra Nairobi for at se mig, selvom jeg havde sagt, jeg max have en halv time, og nu begyndte klokken at blive mange. Vi skulle mødes mellem 4 og halv 5, og klokken nærmede sig 4.20. 4.25 mødtes vi uden for Batian Grand Hotel. Da vi ikke havde tid til at gå nogen steder hen for at sidde, måtte vi snakke på parkeringspladsen. Det var virkelig underligt, sådan at mødes med en, som jeg havde fået at vide nærmest var parat til at tage til Danmark med mig. Det havde været fedt, hvis nu han var skide pæn og sød og kunne udkonkurrere Nelly. Men selvom Nelly pt er en idiot, jeg ikke har hørt fra i 2 døgn, er han stadigvæk nice’ere end ham her lod til. Selvom han gav os et lidt hen til Belwop’s og vi fik lov til at sidde på ladet af hans pick up. Ann er meget skuffet, og kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke vil have ham(!!). Hvad regner hun med? At jeg lige skulle blive pladask forelsket i hm eller hvad? Kenyanere er voldunderlige noglegange. Desværre er jeg blevetlidt bange for, om hun er blevet sur på mig, fordi jeg ikke engang giver Jidraff en chance. Men hvad skal jeg gøre? Jeg har jo ikke en gang tid tilat møde manden i Nairobi. Tsk!
Søndag d. 20. juni 2010
Så fik vi sagt farvel til Nancy's kirke. Det var fint nok. For vi havde heldigvis fået lov til bare at komme til sidst så vi ikke skulle sidde der i de obligatoriske 3 timer.
TOWN VIEW
I går tog vi familien med ud at spise - på Town View Restaurant, selfølgelig. Det var fedt. Vi tror aldrig børnene har været på restaurant før (hvilket også til dels kunne fornæmmes på deres opførsel), og de syntes vist det var helt fantastisk at kunne vælge lige hvad de ville fra menu-kortet :)
Vi gav dem også gaver, og de blev simpelthen så glade. Børnene og Mary (huspigen) fik slik, og mor fik en hårelastik og en pynte-dims med et ordsprog til at stille på skænken (som hun ikke har, men det er fint nok). Og så gav vi dem et fotoalbum og et indrammet billede (af mor og børnene da de var til bryllup i lørdags).
Det blev de meget glade for, så det var fryd og gammen. i alt bespiste vi 6 mennesker med hovedret, dessert og drikkevarer for 2000kes (ca. 150kr!).
Da vi endelig kom hjem fra restauranten var klokken blevet 8 og kl. 9 gik vi ind til naboerne - for vi skulle selvfølgelig se VM! Og det var super fedt at se den sammen med dem, fordi de hæppede paa Cameroon - og endnu bedre at Danmark så vandt ;) Lålålålåå
Og så lige et billede af mit forfærdelige hår, så I kan være forberedt...
mandag den 14. juni 2010
Endelig ude og i gang
FOD-HELVEDE
Og saa var det, at Nina var tvunget til at blive hjemme i 3 dage. TRE DAGE!! Ud af min dyrebare sidste tid her i Kenya! For det er simpelthen umuligt at bevaege sig rundt paa krykker i Kenya og isaer, hvis man faar ondt i haenderne af det, hvis man nu er lidt svag. Saa jeg maatte blive hjemme og har set 4 tegnefilm og en romantisk komedie og stenet og kun haft besoeg een gang. Og saa besoegte jeg vores naboer om fredagen, hvor vi saa aabningskampen mellem Sydafrika og Mexico - det var fedt. De er super soede, og man kan bare sidde og stene sammen med dem (det er to unge fyre, laegestuderende) - modsat i vores eget hus, hvor alt er kaos i oejeblikket! For ud over Kenua er der nu ogsaa en fremmet pige, Emakulate, hedder hun (eller makuleringsmaskinen, fordi hun smadrer vores familie, fordi de larmer HELE tiden). Vi har vaeret lige ved at slaa familien ihjel, fordi der er saa meget uro, og isaer om morgenen kl. 5.30! Men ikke nok med det! De er ogsaa begyndt at gaa sent i seng! Ca. kl 1, og de hoerer musik indtil da! Jeg faar ingen soevn!
PONY-RIDNING
Heldigvis kom vi lidt ud af huset i gaar.
Vi stod op omkring kl halv syv for at goere os klar, saa vi kunne komme hurtigt med en matatu til Nanyuki. Men fordi det var soendag, maatte vi vente i 2 timer, foer matatu'en koert! Og da var klokken blevet 9.30, og vi skulle have vaeret i Nanyuki (eller lige udenfor) kl. 9! Heldigvis gjorde det ikke noget vi blev forsinkede, og vi var der ogsaa foerst kl. 10.30. Her moedtes vi med vores guide, som foerst os op til det sted, hvor hestene var (der var lige 1km paa gaa-ben...) - for vi skulle ud at ridde i junglen paa Mount Kenya og se the Maumau Caves!
Vi kom afsted kl. 12, og det var ret sjovt. Det var lidt svaert med kun een fod, men det var fedt at ridde gennem skoven. Efter ca. halvanden time naaede vi Maumau Caves. Der var meget smukt. Men jeg maatte blive oppe ovenover grotterne, mens Isabella og en af guiderne gik ned og kiggede paa de fine grotter.
Saa gik det hjemad igen. Knapt saa fedt, for noehj hvor gjorde det ondt i numsen! Og saa var jeg lige ved at ryge af paa et tidspunkt, fordi jeg skulle proeve at ridde i trav - det bumler ret meget, og da jeg kun havde een fod at holde balancen med, var det lige ved at gaa galt! Men det var ogsaa ret sjovt... :)
Og saa lige en lille konkurrence: Er der nogen, der ved, hvilken plante, det her er? Den er lidt velour-agtig og lugter af saebe - lidt citrus, lidt lavendel...saebe.
STREET BOYS
I dag har vi saa endelig faaet lidt gang i vores street boys projekt.
Vi gik ned i Whisper's Park sammen med KENWA medarbejder, Stephen. Her fandt vi nogle aeldre drenge, som ledte os hen til de helt smaa, som er dem, vi helst vil arbejde med. Der var 3, og de var rigtigt soede og meget beskidte. Vi snakkede lidt med dem (med tolk i form af Stephen og en af de aeldre drenge, som vi har moedt foer). Drengene var ca. 6, 9 og 11 (selvom ham paa 6 paastod, at han var 14.. :)) Den ene af dem har gaaet i skole i 1 uge - i hele sit liv! Men de var allesammen villige til at komme tilbage til skolen, men havde ikke muligheden. Vi tog to af dem med tilbage til KENWA (de holdt os i haanden hele vejen, og den mindste klamrede sig naermest til mig, havde han kunnet tror jeg helst han ville have vaeret kravlet op paa mig). Her fik de noget toej, som KENWA aabenbart havde. Det var rart at kunne goere lidt for dem, og vi skal derned igen paa onsdag, og saa haaber vi, at vi kan faa KENWA til at gaa videre med dem og faa dem i skole.
Og saa var det, at Nina var tvunget til at blive hjemme i 3 dage. TRE DAGE!! Ud af min dyrebare sidste tid her i Kenya! For det er simpelthen umuligt at bevaege sig rundt paa krykker i Kenya og isaer, hvis man faar ondt i haenderne af det, hvis man nu er lidt svag. Saa jeg maatte blive hjemme og har set 4 tegnefilm og en romantisk komedie og stenet og kun haft besoeg een gang. Og saa besoegte jeg vores naboer om fredagen, hvor vi saa aabningskampen mellem Sydafrika og Mexico - det var fedt. De er super soede, og man kan bare sidde og stene sammen med dem (det er to unge fyre, laegestuderende) - modsat i vores eget hus, hvor alt er kaos i oejeblikket! For ud over Kenua er der nu ogsaa en fremmet pige, Emakulate, hedder hun (eller makuleringsmaskinen, fordi hun smadrer vores familie, fordi de larmer HELE tiden). Vi har vaeret lige ved at slaa familien ihjel, fordi der er saa meget uro, og isaer om morgenen kl. 5.30! Men ikke nok med det! De er ogsaa begyndt at gaa sent i seng! Ca. kl 1, og de hoerer musik indtil da! Jeg faar ingen soevn!
PONY-RIDNING
Heldigvis kom vi lidt ud af huset i gaar.
Vi stod op omkring kl halv syv for at goere os klar, saa vi kunne komme hurtigt med en matatu til Nanyuki. Men fordi det var soendag, maatte vi vente i 2 timer, foer matatu'en koert! Og da var klokken blevet 9.30, og vi skulle have vaeret i Nanyuki (eller lige udenfor) kl. 9! Heldigvis gjorde det ikke noget vi blev forsinkede, og vi var der ogsaa foerst kl. 10.30. Her moedtes vi med vores guide, som foerst os op til det sted, hvor hestene var (der var lige 1km paa gaa-ben...) - for vi skulle ud at ridde i junglen paa Mount Kenya og se the Maumau Caves!
Vi kom afsted kl. 12, og det var ret sjovt. Det var lidt svaert med kun een fod, men det var fedt at ridde gennem skoven. Efter ca. halvanden time naaede vi Maumau Caves. Der var meget smukt. Men jeg maatte blive oppe ovenover grotterne, mens Isabella og en af guiderne gik ned og kiggede paa de fine grotter.
Saa gik det hjemad igen. Knapt saa fedt, for noehj hvor gjorde det ondt i numsen! Og saa var jeg lige ved at ryge af paa et tidspunkt, fordi jeg skulle proeve at ridde i trav - det bumler ret meget, og da jeg kun havde een fod at holde balancen med, var det lige ved at gaa galt! Men det var ogsaa ret sjovt... :)
Og saa lige en lille konkurrence: Er der nogen, der ved, hvilken plante, det her er? Den er lidt velour-agtig og lugter af saebe - lidt citrus, lidt lavendel...saebe.
STREET BOYS
I dag har vi saa endelig faaet lidt gang i vores street boys projekt.
Vi gik ned i Whisper's Park sammen med KENWA medarbejder, Stephen. Her fandt vi nogle aeldre drenge, som ledte os hen til de helt smaa, som er dem, vi helst vil arbejde med. Der var 3, og de var rigtigt soede og meget beskidte. Vi snakkede lidt med dem (med tolk i form af Stephen og en af de aeldre drenge, som vi har moedt foer). Drengene var ca. 6, 9 og 11 (selvom ham paa 6 paastod, at han var 14.. :)) Den ene af dem har gaaet i skole i 1 uge - i hele sit liv! Men de var allesammen villige til at komme tilbage til skolen, men havde ikke muligheden. Vi tog to af dem med tilbage til KENWA (de holdt os i haanden hele vejen, og den mindste klamrede sig naermest til mig, havde han kunnet tror jeg helst han ville have vaeret kravlet op paa mig). Her fik de noget toej, som KENWA aabenbart havde. Det var rart at kunne goere lidt for dem, og vi skal derned igen paa onsdag, og saa haaber vi, at vi kan faa KENWA til at gaa videre med dem og faa dem i skole.
tirsdag den 8. juni 2010
Mombasa
- og malplacerede Tycho Brahe dage.
Den sidste uge har naermest vaeret ikke/eksisterende, for vi kom hjem fra Nairobi soendag, havde helligdag tirsdag og tog til Mombasa torsdag aften.
MADARAKA – INDEPENDENCE DAY
1. juni er Kenyas nationaldag, og derfor helligedag. Vi havde soerget for at booke vores dag fuldstaendigt, og det startede med en guidet tur paa motorcykel sammen med Michael Motorbike, et stykke udenfor Nyeri Town. Det var super hyggeligt! Vi havde med
bragt mad, saa til frokost holdt vi picnic i det groenne, og bagefter, fik vi lov til at koere paa Michaels motorcykel – det var fedt! Jeg skal helt klart have mig et kort og en cykel en dag :)
Da vi kom tilbage til Nyeri smuttede vi lige paa toejmarkedet, og pludselig var klokken blevet 5, og vi fik travlt, for kl. 5 skulle vi hjem til Margret (fra Cananda) og spise, saa vi skyndte os at ringe til hende og undskylde for,a t vi lavede African-time paa hende. Det var helt fint, vi kunne bare tage os god tid. Saa vi var der ca. kvart i seks.
Det viste sig, at hun har faaet en sambo – Steffi fra Tyskland (Køln? Kolone, kaldte hun det?). Det var super hyggeligt, og de ahvde lavet vildt laekker mad. Det var rart at kunne vaere hvide sammen, ogsaa selvom en af hendes afrikanske venner kom forbi. Vi tog en taxa hjem om aftenen kl. 9.
BUSTUR OG UVENTEDE HAENDELSER
Torsdag var saa dagen, hvor vi skulle rejse til Mombasa, og her begynder Tycho Brahe dagene saa. For foerst var jeg lidt skidtmas om morgenen, og maatte tage tidligt hjem fra arbejde, og maatte sidde en time paa trappestenen, fordi vi havde glemt vores noegle, indtil jeg endelig fik fat i hushjaelpen som fortalte mig,at en af nabokonerne havde en ekstranoegle. Og saa kom Florence fra MS paa besoeg for at lave midtvejsevaluering, og saa skulle vi skynde os at pakke faerdigt, saa vi kunne koere med Florences taxa til byen og naa bussen, som koerte kl. 4. Paa vejen derhen, fandt jeg ud af, at jeg havde glemt min billet i kampens hede! Men heldigvis havde vi gjort os venner med damen paa billetkontoret, saa hun lavede mig en ny billet – puha! Vi naaede bussen, og jeg satte mig og forsøgte at sove, saa jeg kunne blive rask, for det lignede lidt noget influenza. Busturen var laaaang og selvom saederne var ok brede, var det ret akavet og besvaerligt at forsøge at sidde komfortabelt. Der var nogle der forsoegte af goere turen bedre, ved at tygge khat – fx de to unge fyre foran os. Detlignede at de havde haft en saek haveaffald med ind i bussen, da de var gaaet:
Endelig naaede vi til Mombasa, kl. 5, og kunne faa lov til at blive siddende i bussen til det blev lyst og de andre kunne komme at hente os. Kl. 7 blev vi smidt ud af bussen, saa laesset med vores ting og meget traette, stiger vi ud, det sidste trin var lidt hoejt, saa mit foerste skridt ned i Mombasa resulterer i, at jeg lander paa anklen og vaelter om i stoevet. Jeg troede jeg skulle besvime. Der er intet blod og tilsyneladende ikke noget der er braekket, men min ankel haever op saa det ligner jeg har faaet en golfbold ind under huden, og jeg ligger og gisper efter luft, mens alle spoerger om vi skal bruge en taxi og siger ”Pole pole. Pole sana”. Et par minutter efter kommer de andre, vi faar fat i en tuk-tuk og kommer afsted til hospitalet. Jeg kan knapt nok humpe og er bange for at forvaerre situationen. Vi kommer til hospitalet, og saa begynder taarerne. Jeg bliver koert til en sygeseng i en rullestol og hulker. Det goer ondt, jeg er bange, jeg er chokeret, og der er mega nederen, at min tur til Mombasa skal oedelaegges af en smadret fod.
De andre indskriver mig, og betaler de 700kes det koster, og en laege kommer og trykker lidt paa min fod og mine taeer, og siger at jeg skal røngten fotograferes. Jeg bliver koert dertil i koerestol. Inden da, vil de gerne give mig en indsprøjtning med smertestillende, men jeg afslaar – for det foerste goer det ikke ret ondt, for det andet kan det jo vaere laegen skal trykke mere og for det tredje stoler jeg ikke paa naale.
Det var meget maerkeligt at have sit foerste
hospitalsbesoeg i Kenya! Heldigvis var det her et godt hospital – slet ikke som det offentlige hospital i Nyeri.
Men det betød jo saa, at jeg ikke kunne gaa nogen steder, og alle vores planer maatte laves om – intet bliver nogensinde som man planlaegger i Kenya.
Vi tog en taxa til det hus, vi havde lejet, hvor jeg blev installeret paa sofaen. De andre tog i Nakumatt, og jeg sov.
Om aftenen holdt vi hjemme-aften og hyggede med oel, smoeger og god mad og hyggelige snakke.
FILM
Hele dagen var jeg installeret paa sofaen, og mens pigerne gik ud for at koebe ind, blev Malte og jeg hjemme og saa Ringenes Herre 2 + ekstramateriale. O doede af varme! For det kan godt vaere, at det siges at vaere blevet koldere i Mombasa pga regntiden, men for folk fra Nyeri, der er vant til 15-25 grader var der ulideligt! Jeg laa bare og svedte selvom jeg ikke havde andet paa end en kanga! Da de andre kom hjem, havde de heldigvis koebt krykker for mig. 2000kes pr. krykke!! Og jeg tror desvaerre, jeg har smidt kvitteringen vaek.
Ved halv 7 tiden tog vi borra-borra fra huset og ned til matatustationen, saa vi kunne komme ud at spise. Det var ret specielt at sidde paa motorcykel med smadret fod, og jeg maatte laegge benet rundt om chaufføren...det saa ret intimt ud, kan jeg forestille mig. Men det var den eneste maade.
Vi kom med matatu og ind til byen og spiste paa italiensk restaurant. Bagefter gik vi i biografen. Det var meningen, vi skulle have set Sex and the City (oprindeligt skulle jeg have set Alice i Eventyrland sammen med Malte, men den gik ikke laengere), men den gik kun fredag og soendag, saa vi endte med at se Death at a funeral – ikke ligefrem anbefalelsesvaerdig. Under middagen stødte den tyske volontør, som bor sammen med Johanne og Lenette, Janne, til. Efter film skulle vi videre i byen.
Vi tog paa noget der hedder Bob’s, som er en lille gaard-agtig ting med en del barer og et udendørsomraade, og hvor det koster 150kes at komme ind. Det var et super hyggeligt sted, men meget svaert at holde ud, naar man ikke kunne danse! For de spillede en masse fantastisk musik – bl.a. Back Street Boys. Men jeg sad ved bordet med mine smoeger og min cola og to stole, og fik en gang i mellem besoeg af forskellige folk, der gerne ville snakke og vide, hvad, der var sket med foden. Der var ogsaa et par stykker, der gerne ville koebe mig drinks – og jeg har oplevet det foer, hvis man ikke har noget alkohol, eller ikke gider drikke alkohol, saa vil alle pludselig gerne købe noget til én. Der var for eksempel denne her fyr med super-fede dreads. Han paastod ogsaa, at han kun var paa Bob’s for min skyld, og at han elskede mig....meget paagaaende. Heldigvis gik han kold senere paa aftenen og sad og sov i en stol. Men det var meget senere, for i Mombasa er det bedst at vaere ude indtil det bliver lyst, for ellers er det ikke ret sikkert at tage hjem, naar man bor et godt stykke udenfor byen. Saa jeg festede videre og dansede lidt i min stol og snakkede med en masse wazungu – dem er der nemlig en del af i Mombasa. Bl.a. med en norsk fyr, Geir, fra Bergen, som arbejder med streetboys hernede.
Fin aften, men modbydeligt at vaere ude af stand til at danse.
DOEDS BUS-TUR OG VILDT HJEM
Jeg frygtede for busturen med min fod, og vi havde derfor bestilt de to forreste saeder, hvor der gerne skulle vaere en del benplads. Der var der ogsaa cirka. Jeg kunne i hvert fald laegge benet op paa instrumentbraettet, selvom det ikke var super behageligt. Og saa havde man samtidig frit udsyn til trafikken - og ingen sikkerhedssele! Jeg taenkte flere gange, at det ville vaere et mirakel hvis vi kom helskindede frem! Saa hvilket mirakel, for vi kom frem, og var ikke doede, selvom jeg var meget traet, havde ikke vaeret i stand til at sove. Vi var i Nyeri omkring kl. 8...og det havde regnet. Nyeri er 100% mudder, naar det har regnet. Jeg fik kaempet mig hjem, foerst matatu, og saa den stejle bakke og det sidste stykke hen til vores port. Jeg tror det tog mig en halv time fra matatuen til vores doer - det tager normalt 5-10 minutter, maaske kun 3. Men jeg naaede frem, kun for at faa beskeden om, at der har vaeret indbrud! I soendags, mens familien var i kirke. Vi skyndte os ind for at se, om noget var blevet stjaalet. Vi havde allerede afskrevet computeren, men maaske penge og USB-stik stadig var der. Men! De havde ikke taget noget! Jo, mit 20 spoergsmaal til professoren spil fra Faetter BR, men intet andet. Ikke engang de smaa-penge og USB-stik der laa frit fremme! Det er simpelthen saa underligt! de giver ingen mening!! Det virker naesten lidt internt...det er i hvert fald helt sikkert nogen, der har vidst at vi boede der, og at det var i netop det vaerelse. De havde klippet vores haengelaas over med en boltsaks. Men hvordan de er kommet ind i selv huset er en gaade, for doerene er virkeligt svaere at bryde ind af, fordi der er tre skydelaese, hvoraf kun den midterste kan aabnes udefra. Mystisk og klamt.
Saa nu haaber jeg at uheldet er stoppet, for jeg orker ikke mere.
I dag kaempede jeg mig paa arbejde - det goer jeg ikke i morgen, og ikke foer jeg kan stoette paa foden, for krykker og Nyeri virker ikke. Og krykker og mig virker ikke... Mine haandled graeder efter at have transporteret mig maaske en halv kilometer eller mere og op ad to virkeligt stejle bakker. Men jeg er stoppet med smertestillende, og haevelsen har lagt sig en del, og jeg regner med at kunne gaa lidt paa torsdag. Det skal jeg. For vi har et projekt, vi skal have startet.
Forlænget weekend i Nairobi
VISUM, YMCA OG RASTA-FEST
Fedag i sidste uge (28. maj) tog vi matatuen til Nairobi for at få fornyet vores visum. Det var en lidt hård tur, da vi havde tømmermænd, efter at have været til vores første fest i Nyeri. Menvi klarede den, og var i Nairobi omkring kl. 12 (vi var taget afsted fra Nyeri ca. kl . 9), hvor vi mødtes med Malte! Det var rart at se ham igen. Han var i Nairobi, fordi hans kæreste (fra februar-holdet) skulle komme fra Uganda om aftenen.
Malte havde ventet siden han ankom med bussen fra Mombasa kl. 4 om morgenen, så det første vi gjorde var at finde en taxa, som kunne køre os til YMCA. Hvor vi havde bestilt to værelser. Vi fandt en taxa, og kom til hotellet – men de kiggede meget forkert på os, da vi spurgte efter vores værelser – der stod altså ikke noget i dét navn?! AFRIKA! Jeg blev lidt sur på dem, og spurgte, hvordan man i fremtiden skulle sikre sig at man har et værelse, når nu det ikke var nok, at ringe og få ham i telefonen til at gentage datoerne fem gange. Vi kunne få to doubble unselfcontained (dvs uden eget bad og toilet), hvis vi ville, og det sagde vi så ja til – det er nemlig sådan, at YMCA har en pool, og den ville vi meget gerne benytte os af. Men da vi kom ind på værelserne, viste det sig, at det var enkeltsenge, og ikke dobbeltsenge – og det vildeste: I skabet på det ene værelse, lå der et, hårdkogt, pillet æg!! HVORFOR?!
Vi skyndte os at finde på en undskyldning for at få pengene igen (=at vores venner lige havde ringet og sagt, at de havde fået værelser til os allesammen inde i byen) Det virkede, og vi skyndte os at gå.
Så gik turen til Nyayo House, hvor immigrationskontoret ligger – desværre måtte stakkels Malte tage med, fordi vi ikke havde tid til, først at finde et hotel.
Visum og håndaftryk
På immigrationskontoret blev man sendt fra skranke til skranke – så skulle man udfylde en formel og så aftlevere sine to pasbilleder til fremstillingen af Alien-card, og så aflevere sit pas og 2200kes (hvilket faktisk var lidt af et problem, fordi, vi havde fået at vide, at vi skulle bestale i dollar, og derfor ikke havde supermange kenyanske shilling med), og så skulle man sætte sig over og vente til man blev kaldt op, og skulle så gå et helt tredje sted hen, hvor der skulle laves fingeraftryk. Det var en meget hyggelig mand, der stod for det. Han snakkede og snakkede, og sagde, at jeg hed det sammen som hans kusine, og derfor var jeg nu også hans kusine, og om han måtte invitere mig på middag en dag og om han måtte få mit nummer? Ja ja, hvis han ville lave et papir, hvor Isabella og jeg fik hele vores hånd på? Det ville han gerne. Så nu har vi et papir med både alle vores fingre og hele vores hånd.
Endelig var vi færdige og kunne vende næsen mod midtbyen, for så ville vi forsøge os med at få værelser paa Hotel Greton, hvor vi også var sammen med Johanne og Lenette. Vi fandt det, og fik to værelser – lidt billegere end de egentlig var, fordi vi brokkede os over, at priserne var steget markant siden sidst (det var de egentlig ikke, men det troede jeg, og damen accepterede med det samme), så det var fint. Aftenen stod på lidt mad hos vores stamsted med alle fasfood-restauranterne, og kortspil, smøger og hygge på altanen på hotellet, indtil Malte skulle hente Lotte og Isabella og jeg gik i seng.
YMCA – igen.
Om morgenen lørdag mødtes vi alle 4 til morgenmad, og bagefter besluttede Isabella og jeg os for at gå til YMCA – man må nemlig godt låne deres pool, selvom man ikke bor der – mod et lille beløb, selvfoelgelig. Så vi begav os afsted. På vejen mødte vi lige Mette og Maya (det var de fleste fra februar-holdet, som var i Nairobi, fordi deres program er slut) – midt i et kryds i Nairobi – vi mødstes næsten aldrig i Nyeri, men i Nakuru og Nairobi har vi mødtes helt tilfældigt. Vi fandt YMCA (lidt langt væk), betalte vores 100kes og gik ind for at klæde om. Inden vi gik ud af omklædningsrummet nåede vi lige at se, at der var dresscode for badetøjet! Ingen spaghetti-stropper, bl.a.! Og vi havde kun vores bikinier! Vi valgte at satse på, at wazungu (mzungu, hvid, i flertal) må alt, og der var da heller ikke nogen, der sagde noget til os.
Trods dét, at det var overskyet, var det fantastisk at svømme. Vi svømmede vel omkring 14 baner, hvilket var lidt hårdt for en utrænet og længe-siden-jeg-har-svømmet-krop, men dejligt. Desværre fik vi ikke rigtig noget sol, og gik bare hjem, da vi var færdige.
Til frokost mødtes vi med Lotte og Malte i Westgate-centret i westlands (den pæne og dyre del af byen), hvor vi spiste på en lækker cafe, Artcaffée, og brugte alt for mange penge på mad, the og kage. Bagefter gik Isabella og jeg i biografen og så Robin Hood. Vi fik begge lidt hjemve. Jeg savnede at tage i skoven og klæde mig ud, og Isabella savende sine heste.
Om aftenen tog vi i byen med februar-holdet. Vi startede med at være på et sted, der hedder Simmer’s, og bagefter tog vi til Westlands til et sted, der hedder Gipsy’s, som er en klub. Det var fedt at være ude at feste igen, og februarholdet var skide søde. Dog var der lige lovligt mange indere, der bare stod og gloede, naar man dansede... Vi var først hjemme igen kl. 4, så det var dejligt.
Rasta festival og bhangi
Vi stod op og spiste morgenmad kl. 9.30, og kl. 11 mødtes vi med min ven John (ham jeg for længe siden sad klemt sammen med bag i KENWA-bilen, da der skulle laves film, den første uge, vi var her), så han kunne følge os til reggae-koncert. Det var egentlig Nelly, der havde inviteret os, men da han først ville tage fra Nyeri om morgenen, kunne vi godt regne ud, at han ville være der lidt sent, og vi skulle allerede tilbage med matatuen til Nyeri kl. 15, saa vi kunne vaere hjemme inden det blev moerkt). Saa heldigvis havde John sagt ja tilat tage med. Vi skulle ogsaa have moedtes med Heather (den irske pige, vi moedte paa Muran’ga),men hendes veninde var blevet overfaldet og roevet med pistol natten foer, saa det skulle hun lige tage sig af – shit mand!
Naa, men sammen med John fandt vi en bus og begav os afsted. Det var lidt uden for byen – Kasarani Stadium, hedder det – saa det tog naesten en time at komme derud. Det var et gratis arrangement, men vi skulle alligevel staa lidt i koe, fordi man lige skulle visiteres inden man kom ind – ingen stoffer og vaaben.
Det mindede mega meget om Roskilde Festival i stemningen, og jeg kom saadan til at savne det – der var graes og sol og boder med rasta-ting og en duft af bhangi (pot – for det var selvfoelgelig alligevel lykkedes alle mulige at smuge det med ind) – der manglede kun lidt oel. Men vi satte os i graesset, og lyttede lidt til musikken mens vi snakkede og ventede paa Nelly, og jeg tog mig en smøg (jeg er simpelthen blevet den vaerste ryger hernede! Men det stopper efter Roskidle, for ingen har lyst til at vaere ryger i Danmark – det er jo ligesom at vaere sort i 50’ernes USA). Men dejligt var der at sidde paa graesset med en smøg i haanden og reggae i ørerne.
Kl. ca. 13 moedte Nelly endelig op – og han havde ogsaa smuglet bhangi med, saa det smagte jeg lidt af, men ikke ret meget, og fik hverken roede oejne eller blev hoej, for saa var han vaek for at finde sine venner. Vi moedtes lige og sagde farvel, for vi skulle gaa saa vi ogsaa kunne naa at faa noget at spise.
Heldigvis ville John gerne foelge os hele vejen. Saa kl. 15 sad vi i mamtatuen og 20 minutter senere koerte den. Perfekt.
mandag den 24. maj 2010
Arbejdet
PLANER - STORE PLANER
For leden dag brugte vi lang tid sammen med Joseph fra KENWA, paa at planlaegge resten af vores tid her. Det var fedt, for han var rigtig lydhoer overfor vores ideer. Saa i denne uge skal vi lave et banner "Give others a chance in life", og ud paa gaden sammen med Nelson og dele kondomer ud og snakke med folk om HIV og AIDS. I naeste uge skal vi begynde paa et projekt, som vi lidt selv har sat i gang, hvor vi sammen med Sephen og Nelson skal tale med gadedrengene og forsoege at faa dem tilbage i skole og maaske paa boernehjem eller tilbage til deres familier. Det bliver fedt, og KENWA har allerede en masse kontakter, da de har gjort noget lignende foer.
I sidste uge, var vi med til outreach! Det var sjovt. Vi blev samlet op af en bus, som var fyldt med Nelsons teater-trup NASISI (noget med Network of Artists og social-something-something), og blev koert til en mixed 2ndary School, hvor der skulle laves outreach. Vi havde ogsaa faaet lov til at bidrage med noget - det havde vi aftalt med Nelson samme dag. Men foerst skulle de andre opfoere nogle teaterstykker, paa swahili, som blev oversat for os. De handlede om secondary shool elever, som fik kaerester, nogle blev gravide, og hvad goer man saa. Der var ogsaa mulighed for at stille anonyme spoergsmaal paa en lad papir, hvoraf nogle saa blev laest op, og forsoegt besvaret. Saa var det vores tur...vi skulle synge en sang..og hvad ellers end "Regnvejrsdag i November"? Vi noejedes dog med 3 vers. Vi blev introduceret med, at eleverne skulle proeve at forstaa saa meget som muligt at den naeste sang, og da vi saa begyndte at synge, skraldgrinede de, selvfoelgelig, men der blev hurtigt stille, og de lyttede. Vi sang med et ansigt flaekket i smil, fordi det var saa absurd, og det loed forfaerdeligt. Men bagefter var det meningen, at Nelson skulle "oversaette" sange - dvs. finde paa en historie om sangen. Han fandt paa en rigtigt god historie om en pige, Mary, fra Polen, som rigtig gerne ville vaere praeseident, og en dag saa kom praesidenten forbi hendes skole, og hun sang ham en sang, og han sagde: "Du skal nok blive praesident en dag" - og moralen var, at man skal forfoelge og tro paa sine droemme, eller ogsaa skal man lade vaere med at droemme. Meget smukt. Og virkelig sjovt, da vi paa vej hjem i bussen fortalte ham, hvad sangen i virkeligheden handlede om.
Summa sumarum, det var virkelig sjovt at vaere med til, ogsaa selvom det ikke var en del af KENWA. Desvaerre er vi ikke lige pt inviteret med til flere outreach.
Til gengaeld er vi inviteret til at komme og se et teaterstykke, som Nelsons trup laver paa torsdag - paa engelsk, saa det er fedt (hvis vi altsaa kan naa det).
For leden dag brugte vi lang tid sammen med Joseph fra KENWA, paa at planlaegge resten af vores tid her. Det var fedt, for han var rigtig lydhoer overfor vores ideer. Saa i denne uge skal vi lave et banner "Give others a chance in life", og ud paa gaden sammen med Nelson og dele kondomer ud og snakke med folk om HIV og AIDS. I naeste uge skal vi begynde paa et projekt, som vi lidt selv har sat i gang, hvor vi sammen med Sephen og Nelson skal tale med gadedrengene og forsoege at faa dem tilbage i skole og maaske paa boernehjem eller tilbage til deres familier. Det bliver fedt, og KENWA har allerede en masse kontakter, da de har gjort noget lignende foer.
I sidste uge, var vi med til outreach! Det var sjovt. Vi blev samlet op af en bus, som var fyldt med Nelsons teater-trup NASISI (noget med Network of Artists og social-something-something), og blev koert til en mixed 2ndary School, hvor der skulle laves outreach. Vi havde ogsaa faaet lov til at bidrage med noget - det havde vi aftalt med Nelson samme dag. Men foerst skulle de andre opfoere nogle teaterstykker, paa swahili, som blev oversat for os. De handlede om secondary shool elever, som fik kaerester, nogle blev gravide, og hvad goer man saa. Der var ogsaa mulighed for at stille anonyme spoergsmaal paa en lad papir, hvoraf nogle saa blev laest op, og forsoegt besvaret. Saa var det vores tur...vi skulle synge en sang..og hvad ellers end "Regnvejrsdag i November"? Vi noejedes dog med 3 vers. Vi blev introduceret med, at eleverne skulle proeve at forstaa saa meget som muligt at den naeste sang, og da vi saa begyndte at synge, skraldgrinede de, selvfoelgelig, men der blev hurtigt stille, og de lyttede. Vi sang med et ansigt flaekket i smil, fordi det var saa absurd, og det loed forfaerdeligt. Men bagefter var det meningen, at Nelson skulle "oversaette" sange - dvs. finde paa en historie om sangen. Han fandt paa en rigtigt god historie om en pige, Mary, fra Polen, som rigtig gerne ville vaere praeseident, og en dag saa kom praesidenten forbi hendes skole, og hun sang ham en sang, og han sagde: "Du skal nok blive praesident en dag" - og moralen var, at man skal forfoelge og tro paa sine droemme, eller ogsaa skal man lade vaere med at droemme. Meget smukt. Og virkelig sjovt, da vi paa vej hjem i bussen fortalte ham, hvad sangen i virkeligheden handlede om.
Summa sumarum, det var virkelig sjovt at vaere med til, ogsaa selvom det ikke var en del af KENWA. Desvaerre er vi ikke lige pt inviteret med til flere outreach.
Til gengaeld er vi inviteret til at komme og se et teaterstykke, som Nelsons trup laver paa torsdag - paa engelsk, saa det er fedt (hvis vi altsaa kan naa det).
søndag den 23. maj 2010
Feria, part 2 og andet
MASAI MARA og NAIROBI
Tirsdag skulle vi afsted til Nairobi. Men inden vi fandt en matatu, skulle jeg lige tilbage til Green garden (restauranten vi havde spist paa de sidste to aftener), for jeg havde en aftale med indehaveren. Om aftenen havde jeg nemlg spurgt ham, om ikke jeg kunne koebe et af deres askebaegre (de er meget fine, smaa lotusblomster i lys saebesten). Det kunne jeg desvaerre ikke, for det var ulovligt (vildt at moede den holdning i Kenya), men hvis jeg kom tilbage dagen efter, kunne han nok godt naa at "finde" et til mig. Saa jeg kom derhen om morgenen, og han ville selvfoelgelig gerne snakke med den unge, ugifte mzungu, og boed paa te, som jeg selvfoelgelig ikke kunne afslaa. Saa jeg drak te, og han boed ogsaa paa ndazi (en slags friturestegt broed i trekanter, meget soede), jeg indvilgede i at tage dem med mig i en pose (jeg kan ikke fordrage dem), og saa fik jeg endelig askebaegret, og kviterede med min e-mail adresse - jeg havde jo ikke betalt noget hverken for te eller askebaegre eller broed - og skyndte mig tilbage paa Sooper Guesthouse, hvor de andre ventede.
Paa matatustationen fandt vi hurtigt en matatu til Nairobi - desvaerre var den tom, saa vi sad og ventede i godt halvanden time. Da vi endelig begyndte at koere blaeste der hoej, hoej afrikansk gospel musik (det er IKKE det samme som, Amerikansk gospel!) ud af den rigelige maengde af smaa hoejtalere, der oftest er i matatus. Turen tog hele dagen, selvom den kun skulle have taget 6 timer. Men der var kaempe trafikprop i Nairobi, og vi stod foerst ud af matatuen kl ca. 18. Og saa skulle vi finde et sted at sove - helst inden det blev moerkt kl 19. Vi fandt et udmaerket sted til en ok billig penge.
Saa stod den paa aftensmad. Isabella havde i lang tid (ogsaa i Nyeri) fantaseret om at komme tilbage til det sted, vi spiste paa, sammen med Joseph, saa vi gik paa jagt. Og ved et tilfaelde endte vi pludselig lige udenfor! Chicken inn, Burger inn, almuligt-inn, hedder de mange fastfoodkaeder, som stedet bestaar af. Det var heaven! Vi havde jo ikke faaet ordentligt fastfood i over en maaned! Det var selvfoelgelig blevet moerkt, men inden kl 22 er det vist ok at gaa rundt i Nairobi, saa vi kom sikkert hjem. Paa hotellet moedtes vi med Eliud, som fortalte os om safarien, og hvor og hvornar vi skulle moedes dagen efter.
SAFARI
Tidligt onsdag morgen spiste vi morgenmad paa hotellet og blev hentet af Eliud. isabella blev koert til matatustationen, saa hun kunne komme tilbage til Nyeri. Vi andre koerte videre i Eliuds bil
- en Toyota Land Cruiser - min ynglingsbil hernede!! Inden Mara stoppede vi ved Great Rift Valley og tog billeder i morgendisen - meget smukt.
Endelig ankom vi til vores "camp". Men det var ikke smaa igloo-telte som i Samburu, nej, det var store laerredstelte med et straatag over, bad, toilet og rigtige senge! Totalt luksus!
HIGHLIGHS fra Safari
Det ville vaere synd og skam at beskrive hele safarituren, saa her kommer blot en kort oversigt over highlights:
Teltene; geparder;
da vi sad fast i en time i mudderet;
stor han loeve, der slaebte en kvart, doed boeffel hen til skyggen af et trae;
loever, der knaldede (!!) (40 sekunder tog det);
at staa paa graensen mellem Serengeti (Tanzania) og Masai Mara (Kenya)
og saa selvfoelgelig det, at det hele var super luksus.
...DET ANDET...
Ja, saa har jeg altsaa faaet mig en kikuyu-kaereste. Nelson Githuku, hedder han. Han er 23 og spiller teater i en trup, der nogle gange arbejder for KENWA :) - det er ham, der har lavet mit haar.
Og I skal selvfoelgelig lige have et billede:
- en Toyota Land Cruiser - min ynglingsbil hernede!! Inden Mara stoppede vi ved Great Rift Valley og tog billeder i morgendisen - meget smukt.
Endelig ankom vi til vores "camp". Men det var ikke smaa igloo-telte som i Samburu, nej, det var store laerredstelte med et straatag over, bad, toilet og rigtige senge! Totalt luksus!
HIGHLIGHS fra Safari
Det ville vaere synd og skam at beskrive hele safarituren, saa her kommer blot en kort oversigt over highlights:
Teltene; geparder;
da vi sad fast i en time i mudderet;
stor han loeve, der slaebte en kvart, doed boeffel hen til skyggen af et trae;
loever, der knaldede (!!) (40 sekunder tog det);
at staa paa graensen mellem Serengeti (Tanzania) og Masai Mara (Kenya)
og saa selvfoelgelig det, at det hele var super luksus.
...DET ANDET...
Ja, saa har jeg altsaa faaet mig en kikuyu-kaereste. Nelson Githuku, hedder han. Han er 23 og spiller teater i en trup, der nogle gange arbejder for KENWA :) - det er ham, der har lavet mit haar.
Og I skal selvfoelgelig lige have et billede:
tirsdag den 18. maj 2010
Ferie part 1
KISUMU
Vi tog afsted fra Nyeri loerdag morgen omkring kl. 8 for at tage med en matatu til Nakuru, hvor vi skulle skifte til en anden matatu til Kisumu.
Vi havde nogle dage forinden koebt os nogle turtasker, som nu var pakket til bristepunktet og fik os til at se meget turist-agtige ud, saa da vi kom til matatustationen i Nyeri, blev vi naermest overfaldet af folk, der ville vide hvor vi skulle hen, og gerne ville vise os den bedste matatu. Vi styrede bestemt og maalrettet mod den naermeste billetluge, hvor vi forhoerte os om priserne; 300, arh, det kunne da vist ikke vaere rigtigt, hva'? "Vi har hoert 250", sagde jeg. Ok, 250 var i orden. Nice nok. Men ogsaa underligt, at man kan prutte om prisen paa en busbillet.
Vi blev placeret bagest i bussen, og kunne naesten ikke vaere der, fordi der i forvejen var en kaempe stor saek med majs - nedenunder saederne - altsaa der, hvor ens foedder skulle vaere, plus hjulene ogsaa var der. Saa Isabella maatte sidde lettere akavet med sine ben, og jeg maatte have min rygsaek paa skoeddet i de godt 2 1/2 time det tog at komme til Nakuru.
Her fik vi vores sidekammerat, Charles (maaske?) til at vise os hen til stedet, hvor man kunne finde matatu til Kisumu, og han hjalp os ogsaa med at finde en god en. Desvaerre var vi de foerste i matatu'en, saa vi kunne jo godt regne ud, at der ville gaa noget tid, saa vi fandt en person, der kune vise mig hen til frugtmarkedet, mens Isabella passede paa vores ting. Jeg fandt en bod, der solgte frugt coctails, dvs. en pose med blandede stykker frugt. I min pose var der papaya, ananas, banan og avocado og Isabellas var der det samme, minus avo. Det var meeega laekkert, og heldigvis havde vi selv medbragt skeer, saa vi kunne spise den laekre frugt imens vi ventede i matatuen.
Turen til Kisumu var noget af en bumletur, og boed ogsaa paa koe paa en smadret grusvej og paa regnvejr. Men efter ca. 3 timer naaede vi frem.
Efter at havde snakket med Johanne og Lenette, som havde fundet overnatning til os, fandt vi to cykeltaxaer, som vi hoppede paa, og med livet som indsats raesede afsted paa til vores bestemmelsessted: "Sooper Guesthouse" Her ventede de andre paa os, og after at have pakket lidt ud og slappet af, gik vi i supermarked og ud at spise.
VICTORIA SOEEN
Soendag sov vi laenge. Helt til kl 10! Det er jo ikke noget, Isabella og jeg er vant til, fordi vi altid bliver vaekekt af diverse mennesker. Saa det var rart!!
Denne dag ville vi ud paa Victoria soeen. Vi gik en fin tur (omvej) ned til vandet, og fandt Abraham (han er naevnt i Lonely Planet, og Johanne og Lenette havde moedt ham loerdag formiddag), som arrangerer sejlture paa soeen. Saa os afsted i en ca. 4-5 meter lang, smal baad med overdaekke til turisterne (os) og smaa saeder, ligesom i en robaad. Vi fik redningsveste paa, og saa gik det afsted ved kraft af den lille motor - ud for at se paa flodheste. Det var fedt at sejle paa Victoria soeen, trods det, at vi sejlede op mod boelgerne, og derfor blev naermest gennembloedte. Men vi fik set flodheste, og gjorde ogsaa et kort stop i en liille fiskerby, hvor vi saa nogle forskellige, nyfangede fisk. Der var meget flot, og der er meget stort, saa det er naesten et hav.
Inden vi var faerdige med turen fik vi aftalt at moedes med Abraham om aftenen (kl 8), for saa ville han tage os med til noget Lou dans (Lou er den stamme, der er flest af i Kisumu). Han fortalte os, at vi ikke skulle tage tasker og kameraer med - for vores egen sikkerheds skyld. Saa vi moedte op kl 8 i receptionen med penge i bh'erne og ellers intet tilbehoer. Saa gik det afsted, vi fandt en tuk-tuk (knallert taxa med plads til 3, og det vil selvfoelgelig paa afrikansk sige 5). 100 bob blev det, og saa gik turen ellers ud i den mere skumle del af Kisumu. Vi skulle til et sted der hedder Social Centre, og vi naaede fint derhen, og i foelgeskab med Abraham, virkede det helt fint.
Vi placerede os et godt stykke fra scenen, bestilte drikkevare, og lyttede til musikken, mens vi forsoegte at finde ud af, hvordan den var forskellig fra det kikuyu-musik Nancy spiller paa anlaegget. Der var ikke noget trommesaet, men traditionelle trommer, men det var vist ogsaa det. Senere blev nogle af musikanterne skiftet ud, og et nyt instrument kom ind, et slags slagtoej, som vist var et stykke af et metalroer, med en diameter paa ca. 15cm, som blev slaaet paa med en metalpind. Fra vores pladser kunne vi fint observere ungdommen danse. Og det er meget taet og meget sensuelt. Men vi var jo ogsaa kommet for selv at danse - Lou-dans, vel at maerke, saa Abraham boed op paa dans, og laerte os verdens mest simple trin. Man staar overfor hinanden, holder i hinandens haender, og synkront tager man saa foerst den ene fod skraat frem, saa tilbage til udgangspunktet, saa tager man den anden fod skraat fram, og saa tilbage til udgangspunktet, og saa forfra. ...Abraham var meget imponeret over, hvor hurtigt jeg laerte det...jeg naennede ikke at fortaelle, hvor enkelt det var :)
SLANGEN I HAVEN
Mandag stod det paa kulturliv. Isabella havde laest i Lonely Planet, at der er et museum i Lisumu, og det loed ret spendende, saa det blev vi enige om, at vi hellere maatte besoege.
Vi fandt det, og det kostede 500kes at komme ind! Og det foerste der moedte os, var en naesten tom sal, hvor et par fyre sad og saa nyheder. I de to af hjoernerene stod to, smaa akvarier med smaa fisk....var det den fiskeudstilling vi havde betalt 500 for at se?? Det var jo den stoerste joke, saa! Men heldigis, var der en, der fortalte os, at vi skulle gaa rundt om det lille hus (som var salen), saa var fiskene nedenunder. Og ganske rigtigt, der var fine fisk og nogle enkelte tomme akvarier. Efter fiskene gik vi paa jagt efter de slanger og krokodiller, vi havde hoert skulle vaere der. Og slange var der ogsaa lige pludselig! Lige for foedderne af Johanne og jeg. En ca. 50cm lang, tynd foraarsgroen slange! (jeg har siden forhoert mig, og den skulle vaere harmloes) Hvor blev vi forskraekkede! Det var jo ikke lige saadan, vi havde taenkt os, vi skulle se slanger! Men ufortroedent fortsatte vi, og stoete paa "koekkenhaven", hvor forskellige urter var udstillet - hvis man altsaa kunne finde dem mellem ukrudtet :) paa vores videre faerd kom vi endelig til dyrene. Der var to krokodiller, bl.a. De laa med aaben mnd og ventede paa, at en antilope ville springe ind i munden paa dem...desvaerre var der hegn omkring dem, saa de maa noejes med den mad de faar, naar de bliver fodret 2 gange om ugen. Og saa fandt vi endelig slangerne!
Der var mange slags i hvert deres glasbur. De fleste af dem meget giftige og reciderende i skovomraader. Men de to sejeste var Rock Python (som var virkelig stor!) og Black Mamba. Den var virkelig lang, men ikke saa tyk - og saa var den groen?! Men maaske den har faaet sit navn fordi dens tunge er sort. Den var saa fin, for den naermest dansede. Og den kunne loefte hovedet ca. 40cm op over jorden (den er vist over 1 meter lang). Det sjoveste var dog det, vi senere saa - skildpadder. ...i parringstid! Der var hor over der hele! Og aldrig har jeg set noget saa sjovt som en lille han skildpadde der knalder en salat-gumlende stor hun-skildpadde. Der bliver virkelig arbejdet, og halsen straekkes, mens han stikker tungen ud og siger hhhnnngg! Og bagefter var der godt snasket paa baade hendes og hans sjold. hahahahha! Det var sjov..
Paa vej hjem fra musem kom vi forbi et lille marked, og saa gik vi amok. Og det var ikke engang saerligt dyrt, saa nu er de fleste souvenirs klaret.
Tilbage pa Sooper, relax'ede vi, og saa gik vi paa restaurant: Green Garden (her spiste vi ogsaa soenda aften). Johanne og jeg fik fisk - vi var jo traod alt ved Victoria Soeen. Det var dog ikke det helt vilde. Men fint med fisk, da vi ikke faar fisk i Nyeri.
Det var alt for denne gang, for nu skal jeg have ordnet haar.
Torsdag d. 20. maj 2010
Og saadan kom mit haar saa til at se ud. u skal det bare finpudses lidt. Det er min Rasta-"kaereste", der har lavet dem ;)
Vi tog afsted fra Nyeri loerdag morgen omkring kl. 8 for at tage med en matatu til Nakuru, hvor vi skulle skifte til en anden matatu til Kisumu.
Vi havde nogle dage forinden koebt os nogle turtasker, som nu var pakket til bristepunktet og fik os til at se meget turist-agtige ud, saa da vi kom til matatustationen i Nyeri, blev vi naermest overfaldet af folk, der ville vide hvor vi skulle hen, og gerne ville vise os den bedste matatu. Vi styrede bestemt og maalrettet mod den naermeste billetluge, hvor vi forhoerte os om priserne; 300, arh, det kunne da vist ikke vaere rigtigt, hva'? "Vi har hoert 250", sagde jeg. Ok, 250 var i orden. Nice nok. Men ogsaa underligt, at man kan prutte om prisen paa en busbillet.
Vi blev placeret bagest i bussen, og kunne naesten ikke vaere der, fordi der i forvejen var en kaempe stor saek med majs - nedenunder saederne - altsaa der, hvor ens foedder skulle vaere, plus hjulene ogsaa var der. Saa Isabella maatte sidde lettere akavet med sine ben, og jeg maatte have min rygsaek paa skoeddet i de godt 2 1/2 time det tog at komme til Nakuru.
Her fik vi vores sidekammerat, Charles (maaske?) til at vise os hen til stedet, hvor man kunne finde matatu til Kisumu, og han hjalp os ogsaa med at finde en god en. Desvaerre var vi de foerste i matatu'en, saa vi kunne jo godt regne ud, at der ville gaa noget tid, saa vi fandt en person, der kune vise mig hen til frugtmarkedet, mens Isabella passede paa vores ting. Jeg fandt en bod, der solgte frugt coctails, dvs. en pose med blandede stykker frugt. I min pose var der papaya, ananas, banan og avocado og Isabellas var der det samme, minus avo. Det var meeega laekkert, og heldigvis havde vi selv medbragt skeer, saa vi kunne spise den laekre frugt imens vi ventede i matatuen.
Turen til Kisumu var noget af en bumletur, og boed ogsaa paa koe paa en smadret grusvej og paa regnvejr. Men efter ca. 3 timer naaede vi frem.
Efter at havde snakket med Johanne og Lenette, som havde fundet overnatning til os, fandt vi to cykeltaxaer, som vi hoppede paa, og med livet som indsats raesede afsted paa til vores bestemmelsessted: "Sooper Guesthouse" Her ventede de andre paa os, og after at have pakket lidt ud og slappet af, gik vi i supermarked og ud at spise.
VICTORIA SOEEN
Soendag sov vi laenge. Helt til kl 10! Det er jo ikke noget, Isabella og jeg er vant til, fordi vi altid bliver vaekekt af diverse mennesker. Saa det var rart!!
Denne dag ville vi ud paa Victoria soeen. Vi gik en fin tur (omvej) ned til vandet, og fandt Abraham (han er naevnt i Lonely Planet, og Johanne og Lenette havde moedt ham loerdag formiddag), som arrangerer sejlture paa soeen. Saa os afsted i en ca. 4-5 meter lang, smal baad med overdaekke til turisterne (os) og smaa saeder, ligesom i en robaad. Vi fik redningsveste paa, og saa gik det afsted ved kraft af den lille motor - ud for at se paa flodheste. Det var fedt at sejle paa Victoria soeen, trods det, at vi sejlede op mod boelgerne, og derfor blev naermest gennembloedte. Men vi fik set flodheste, og gjorde ogsaa et kort stop i en liille fiskerby, hvor vi saa nogle forskellige, nyfangede fisk. Der var meget flot, og der er meget stort, saa det er naesten et hav.
Inden vi var faerdige med turen fik vi aftalt at moedes med Abraham om aftenen (kl 8), for saa ville han tage os med til noget Lou dans (Lou er den stamme, der er flest af i Kisumu). Han fortalte os, at vi ikke skulle tage tasker og kameraer med - for vores egen sikkerheds skyld. Saa vi moedte op kl 8 i receptionen med penge i bh'erne og ellers intet tilbehoer. Saa gik det afsted, vi fandt en tuk-tuk (knallert taxa med plads til 3, og det vil selvfoelgelig paa afrikansk sige 5). 100 bob blev det, og saa gik turen ellers ud i den mere skumle del af Kisumu. Vi skulle til et sted der hedder Social Centre, og vi naaede fint derhen, og i foelgeskab med Abraham, virkede det helt fint.
Vi placerede os et godt stykke fra scenen, bestilte drikkevare, og lyttede til musikken, mens vi forsoegte at finde ud af, hvordan den var forskellig fra det kikuyu-musik Nancy spiller paa anlaegget. Der var ikke noget trommesaet, men traditionelle trommer, men det var vist ogsaa det. Senere blev nogle af musikanterne skiftet ud, og et nyt instrument kom ind, et slags slagtoej, som vist var et stykke af et metalroer, med en diameter paa ca. 15cm, som blev slaaet paa med en metalpind. Fra vores pladser kunne vi fint observere ungdommen danse. Og det er meget taet og meget sensuelt. Men vi var jo ogsaa kommet for selv at danse - Lou-dans, vel at maerke, saa Abraham boed op paa dans, og laerte os verdens mest simple trin. Man staar overfor hinanden, holder i hinandens haender, og synkront tager man saa foerst den ene fod skraat frem, saa tilbage til udgangspunktet, saa tager man den anden fod skraat fram, og saa tilbage til udgangspunktet, og saa forfra. ...Abraham var meget imponeret over, hvor hurtigt jeg laerte det...jeg naennede ikke at fortaelle, hvor enkelt det var :)
SLANGEN I HAVEN
Mandag stod det paa kulturliv. Isabella havde laest i Lonely Planet, at der er et museum i Lisumu, og det loed ret spendende, saa det blev vi enige om, at vi hellere maatte besoege.
Vi fandt det, og det kostede 500kes at komme ind! Og det foerste der moedte os, var en naesten tom sal, hvor et par fyre sad og saa nyheder. I de to af hjoernerene stod to, smaa akvarier med smaa fisk....var det den fiskeudstilling vi havde betalt 500 for at se?? Det var jo den stoerste joke, saa! Men heldigis, var der en, der fortalte os, at vi skulle gaa rundt om det lille hus (som var salen), saa var fiskene nedenunder. Og ganske rigtigt, der var fine fisk og nogle enkelte tomme akvarier. Efter fiskene gik vi paa jagt efter de slanger og krokodiller, vi havde hoert skulle vaere der. Og slange var der ogsaa lige pludselig! Lige for foedderne af Johanne og jeg. En ca. 50cm lang, tynd foraarsgroen slange! (jeg har siden forhoert mig, og den skulle vaere harmloes) Hvor blev vi forskraekkede! Det var jo ikke lige saadan, vi havde taenkt os, vi skulle se slanger! Men ufortroedent fortsatte vi, og stoete paa "koekkenhaven", hvor forskellige urter var udstillet - hvis man altsaa kunne finde dem mellem ukrudtet :) paa vores videre faerd kom vi endelig til dyrene. Der var to krokodiller, bl.a. De laa med aaben mnd og ventede paa, at en antilope ville springe ind i munden paa dem...desvaerre var der hegn omkring dem, saa de maa noejes med den mad de faar, naar de bliver fodret 2 gange om ugen. Og saa fandt vi endelig slangerne!
Der var mange slags i hvert deres glasbur. De fleste af dem meget giftige og reciderende i skovomraader. Men de to sejeste var Rock Python (som var virkelig stor!) og Black Mamba. Den var virkelig lang, men ikke saa tyk - og saa var den groen?! Men maaske den har faaet sit navn fordi dens tunge er sort. Den var saa fin, for den naermest dansede. Og den kunne loefte hovedet ca. 40cm op over jorden (den er vist over 1 meter lang). Det sjoveste var dog det, vi senere saa - skildpadder. ...i parringstid! Der var hor over der hele! Og aldrig har jeg set noget saa sjovt som en lille han skildpadde der knalder en salat-gumlende stor hun-skildpadde. Der bliver virkelig arbejdet, og halsen straekkes, mens han stikker tungen ud og siger hhhnnngg! Og bagefter var der godt snasket paa baade hendes og hans sjold. hahahahha! Det var sjov..
Paa vej hjem fra musem kom vi forbi et lille marked, og saa gik vi amok. Og det var ikke engang saerligt dyrt, saa nu er de fleste souvenirs klaret.
Tilbage pa Sooper, relax'ede vi, og saa gik vi paa restaurant: Green Garden (her spiste vi ogsaa soenda aften). Johanne og jeg fik fisk - vi var jo traod alt ved Victoria Soeen. Det var dog ikke det helt vilde. Men fint med fisk, da vi ikke faar fisk i Nyeri.
Det var alt for denne gang, for nu skal jeg have ordnet haar.
Torsdag d. 20. maj 2010
Og saadan kom mit haar saa til at se ud. u skal det bare finpudses lidt. Det er min Rasta-"kaereste", der har lavet dem ;)
fredag den 7. maj 2010
Hvor er boernene?
Fredag d. 7. maj 2010
Saa er skolen begyndt igen (i onsdags), og det kan tydeligt maerkes, at der ikke er ligesaa mange boern. Til gengaeld er der af en eller anden uforklarlig grund en million mennesker paa gaderne hver dag kl. 15. Hvorfor?! Vi ved det ikke...
Her er til gengaeld et nyt forsoeg paa videoblog.
Det sundhedstjek jeg omtaler, er en del af en tema-uge "Nurse-week" hedder det vist. Vi der sammen med Nancy, som lavede VCT (volonteer counceling and testing), dvs. hun testede folk for HIV. Samme sted var der ogsaa nogle andre stande, som det var gratis a besoege. Der ar blodtryk, vejledning om at undersoege sig selv for brystkraeft, blodsukker maaling og...vejning. Det var den der trak mest. Men der var noget galt med vaegten. Blodtryk virkede fint - oldschool med en haandpumpe og et lille maale-ur. Blodsukker var det kun mig, der fik maalt, for Isabella var bange for at faa AIDS. Det erder dg ingen risiko for, for den lille kancetnaal blev pakket ud af en pakke + der blev knaekket en lille dims af, saa man kunne se, den ikke havde vaeret brugt foer.
Hovedsponsoren for arrangementet (som ogsaa koerer i dag og i naeste uge) hedder "Jesus Frees Ministries" og er en meget relkigioes organisaion. Vi talte med dem, der vist har startet den, to amerikanere fra vestkysten. De var forfaerdelige at hoere paa. Manden, som var den af dem, jeg talte med, fortalte mig, a han har set AIDS og saagar HIV blive helbredt af Gud! Men det er jo bare fantastisk. Saa behoever ma jo ikke passe paa, naar bare Gud er med en! Han tilboed mig ogsaa en snak om evangelierne, det syntes jeg ikke var noedvendigt.
Men det var en sjov dag, og det var skaegt at faa lavet sundhedsjek.
Imorgen (meget) tidligt skal vi til Kisumu, som ligger ved Victoriasoeen, hvor vi skal holde ferie sammen med Johanne og Lennette (to af dem, der bor i Mombassa). Fra onsdag tager Isabella tilbage til Nyeri og vi andre tager i Masai Mare.
Saa er skolen begyndt igen (i onsdags), og det kan tydeligt maerkes, at der ikke er ligesaa mange boern. Til gengaeld er der af en eller anden uforklarlig grund en million mennesker paa gaderne hver dag kl. 15. Hvorfor?! Vi ved det ikke...
Her er til gengaeld et nyt forsoeg paa videoblog.
Det sundhedstjek jeg omtaler, er en del af en tema-uge "Nurse-week" hedder det vist. Vi der sammen med Nancy, som lavede VCT (volonteer counceling and testing), dvs. hun testede folk for HIV. Samme sted var der ogsaa nogle andre stande, som det var gratis a besoege. Der ar blodtryk, vejledning om at undersoege sig selv for brystkraeft, blodsukker maaling og...vejning. Det var den der trak mest. Men der var noget galt med vaegten. Blodtryk virkede fint - oldschool med en haandpumpe og et lille maale-ur. Blodsukker var det kun mig, der fik maalt, for Isabella var bange for at faa AIDS. Det erder dg ingen risiko for, for den lille kancetnaal blev pakket ud af en pakke + der blev knaekket en lille dims af, saa man kunne se, den ikke havde vaeret brugt foer.
Hovedsponsoren for arrangementet (som ogsaa koerer i dag og i naeste uge) hedder "Jesus Frees Ministries" og er en meget relkigioes organisaion. Vi talte med dem, der vist har startet den, to amerikanere fra vestkysten. De var forfaerdelige at hoere paa. Manden, som var den af dem, jeg talte med, fortalte mig, a han har set AIDS og saagar HIV blive helbredt af Gud! Men det er jo bare fantastisk. Saa behoever ma jo ikke passe paa, naar bare Gud er med en! Han tilboed mig ogsaa en snak om evangelierne, det syntes jeg ikke var noedvendigt.
Men det var en sjov dag, og det var skaegt at faa lavet sundhedsjek.
Imorgen (meget) tidligt skal vi til Kisumu, som ligger ved Victoriasoeen, hvor vi skal holde ferie sammen med Johanne og Lennette (to af dem, der bor i Mombassa). Fra onsdag tager Isabella tilbage til Nyeri og vi andre tager i Masai Mare.
onsdag den 5. maj 2010
Nattelivet i Nyeri
Så har vi endelig oplevet lidt af det natlige liv i Nyeri. Fredag d. 30. april havde Maya og Mette (de to andre MS-volontører her i Nyeri) inviteret os hen på Banana Leaf Hotel, hvor der skulle være stammedans. Planen var, at vi skulle mødes ca. kl.19, spisemad, se dans og så sove på hotellet. Isabella og jeg ankom ca. halv syv, så kunne vi nå at gøre os klar inden maden, tænkte vi. Vi fandt receptionen og spurgte efter et værelse: ”all full”!!! Vi ringede til Mette og Maya, som kom lidt efter. De havde heller ikke noget værelse. Nu var gode råd dyre. Og det blev de så. Efter lang tid og flere forskellige forslag, foreslog kokken et nyt sted, som han var med til at promovere, og vi kunne derfor få lidt ”discount”. Stedet hedder Liza Place og er vist et girls Hostel, altså ikke et hotel, men et hostel. I virkeligheden koster et twin room 2500ksh inkl. morgenmad, hvilket er meget dyrt. Mette fik pruttet det ned til 1300ksh, hvilket stadig er dyrt for et hostel værelse. Dertil kom så taxaen (det er ikke tilrådeligt at vove sig udenfor efter mørkets frembrud. Slet ikke hvis man er kvinde, slet ikke hvis man er hvid. Desuden lå stedet et godt stykke udenfor byen – på den modsatte side af Banana Leaf), som var 250ksh hver vej = 3 gange, fordi vi jo først skulle derhen med vores ting og for at skifte tøj. Til gengæld skulle vi ikke betale indgang til arrangementet på Banana Leaf, fordi vi spiste der. Vores middag var vældig eksotisk, den bestod af 3 bacon and cheese burgere (Maya og jeg delte, fordi vi oprindeligt havde tænkt os også at dele den ret der hørte temaaftenen til, men vi kunne pludselig ikke overskue gedehovedsuppe kogt i råt blod) og pommes frittes. Vi fik burgerne, som mest af alt lignede sandwiches. Vi begyndte sultent at hugge i os, men opdagede til vores store forundring, at der ikke var nogen bøf! Det var i sandhed en ”bacon and cheese” burger. Vi spurgte, hvor kødet var blevet af? Hov, nå ja, det ville de selvfølgelig straks komme med. Bøffen kom samtidig med pommes fritterne (et godt stykke tid efter vi var blevet færdige med bacon madderne, som vi ikke havde kunnet lade være af bare sult), serveret ovenpå pommes fritterne så de lå og lignede en lille hat. Men lækkert var det, især hvis man camouflerede lidt med ”Peptang” (en slags tynd ketchup). Mens vi spiste og nød lidt øl, ventede vi på at showet skulle starte. Vi var ret spændte på, hvad det mon gik ud på, og hvilken slags dans det mon var. Det var ikke dans, viste det sig. Det var en koncert, med det typiske afrikanske musik som er præget af en slags technorytme, skinger guitar og vokalister der for det meste rammer rent men somme tider glipper. Jeg har stadig ikke helt styr på, om det er med vilje. Men kønt lyder det i hvert fald ikke, når det sker.
Men selvom dem på scenen ikke rigtigt dansede, skulle det da ikke forhindre os i at gøre det. Og pludselig inviterede den ene guitarrist os op på scenen. Mette og jeg greb chancen, de andre blev nede på gulvet – det er ikke hver dag man kommer op på scenen og danse, jo. Men selvom det var sjovt,var det også lidt pinligt på den der mzungu-agtige måde. Det viste sig heldigvis, at vi ikke var de eneste, der gik op på scenen i tide og utide. En eller anden fyr, der tydeligvis selv syntes han var ret fræk, dansede i hvert fald igennem i et godt stykke tid. Episk. Vi ringede til vores taxa (kokkens ven) ved halv 1 tiden, for så var vi allerede ret trætte, og Isabella og jeg skulle jo op til bryllup lørdag morgen. Men trods det, at den blev lidt dyr, var det en fin aften, og det var rart at ses med de andre danskere :)
PS Jeg undskylder for, at jeg ikke laver videoblog, men det er som om internettet ikke rigtigt vil samarbejde i øjeblikket.
Guidet tur i Nyeri Town
Vi forsoeger at gaa til arbejde i oejeblikket. Baade for at spare penge og smide et par kilo, og saa er det oftest ogsaa lidt hyggeligere end den bumlende mutatu, i hvert fald hvis man har ro og overskud til at laegge maerke til sine omgivelser. Turen fra Kangemi til Down Town tager ca. 20 minutter og byder, ud over skraldespisende koeer, paa snesevis af boder, som saelger alt fra sengetoej, tasker, toej og sko til toiletpapir, bind, gryder, knive, kopper, kiks, sodavand og frugt. Alt dette pakkes hver aften ned i store saekke, slaebes hjem, og pakkes saa hver morgen (undtagen soendag) ud igen og stilles fint op, og det er dét vi ser paa vores morgentur. Foruden boderne, passerer vi adskellige smaa skoler, saagar en lille moskee samt det offentlige hospital. Laengere inde mod byen, paa den modsatte side af boderne, kan man foelge med i, hvordan der snedkereres baade senge og kister, og hvordan beton-stoebte gravstene males og dekoreres med den stoerste opfindsomhed. Snedkernes boder bliver efterhaanden til maskinvaerksteder og hardware stores, og olie og metaldele ligger overalt. Saa ved vi, at vi naesten er ved den vej, der drejer ned mog KENWA og slummen. Her fortsaetter mekanikervirksomheden og matatuer i forskellig stand staar i vejkanten. Blandet med mekanikerne er der smaa "general stores", som saelger alt, selvom de er paa stoerrelse med et menneskehoejt hundehus. En lille biograf er der ogsaa, hvor lydene fra kikuyu-film stroemmer ud.
Turen ad denne vej har udviklet sig til en kunst i at skiftevis ignorere og svare "fine" paa de unge fyres til tider lettere ubehoevlede forsoeg paa at komme i kontakt med "wazungu", "Americans", "meri" eller hvad de nu finder paa at kalde os paa hhv. engelsk, swahili og kikuyu.
Efter et sving til venstre og saa til hoejre og venstre igen, naar vi Kiawara slums, hvor KENWA ligger. Vejen er lavet af mudder og skrald, og vi betragtes i vores kamp for ikke at glide og falde af gederne, som enten ligger og slapper af paa en trappesten, eller staar i en bunke skrald og roder efter lidt godter. Somme tider sker det, at nogle boern fnisende sprutter "How are you?!"; men de er begyndt i skole nu, saa vi maa noejes med gederne fremover. Efter at have forceret trappen, som kan slaa ihjel under regnvejr, er vi endelig fremme, og kan begynde at rense vores sko for mudder inden vi skifter til ‘flip-flops’ og begynder arbejdet.
Nyeri Town er egentlig ikke saerligt stor, og bestaar af nogle enkelte hovedveje: Den, der gaar til Nairobi eller Karatina, den til Kangemi og dem, der gaar den anden vej ud af byen (mod nord-vest). Langs den nordlige side af byen, loeber Chania-floden ['Tjanya] mod oest. Det er ogsaa her slummen ligger, som gaar over i at blive Kangemi et sted mod oest.
Den vej, der loeber fra Kangemi i oest mod Aberdare i vest, er yderste, nord-oestlige del af Down Town. Den syd-vestlige afgraensning udgoeres af vejen til Nairobi. Mellem disse to ligger hovedhandelsgaden parrallelt samt nogle smaa tvaergaaende veje. Her vrimler det med butikker af en hver art, gadesaelgere med frugt, ristede majskolber og popcorn. I "mellemrummene" er der frugt- og groent markeder, skraedderne og det store toejmarked, hvor man for 100-350ksh kan vaere heldig at finde et fint stykke toej fra H&M, Only eller andre internationale maerker – kun let brugt (vi har spekuleret en del over, hvor de faar det her genbrugstoej fra – jeg troede i hvert fald, at det toej, jeg afleverede til genbrug, blev delt gratis ud til fattige noedlidende).
Det er ogsaa muligt at faa sig en bid mad paa de mange "hotel"s (som vist bare daekker over café), hvor der serveres forskellige smaaretter, bl.a. te og chapatti, og man bliver maet for 50-60ksh. Gaar man mod nord-vest, kommer man til en del rundkoersler, matatu-stationer (upper- and lower stage) og et par af byens posthuse. Det er ogsaa her, man finder de stoerre og dyrere restauranter. Fortsaetter man, og er man paa den nord-oestlige side, kommer man til Baden Powells grav. Det er dog ikek lykkedes os at se den endnu, da man vist skal vaere i foelgeskab med spejdere for at faa lov, saa vi maa alliere os med pigespejderne, som ligger naesten samme sted, eller saadan noget. Det er i denne del af byen, der er mere stille og mindre befolket, og maaske er det ogsaa den dyre del af byen; det er I hvert fald her, der er banker og hegn, og golf-klubben ligger ogsaa den vej.
(billeder kommer en dag hvor jeg har fundet ud af, om min computer virker og om mine usb-stik virker og hvor jeg har tid og hvor internettet er fint og hvor jeg ikke har siddet foran en computer hele dagen og tegnet i Paint for at lave brevpapirs logo for KENWA...)
søndag den 2. maj 2010
"Jeg er for kendt til det her sted..."
..ja, den sang er lidt blevet vores motto, for nej, hvor det foeles som at vaere kendt at gaa rundt paa gaderne somme tider. Nogle gange overvejer jeg at anskaffe mig burka og handsker, bare for at faa lov at gaa lidt i fred og slippe for, at alle mulige unge, gamle, maend, kvinder og boern raaber paa baade engelsk, swahili og kikuyu efter en! Det er lige til at klare med boernene og dem, der bare siger how are you eller hello. Men naar de taler swahili eller siger andre ting, er det viildt irriterende. Ogsaa naar de laver deres stemme om (!!) - vi har oplevet flere gange, at de unge fyre naermest anlaegger falst, naar de siger "how are you". Det er vist nok fordi, de forsoeger at efterligne vores accent, men det virker mest af alt ret spottende og flabet. Hmpf! ;)
Soendag 2. maj 2010
A WEEK AT THE OFFICE
We har i denne uge vaeret virkelig meget paa kontoret, hvilket egentlig har vaeret ret fint, for vi har haft foelgende arbejdsdeling: Den ene renskriver den ene halvdel af Josephs haandskrevne rapport mens den anden laeser, hvorefter man bytter, og saa fri ca. kl. 14. Passer mig fint. Og oven i det, har vi haft to Group Therapy. En for voksne, onsdag og en for boern, fredag. Vi blev sat til at "dukumenter" - dvs. at tage billeder. Og saa hjalp vi med at gaa i Samrat supermarked og koebe ca. 40 pakker toastbroed og 30 liter maelk (60 poser a 500ml) som vi saa var med til at dele ud til de deltagende. Det gentog sig fredag, bare med 35 liter maelk. Problemet var saa bare, at der i mellemtiden var kommet naesten dobbelt saa mange boern! (rygtet om gratis mad havde garanteret spredt sig, da det primaert var boern fra omraadet - dvs. slummen) Saa pludselig var det lidt svaert at faa det hele til at gaa op, men med Mary Wangechis kyndige hjaelp fik alle boern dog lidt.
BARNEPIGER OG KAOS-MORGENER
Igen i denne uge har vi haft barnepiger, fordi mor har vaeret paa kursus i tegnsprog. Ann kunne ikke denne gang, saa istedet havde vi lidt forskellige, bl.a. en ung fyr paa ca. 15, Kinyua. Han har naermest boede hos os i snart to uger, og vi er aerlig talt ved at vaere lidt traette af ham, for han er lidt uopdragen til tider og saa stirrer han saa meget, at vi har faaet mistanke om, at han kun er der fordi der er to unge, hvide piger i huset!
De andre barnepiger har vaeret Mary Wangechi og [Monaidi] (ved ikke rigtig hvad hun hedder, men det lyder ca. saadan). Det har resulteret i nogle afsindige morgener, hvor der er blevet spillet musik, stroeget toej og vasket gulv samt snakket, raabt og grinet fra kl. 6 om morgenen! (og vi staar foerst op kl. 7). Men den vaerste dag var dog alligevel fredag, hvor mor var kommet hjem, blot for at skulle til Nairobi. Det betoed at hun skulle tidligt op, og med hende ogsaa boernene, af en eller anden grund, selvom de har ferie. Det betoed larm fra kl. seks igen, ogsaa selvom jeg 3 gange var ude at bede dem om, maaske at vaere stille, for vi proevede at sove "oooh!" var svaret medfulgt af store oejne og en overrasket med forstaaende nikken. Stilheden varede praecis indtil jeg havde lukket doeren efter mig ind til vaerelset. Ude af oeje, ude af sind - er det ikke saadan? Fredag er vores sove-laenge-dag, dvs. til kl. 8, men det var ikke meget soevn vi fik fra kl. 6 til 8. Tak familie.
Til gengaeld har vi i dag vaeret paa besoeg hos vores soedeste barnepige, Ann. Vi skulle rigtigt have vaeret med hende i kirke, men hun sov over sig...og havde slukket sin telefon. Saa da vi ikke kunne finde hende, der hvor vi havde aftalt at moedes, gik vi selv ned til kirken. Her var hun ikke, og vi gik derfor hele vejen tilbage ned mod det omraade, vi vidste hun boede. Heldigvis moedte vi der lillebror Allan, som fulgte os over til hende. Hun var meget ked af, at h un ikke havde skrevet, men hun havde ikke flere penge paa sin mobil, og det viste sig, at hun var lidt skidtmas, saa hn var hurtigt tilgivet (vi vil til hver en tid heller sidde og hyggesnakke over en kop te end i kirke, saa ingen skade sket paa den front). Saa istedet for kirke havde vi en hyggelig morgen-veninden-snak i Anns lille vaerelse med seng og sofa, intet bad og toilet (er vist noget hun deler med de andre beboere et sted i en baggaard). Men hyggeligt var der :)
Soendag 2. maj 2010
A WEEK AT THE OFFICE
We har i denne uge vaeret virkelig meget paa kontoret, hvilket egentlig har vaeret ret fint, for vi har haft foelgende arbejdsdeling: Den ene renskriver den ene halvdel af Josephs haandskrevne rapport mens den anden laeser, hvorefter man bytter, og saa fri ca. kl. 14. Passer mig fint. Og oven i det, har vi haft to Group Therapy. En for voksne, onsdag og en for boern, fredag. Vi blev sat til at "dukumenter" - dvs. at tage billeder. Og saa hjalp vi med at gaa i Samrat supermarked og koebe ca. 40 pakker toastbroed og 30 liter maelk (60 poser a 500ml) som vi saa var med til at dele ud til de deltagende. Det gentog sig fredag, bare med 35 liter maelk. Problemet var saa bare, at der i mellemtiden var kommet naesten dobbelt saa mange boern! (rygtet om gratis mad havde garanteret spredt sig, da det primaert var boern fra omraadet - dvs. slummen) Saa pludselig var det lidt svaert at faa det hele til at gaa op, men med Mary Wangechis kyndige hjaelp fik alle boern dog lidt.
BARNEPIGER OG KAOS-MORGENER
Igen i denne uge har vi haft barnepiger, fordi mor har vaeret paa kursus i tegnsprog. Ann kunne ikke denne gang, saa istedet havde vi lidt forskellige, bl.a. en ung fyr paa ca. 15, Kinyua. Han har naermest boede hos os i snart to uger, og vi er aerlig talt ved at vaere lidt traette af ham, for han er lidt uopdragen til tider og saa stirrer han saa meget, at vi har faaet mistanke om, at han kun er der fordi der er to unge, hvide piger i huset!
De andre barnepiger har vaeret Mary Wangechi og [Monaidi] (ved ikke rigtig hvad hun hedder, men det lyder ca. saadan). Det har resulteret i nogle afsindige morgener, hvor der er blevet spillet musik, stroeget toej og vasket gulv samt snakket, raabt og grinet fra kl. 6 om morgenen! (og vi staar foerst op kl. 7). Men den vaerste dag var dog alligevel fredag, hvor mor var kommet hjem, blot for at skulle til Nairobi. Det betoed at hun skulle tidligt op, og med hende ogsaa boernene, af en eller anden grund, selvom de har ferie. Det betoed larm fra kl. seks igen, ogsaa selvom jeg 3 gange var ude at bede dem om, maaske at vaere stille, for vi proevede at sove "oooh!" var svaret medfulgt af store oejne og en overrasket med forstaaende nikken. Stilheden varede praecis indtil jeg havde lukket doeren efter mig ind til vaerelset. Ude af oeje, ude af sind - er det ikke saadan? Fredag er vores sove-laenge-dag, dvs. til kl. 8, men det var ikke meget soevn vi fik fra kl. 6 til 8. Tak familie.
Til gengaeld har vi i dag vaeret paa besoeg hos vores soedeste barnepige, Ann. Vi skulle rigtigt have vaeret med hende i kirke, men hun sov over sig...og havde slukket sin telefon. Saa da vi ikke kunne finde hende, der hvor vi havde aftalt at moedes, gik vi selv ned til kirken. Her var hun ikke, og vi gik derfor hele vejen tilbage ned mod det omraade, vi vidste hun boede. Heldigvis moedte vi der lillebror Allan, som fulgte os over til hende. Hun var meget ked af, at h un ikke havde skrevet, men hun havde ikke flere penge paa sin mobil, og det viste sig, at hun var lidt skidtmas, saa hn var hurtigt tilgivet (vi vil til hver en tid heller sidde og hyggesnakke over en kop te end i kirke, saa ingen skade sket paa den front). Saa istedet for kirke havde vi en hyggelig morgen-veninden-snak i Anns lille vaerelse med seng og sofa, intet bad og toilet (er vist noget hun deler med de andre beboere et sted i en baggaard). Men hyggeligt var der :)
søndag den 25. april 2010
Muranga Children's home og African Time
Muranga og African Time, part 1
Efter besoeget paa Belwop's fredag, maatte vi hjem for at pakke, for vi skulle til Muranga. Det var meningen at vi skulle foelges med "mor" (Nancy) hjemmefra kl 4. Men kl. 4 var hunendnu ikke kommet hjem, saa vi laeste blot videre i vores boeger. Kl. ca. 5 ringede hun saa. Til Alan. Han skulle pakke nogle ting for hende. Senere ringede hun saa til os. Vi skulle altsaa lige skynde os! For vi skulle moede hende i byen, og om vi havde husket to lagener og et taeppe (det havde hun ikke sagt noget om?!) (vi droppede det ogsaa, for det var aabenbart bare for vores egen skyld og vist unoedvendigt). Det er meget fedt, at hun ringer i sidste oejeblik, i stedet for at ringe kl. 4 og sige, at hun bliver forsinket, og at vi bare kan faa Alan til at pakke nogle ting til hende, tage dem med, og moede hende inde i byen. Men vi begyndte at pakke.
Saa ringede hun igen. Vi skulle huske at vaere klaedt officielt paa (Heller ikke det havde hun naevnt foer, saa nu maatte vi ogsaa klaede om). Endelig blev vi klar, og fandt ud af, hvor vi skulle moedes, kom afsted, moedtes og gik mod matatustationen. Og saa lod "mor" bomben falde: "Det kan godt vaere, det er en god ide, hvis I koeber nogle snacks, for man ved aldrig, om man faar mad paa Muranga" !!!! Godt vi havde spist en god frokost, vi selv havde lavet! Og at jeg havde taget lidt ekstra kiks med. Men vi koebte snacks og kom afsted i en matatu. Vi skulle skifte i Karatina (saa nu har jeg ogsaa vaeret der), og saa videre til Muranga Town hvorfra vi skulle have en taxa til boernehjemmet, for klokken naaede at blive 18 inden vi kom afsted, og dermed ville det vaere moerkt inden vi naaede Muranga. Faktisk blev det moerkt inden vi naaede Karatina, for det tog ca. 1 time. Saa paa den maade kom det til vores foerste lange matatutur i moerke. Vi var, indroemmet, lidt nervoese. Det bedste var dog den faenomenale maade, det an lykkes at proppe mennesker ind i en bil. Der er i virkeligheden plads til 14 mennesker i en matatu. Vi var oppe paa 21 paa et tidspunkt, inklusiv to halvstore boern. Laekkert. Og der var viiiildt varmt! Saa varmt, at vi tvang "mor" til at have vinduet aabent, selvom hun froes - saa kunne hun faa lov at laane vores toerklaeder!
Vi naaede boernehjemmet kl ca. 9. (Nok lidt foer, for der var stadig "Love Spell" - den fantastiske mexicanske serie, der sendes hver aften kl. 8). Og vi fik mad! Ugali og stuvet hvidkaal. Fint nok.
Isabella og jeg var vildt traette, og kunne naesten ikke overskue at hilse paa boernene, og spurgte, efter maden, hvor vi skulle sove? vi blev vist derhen: I en koejeseng paa den ene boerne-sovesal! Fint nok, det skal nok gaa. Vi lagde os i seng ved 22-tiden. Lyset blev foerst slukket kl 23.30, og boernene larmede ret meget. Da de endelig sov........skar de taender. (det loed virkelig maerkeligt, jeg har aldrig foer hoert nogen skaere taender, det var Isabella, der fortalte, hvad det var.) Og lavede en masse lyde i det hele taget, og hostede, selvfoelgelig. Og midt om natten vaagnede Isabella, fordi hu nvar ved at blive aedt af myg! Og det var mig, der havde myggenettet (det skulle aabenbart daekke baade over- og underkoeje)..og det var svaert. Puh! Saa det var ikke meget, vi fik sovet den nat.
Og saa meget for at have officielt toej paa, der var jo ingen gaester, de kom foerst loerdag!!! Jeg ville meget gerne have rejst i noget andet end to lag nederdel og stroempebukser, tak!
Muranga, African Time - Part 2
Men op kom vi. Og pludselig begyndte der at ankomme en masse mennesker. Vi vidste, at der skulle komme nogle gaester, ikke saa meget andet. Men ude i baggaarden, hvor koekkenet ogsaa var, sad der en masse unge mennesker og snittede groentsager til en masse mad. Da vi ikke havde noget at lave og ikke var blevet sat til noget, spurgte om vi ikke maatte vaere med. Det maatte vi gerne.
Da vi ikke syntes der var mere at lave, gik vi ud foran boernehjemmet. WOW! Der var pludselig helt vildt mange mennesker! For det viste sog, at det var et ret stort arrangement, og der var vist ca. 13 firmaer, der havde stoettet enten materielt eller financielt, saa deres bannere hang rundt omkring. Og saa var der ogsaa nogle forskellige NGO'er involveret, bla. nogen der hedder NOPE National Organisation og Peer Educators, som var dem, der havde stablet hele arrangementet paa benene. Men hvor var det syret pludselig at komme ud og see et lille telt, musik, bannere, busser og mennesker over det hele paa den lille plads. Og ved siden af, var der nogle der legede en masse lege med boernene. Vi var dog ikke med, det hele var lidt overvaeldende, og vi ville hellere gaa lidt rundt og observere, og tage nogle billeder.
Vi moedte ogsaa en anden hvid! Heather, hedder hun. Hun er fra Irkand og skal vaere i Kenya i 6 maaneder. Det er en del af hendes collegeuddannelse. Hun er paa 4. aar, International Development, og er kun 20! Hun er rigtigt soed, og hende hyggede vi os med resten af dagen. Hun bor i Nairobi (ligesom naermest alle andre end os).
Naesten helt efter programmet (kun en times tid forsinket) skulle vi have mad = lang koe, og selvfoelgelig ca. to tredjedele inde i koen: Ikke mere bestik. Saa resten af os maatte spise af nyvaskede engangs tallerkener og skeer. Jeg elsker Afrika! Og maden var god. Der var baade ris og ugali og koed. Imens vi stod i koe, skulle boernene optraede. Det var med sange og digte om det at vaere et barn foraeldreloes pga. AIDS. Det var faktisk ret roerende, og jeg har forsoegt at optage det.
Jeg ved ikke, om det er den rigtige video, da jeg ikke kan se dem her og min egen computer er blevet syg(!!), men forhaabentlig. Proever lige, for en sikkerheds skyld en anden ogsaa.
Og en tredje. Sorry. Skal nok fjerne dem, hvis de er ligegyldige. Vil i egentlig ikke lige evaluere paa, hvilken en, der er vigtigst at lade ligge, eller om jeg skal lade dem alle ligge? - Tak.
Arh, har lige tjekket videoerne. De er helt forkerte. Den foerste er, hvor alle danser i en stor ring, det virkede ret spontant. Den anden er den foerste gruppe af boern, der danser ind for at opfoere et lille digt.
De to sidste er jeg i tvivl om, hvad er (har ikke set dem endnu), for de har problemer med at virke..
Efter besoeget paa Belwop's fredag, maatte vi hjem for at pakke, for vi skulle til Muranga. Det var meningen at vi skulle foelges med "mor" (Nancy) hjemmefra kl 4. Men kl. 4 var hunendnu ikke kommet hjem, saa vi laeste blot videre i vores boeger. Kl. ca. 5 ringede hun saa. Til Alan. Han skulle pakke nogle ting for hende. Senere ringede hun saa til os. Vi skulle altsaa lige skynde os! For vi skulle moede hende i byen, og om vi havde husket to lagener og et taeppe (det havde hun ikke sagt noget om?!) (vi droppede det ogsaa, for det var aabenbart bare for vores egen skyld og vist unoedvendigt). Det er meget fedt, at hun ringer i sidste oejeblik, i stedet for at ringe kl. 4 og sige, at hun bliver forsinket, og at vi bare kan faa Alan til at pakke nogle ting til hende, tage dem med, og moede hende inde i byen. Men vi begyndte at pakke.
Saa ringede hun igen. Vi skulle huske at vaere klaedt officielt paa (Heller ikke det havde hun naevnt foer, saa nu maatte vi ogsaa klaede om). Endelig blev vi klar, og fandt ud af, hvor vi skulle moedes, kom afsted, moedtes og gik mod matatustationen. Og saa lod "mor" bomben falde: "Det kan godt vaere, det er en god ide, hvis I koeber nogle snacks, for man ved aldrig, om man faar mad paa Muranga" !!!! Godt vi havde spist en god frokost, vi selv havde lavet! Og at jeg havde taget lidt ekstra kiks med. Men vi koebte snacks og kom afsted i en matatu. Vi skulle skifte i Karatina (saa nu har jeg ogsaa vaeret der), og saa videre til Muranga Town hvorfra vi skulle have en taxa til boernehjemmet, for klokken naaede at blive 18 inden vi kom afsted, og dermed ville det vaere moerkt inden vi naaede Muranga. Faktisk blev det moerkt inden vi naaede Karatina, for det tog ca. 1 time. Saa paa den maade kom det til vores foerste lange matatutur i moerke. Vi var, indroemmet, lidt nervoese. Det bedste var dog den faenomenale maade, det an lykkes at proppe mennesker ind i en bil. Der er i virkeligheden plads til 14 mennesker i en matatu. Vi var oppe paa 21 paa et tidspunkt, inklusiv to halvstore boern. Laekkert. Og der var viiiildt varmt! Saa varmt, at vi tvang "mor" til at have vinduet aabent, selvom hun froes - saa kunne hun faa lov at laane vores toerklaeder!
Vi naaede boernehjemmet kl ca. 9. (Nok lidt foer, for der var stadig "Love Spell" - den fantastiske mexicanske serie, der sendes hver aften kl. 8). Og vi fik mad! Ugali og stuvet hvidkaal. Fint nok.
Isabella og jeg var vildt traette, og kunne naesten ikke overskue at hilse paa boernene, og spurgte, efter maden, hvor vi skulle sove? vi blev vist derhen: I en koejeseng paa den ene boerne-sovesal! Fint nok, det skal nok gaa. Vi lagde os i seng ved 22-tiden. Lyset blev foerst slukket kl 23.30, og boernene larmede ret meget. Da de endelig sov........skar de taender. (det loed virkelig maerkeligt, jeg har aldrig foer hoert nogen skaere taender, det var Isabella, der fortalte, hvad det var.) Og lavede en masse lyde i det hele taget, og hostede, selvfoelgelig. Og midt om natten vaagnede Isabella, fordi hu nvar ved at blive aedt af myg! Og det var mig, der havde myggenettet (det skulle aabenbart daekke baade over- og underkoeje)..og det var svaert. Puh! Saa det var ikke meget, vi fik sovet den nat.
Og saa meget for at have officielt toej paa, der var jo ingen gaester, de kom foerst loerdag!!! Jeg ville meget gerne have rejst i noget andet end to lag nederdel og stroempebukser, tak!
Muranga, African Time - Part 2
Men op kom vi. Og pludselig begyndte der at ankomme en masse mennesker. Vi vidste, at der skulle komme nogle gaester, ikke saa meget andet. Men ude i baggaarden, hvor koekkenet ogsaa var, sad der en masse unge mennesker og snittede groentsager til en masse mad. Da vi ikke havde noget at lave og ikke var blevet sat til noget, spurgte om vi ikke maatte vaere med. Det maatte vi gerne.
Da vi ikke syntes der var mere at lave, gik vi ud foran boernehjemmet. WOW! Der var pludselig helt vildt mange mennesker! For det viste sog, at det var et ret stort arrangement, og der var vist ca. 13 firmaer, der havde stoettet enten materielt eller financielt, saa deres bannere hang rundt omkring. Og saa var der ogsaa nogle forskellige NGO'er involveret, bla. nogen der hedder NOPE National Organisation og Peer Educators, som var dem, der havde stablet hele arrangementet paa benene. Men hvor var det syret pludselig at komme ud og see et lille telt, musik, bannere, busser og mennesker over det hele paa den lille plads. Og ved siden af, var der nogle der legede en masse lege med boernene. Vi var dog ikke med, det hele var lidt overvaeldende, og vi ville hellere gaa lidt rundt og observere, og tage nogle billeder.
Vi moedte ogsaa en anden hvid! Heather, hedder hun. Hun er fra Irkand og skal vaere i Kenya i 6 maaneder. Det er en del af hendes collegeuddannelse. Hun er paa 4. aar, International Development, og er kun 20! Hun er rigtigt soed, og hende hyggede vi os med resten af dagen. Hun bor i Nairobi (ligesom naermest alle andre end os).
Naesten helt efter programmet (kun en times tid forsinket) skulle vi have mad = lang koe, og selvfoelgelig ca. to tredjedele inde i koen: Ikke mere bestik. Saa resten af os maatte spise af nyvaskede engangs tallerkener og skeer. Jeg elsker Afrika! Og maden var god. Der var baade ris og ugali og koed. Imens vi stod i koe, skulle boernene optraede. Det var med sange og digte om det at vaere et barn foraeldreloes pga. AIDS. Det var faktisk ret roerende, og jeg har forsoegt at optage det.
Jeg ved ikke, om det er den rigtige video, da jeg ikke kan se dem her og min egen computer er blevet syg(!!), men forhaabentlig. Proever lige, for en sikkerheds skyld en anden ogsaa.
Og en tredje. Sorry. Skal nok fjerne dem, hvis de er ligegyldige. Vil i egentlig ikke lige evaluere paa, hvilken en, der er vigtigst at lade ligge, eller om jeg skal lade dem alle ligge? - Tak.
Arh, har lige tjekket videoerne. De er helt forkerte. Den foerste er, hvor alle danser i en stor ring, det virkede ret spontant. Den anden er den foerste gruppe af boern, der danser ind for at opfoere et lille digt.
De to sidste er jeg i tvivl om, hvad er (har ikke set dem endnu), for de har problemer med at virke..
Viedoeblog med mere film
Soendag 25. april 2010
BOERNEHJEM!
I fredags besoegte vi et boernehjem. Belwop's Rescue Centre, hedder det.
Det er en dame ved navn Veronica, der har startet hjemmet. Hun startede uden nogen penge overhovedet, og har koert stedet nu i fem aar ved private donationer. Hun bruger ikke selv tid paa fundraising, for det tager opmaerksomheden fra boernene jo, og saetter sin lid til Gud. Og det er jo saa gaaet meget fint indtil nu. Der har vaeret mange hvide forbi, som har stoettet med donationer... Naa, men bortset fra det med pengene, var det et rigtig rart sted at vaere! Boernene er rigtigt soede, og der er ikke saa mange. Faktisk kun 20, hvoraf de 3 er drenge. For egentlig er det kun for piger, men hvis man vil redde en pige, og denne pige har en bror, kan man jo ikke noejes med at redde pigen. Vi legede og sang med boernene, hvilket jeg har optaget lidt af.
Og saa en lille film med en sang. Her i Kenya er de fleste sange salmer eller gospels. Ogsaa denne. Hvis man ikke kan hoere det, er teksten noget lignende (i omkvaedet): "I call the name of God, everyone who calls the name of God will be saved. Romance 10.13 (kapitel 10, vers 13)." Det er altsaa uddrag fra salmer og Biblen. Fagterne er vist nok doevesprog samtidig.
Det fedeste ved Belwop's er, at de ligger lige ved siden af, hvor vi bor, saa det tager ikke mere en et kvarters tid at gaa derhen, og vi haaber paa at faa lov at komme derud noget mere. Aller helst hver fredag, i stedet for mange forskellige boernehjem, saa vi kan komme til at laere de her boern at kende lidt.
Det var saa alt for fredag d. 23. april.
BOERNEHJEM!
I fredags besoegte vi et boernehjem. Belwop's Rescue Centre, hedder det.
Det er en dame ved navn Veronica, der har startet hjemmet. Hun startede uden nogen penge overhovedet, og har koert stedet nu i fem aar ved private donationer. Hun bruger ikke selv tid paa fundraising, for det tager opmaerksomheden fra boernene jo, og saetter sin lid til Gud. Og det er jo saa gaaet meget fint indtil nu. Der har vaeret mange hvide forbi, som har stoettet med donationer... Naa, men bortset fra det med pengene, var det et rigtig rart sted at vaere! Boernene er rigtigt soede, og der er ikke saa mange. Faktisk kun 20, hvoraf de 3 er drenge. For egentlig er det kun for piger, men hvis man vil redde en pige, og denne pige har en bror, kan man jo ikke noejes med at redde pigen. Vi legede og sang med boernene, hvilket jeg har optaget lidt af.
Og saa en lille film med en sang. Her i Kenya er de fleste sange salmer eller gospels. Ogsaa denne. Hvis man ikke kan hoere det, er teksten noget lignende (i omkvaedet): "I call the name of God, everyone who calls the name of God will be saved. Romance 10.13 (kapitel 10, vers 13)." Det er altsaa uddrag fra salmer og Biblen. Fagterne er vist nok doevesprog samtidig.
Det fedeste ved Belwop's er, at de ligger lige ved siden af, hvor vi bor, saa det tager ikke mere en et kvarters tid at gaa derhen, og vi haaber paa at faa lov at komme derud noget mere. Aller helst hver fredag, i stedet for mange forskellige boernehjem, saa vi kan komme til at laere de her boern at kende lidt.
Det var saa alt for fredag d. 23. april.
torsdag den 22. april 2010
tirsdag den 20. april 2010
Lidt hverdag
Lige en lille update, til eventuelt bekymrede laesere.
Isabella og jeg har det rigtig godt her i Nyeri. Arbejdet gaar stadig lidt traegt, men det er fint nok. Vi har kun vaeret paa hospitalsbesoeg en gang siden den tur, jeg beskrev tidligere. Og vi har aftalt, at vi nok ikke vil tage mere paa hospitalsbesoeg, fordi vi ikke helt har de noedvendige vacciner, synes vi. Dog vil jeg maaske paa et senere tidspunkt genoptage hospitalsarbejdet, for jeg har meningokog (meningitis) vaccine, og tuberkulose skal jeg ikke vaere saa bange for, fordi jeg har et godt helbred og godt immunforsvar, og desuden skulle det vaere ret let at kurrere.
Jeg har nemlig fundet ud af, at jeg maaske synes det er lidt spaende arbejde paa de der sygehuse. Men nu maa vi se. Lige nu bliver det ved home visits og hvad vi nu ellers bliver sat til. Her er en (lidt gammel) beretning om nogle af vores oplevelser.
Torsdag d. 15. april
HOME VISIT
I dag var vi paa field work sammen med Steven, som er en af medarbejderne for KENWA. Vi skulle bare paa en lille tur, kun en times gaatur. V gik to timer. Blot for at komme ud til en familie, hvor manden har vaeret sengeliggende i lang tid, men nu endelig kan gaa, og konen sagtens kan arbejde, for at vaske op for dem...og saa gaa to timer hjem igen. Vi var SAA sultne da vi kom tilbage til KENWA, for vi havde ikke spist siden kl 8 og da var klokken blevet 15.30.
Og det vaerste var, at vi havde gaaet en vej hjem, som foerte os til vores egen hoveddoer (der hvor vi tager matatu om morgenen hjemme fra og til KENWA),
men vi kunne ikke bare gaa hjem, for de fleste af vores ting var stadig paa KENWA! Arg! Saa vi tog en matatu det sidste stykke. Det er HAARDT at bo i Afrika! ;)
BARNEPIGE
Vi har den dejligste barnepige i denne uge, fordi "mor" er paa noget seminar-halloej i Nairobi. Vores barnepige hedder Anne, og er ret sjov og soed, og saa har hun laant A wild sheep chase af Haruki Murakami! Jeg er spaendt paa, hvad hun siger til den!
(Lillebror og lillesoester - de er saa soede!)
(Anne fletter Isabellas haar ...og tegningen i baggrunden er Isabellas mestervaerk fra en aften hvor vi tegnede med boernene... :))
Soendag d. 18. april
NANYUKI
I gaar var vi i Nanyuki, det var dejligt at vaere tilbage. Rart med noget kendt. Og saa var vi i boderne for at koebe lidt souvenirs og smykker (det har de nemlig ikke rigtigt i Nyeri). Det var meget skaegt, fordi vi for en gangs skyld havde tid til det (paa Platformen havde vi jo sjaeldent mere end en time i Nanyuki), og vi skulle selvfoelgelig med ind i aaaalle boderne :) Puh det blev en lidt dyr shoppingtur. og saa skulle vi selvfoelgelig ogsaa forkaeles lidt. Derfor gik vi paa Boulangerie (The French Cafe) og spiste tunsandwich (Isabella) og cheeseburger (mig) :) Og milkshake. Og vi moedte en af voluntoererne fra Daraja (en af dem fra USA) og snakkede lidt emd hende, det var hyggeligt, og hun lovede at hilse dem allesammen.
Bagefter var vi lige i Nakumatt, som er et meget vestligt supermarked, saa vi kunne koebe lidt vestlige ting saa som body shampoo, som aabenbart ikke rigtigt er slaaet igennem hernede. Bodylotion og almindelig shampoo er, men ikke body. Jeg koebte ogsaa lige 3 boeger... ville have koebt Platon, men ombestemte mig, og koebte istedet Dante The Inferno og en digtsamling af Edgar Alen Poe om doed...lidt dystert, og saa fandt jeg (af alle steder!!) The Den of Shadows quartet - nogle fantastiske vampyrboeger. Det er een bog med alle fire boeger i. Fedt, for de er ikke til at faa i DK mere.
ENDU ENGANG KIRKE
Vi har lige vaeret i kirke. Det var lidt anderledes end sidst. Der var for det foerste mange flere i kirken, og dermed loed det ldit bedre, da de sang, fordi de var saa mange. Og saa var der nogle gaeste praedikener - det var ligesom i tv. Det var en mand og en dame, den ene talte engelsk og den anden swahili, og saa fik de ellers talt sig igennem en hel time og raabt AMEN mindst 90 gange! :) Men det mest vilde var, at da vi kom (en times tid for sent, selvfoelgelig) skulle der siges velkommen til gaesterne (det goer de vist altid, hvis der er nogle nye paa besasoeg). Og vi havde derhjemme snakket om, at vi maaske skulle fremfoere en sang, men vi blev lidt overvaeldede af, at det skulle vaere nu med det samme, men Nancy var allerede gaaet op til praesten og havde fortalt ham, at gaesterne havde en sang! Saa vi maatte op foran hele menigheden og praesentere os selv, og fortaelle, at vi gerne ville synge en dansk sang (her lavede vi saa et lille tvist, fordi Nancy vist helst ville have haft en engelsk sang, men det kunne vi ikke se nogen mening i, vi er jo fra Danmark, og sang jo ikke bare for at synge), saa det blev Regnvejrsdag i November - igen :) Det gik fint, isaer i betragtning af, at Isabella aldrig har sunget foran nogen foer, og heller ikke er en saerligt habil sanger (hun synger rigtigt fint, men er ikke traenet overhovedet - det er det jeg mener). Men det var nu sjovt nok. :)
Tirsdag d. 20. april
I dag har vi brugt 2-3 timer paa at vaske vaegge!! (hvordan i al verden vaeggene er kommet til at blive beskidte over halvanden meter op er os en gaade). Og afvaskningen foregik med relativt beskidt vand, saa gaet lige selv om det paa nogen maade var muligt at se, at vi havde gjort rent?!
Jeg har vooold ondt i mine arme nu, og skal til at passe paa, saa jeg ikke faar seneskedehindebetaendelse i haandledene. Til gengaeld har vi faaet tidligt fri i dag! Juhu, allerede kl 14.
I gaar brugte vi saa 4 timer paa at vente. Hvilket var meget maerkeligt, fordi vi blev ringet op om morgenen, vi skulle skynde os paa arbejde, vaere der kl 9, for vi skulle paa field work. Vi skyndte os saa, men da vi kom, skulle vi lige vente paa, at personalemoedet blev faerdig. 4 timer tog det! Heldigvis havde vi vores boeger med. Bagefter, da de endelig var faerdige, skulle vi paa Field workk, denne gang med en der hedder Monica. Vi skulle til et sted, som det tager 35 min i matatu at komme til. Stedet hedder Kangaita. Vi skulle besoege en ny klient. Det var en list akavet oplevelse, for der var en masse mennekser, og damen havde det ret daarligt. Men det vaerste var, at der aabenbart var sket lidt af en misforstaaelse! De troede nemlig at vi var laeger!! Man kunne ligefrem se skuffelsen i deres oejne, da vi fortalte, at vi altsaa bare var studerende. Og vores arbejde paa dette besoeg bestod saa i, at vi skulle fodre den syge dame med lidt frugt og saa gaa igen. I dag har vi sagt til Joseph, at de nok boer tage ud og besoege hende sammen med en sygeplejerske eller doktor.
I morgen kommer nogle af KENWAs donorer paa besoeg - vi skal hjaelpe til i koekkenet.
Dog ser det ud til, som planen er nu, at vi skal besoege boernehjemmet i Muranga (hedder det maaske) paa fredag til loerdag.
(Her er vi saa iklaedt nogle skoerter vi laante af Mary Wangeshi (til hoejre. Damen til venstre ved vi ikke hvad hedder, men hun er lidt skoer, og spoerger hele tiden om hun ikke maa faa et af Isabellas armbaand), vi laante dem, saa vi ikke blev beskidte naar vi gjorde rant. Jeg synes selv jeg minder lidt om Madam Mim...)
Isabella og jeg har det rigtig godt her i Nyeri. Arbejdet gaar stadig lidt traegt, men det er fint nok. Vi har kun vaeret paa hospitalsbesoeg en gang siden den tur, jeg beskrev tidligere. Og vi har aftalt, at vi nok ikke vil tage mere paa hospitalsbesoeg, fordi vi ikke helt har de noedvendige vacciner, synes vi. Dog vil jeg maaske paa et senere tidspunkt genoptage hospitalsarbejdet, for jeg har meningokog (meningitis) vaccine, og tuberkulose skal jeg ikke vaere saa bange for, fordi jeg har et godt helbred og godt immunforsvar, og desuden skulle det vaere ret let at kurrere.
Jeg har nemlig fundet ud af, at jeg maaske synes det er lidt spaende arbejde paa de der sygehuse. Men nu maa vi se. Lige nu bliver det ved home visits og hvad vi nu ellers bliver sat til. Her er en (lidt gammel) beretning om nogle af vores oplevelser.
Torsdag d. 15. april
HOME VISIT
I dag var vi paa field work sammen med Steven, som er en af medarbejderne for KENWA. Vi skulle bare paa en lille tur, kun en times gaatur. V gik to timer. Blot for at komme ud til en familie, hvor manden har vaeret sengeliggende i lang tid, men nu endelig kan gaa, og konen sagtens kan arbejde, for at vaske op for dem...og saa gaa to timer hjem igen. Vi var SAA sultne da vi kom tilbage til KENWA, for vi havde ikke spist siden kl 8 og da var klokken blevet 15.30.
Og det vaerste var, at vi havde gaaet en vej hjem, som foerte os til vores egen hoveddoer (der hvor vi tager matatu om morgenen hjemme fra og til KENWA),
men vi kunne ikke bare gaa hjem, for de fleste af vores ting var stadig paa KENWA! Arg! Saa vi tog en matatu det sidste stykke. Det er HAARDT at bo i Afrika! ;)BARNEPIGE
Vi har den dejligste barnepige i denne uge, fordi "mor" er paa noget seminar-halloej i Nairobi. Vores barnepige hedder Anne, og er ret sjov og soed, og saa har hun laant A wild sheep chase af Haruki Murakami! Jeg er spaendt paa, hvad hun siger til den!
(Lillebror og lillesoester - de er saa soede!)
(Anne fletter Isabellas haar ...og tegningen i baggrunden er Isabellas mestervaerk fra en aften hvor vi tegnede med boernene... :))
Soendag d. 18. april
NANYUKI
I gaar var vi i Nanyuki, det var dejligt at vaere tilbage. Rart med noget kendt. Og saa var vi i boderne for at koebe lidt souvenirs og smykker (det har de nemlig ikke rigtigt i Nyeri). Det var meget skaegt, fordi vi for en gangs skyld havde tid til det (paa Platformen havde vi jo sjaeldent mere end en time i Nanyuki), og vi skulle selvfoelgelig med ind i aaaalle boderne :) Puh det blev en lidt dyr shoppingtur. og saa skulle vi selvfoelgelig ogsaa forkaeles lidt. Derfor gik vi paa Boulangerie (The French Cafe) og spiste tunsandwich (Isabella) og cheeseburger (mig) :) Og milkshake. Og vi moedte en af voluntoererne fra Daraja (en af dem fra USA) og snakkede lidt emd hende, det var hyggeligt, og hun lovede at hilse dem allesammen.
Bagefter var vi lige i Nakumatt, som er et meget vestligt supermarked, saa vi kunne koebe lidt vestlige ting saa som body shampoo, som aabenbart ikke rigtigt er slaaet igennem hernede. Bodylotion og almindelig shampoo er, men ikke body. Jeg koebte ogsaa lige 3 boeger... ville have koebt Platon, men ombestemte mig, og koebte istedet Dante The Inferno og en digtsamling af Edgar Alen Poe om doed...lidt dystert, og saa fandt jeg (af alle steder!!) The Den of Shadows quartet - nogle fantastiske vampyrboeger. Det er een bog med alle fire boeger i. Fedt, for de er ikke til at faa i DK mere.
ENDU ENGANG KIRKE
Vi har lige vaeret i kirke. Det var lidt anderledes end sidst. Der var for det foerste mange flere i kirken, og dermed loed det ldit bedre, da de sang, fordi de var saa mange. Og saa var der nogle gaeste praedikener - det var ligesom i tv. Det var en mand og en dame, den ene talte engelsk og den anden swahili, og saa fik de ellers talt sig igennem en hel time og raabt AMEN mindst 90 gange! :) Men det mest vilde var, at da vi kom (en times tid for sent, selvfoelgelig) skulle der siges velkommen til gaesterne (det goer de vist altid, hvis der er nogle nye paa besasoeg). Og vi havde derhjemme snakket om, at vi maaske skulle fremfoere en sang, men vi blev lidt overvaeldede af, at det skulle vaere nu med det samme, men Nancy var allerede gaaet op til praesten og havde fortalt ham, at gaesterne havde en sang! Saa vi maatte op foran hele menigheden og praesentere os selv, og fortaelle, at vi gerne ville synge en dansk sang (her lavede vi saa et lille tvist, fordi Nancy vist helst ville have haft en engelsk sang, men det kunne vi ikke se nogen mening i, vi er jo fra Danmark, og sang jo ikke bare for at synge), saa det blev Regnvejrsdag i November - igen :) Det gik fint, isaer i betragtning af, at Isabella aldrig har sunget foran nogen foer, og heller ikke er en saerligt habil sanger (hun synger rigtigt fint, men er ikke traenet overhovedet - det er det jeg mener). Men det var nu sjovt nok. :)
Tirsdag d. 20. april
I dag har vi brugt 2-3 timer paa at vaske vaegge!! (hvordan i al verden vaeggene er kommet til at blive beskidte over halvanden meter op er os en gaade). Og afvaskningen foregik med relativt beskidt vand, saa gaet lige selv om det paa nogen maade var muligt at se, at vi havde gjort rent?!
Jeg har vooold ondt i mine arme nu, og skal til at passe paa, saa jeg ikke faar seneskedehindebetaendelse i haandledene. Til gengaeld har vi faaet tidligt fri i dag! Juhu, allerede kl 14.I gaar brugte vi saa 4 timer paa at vente. Hvilket var meget maerkeligt, fordi vi blev ringet op om morgenen, vi skulle skynde os paa arbejde, vaere der kl 9, for vi skulle paa field work. Vi skyndte os saa, men da vi kom, skulle vi lige vente paa, at personalemoedet blev faerdig. 4 timer tog det! Heldigvis havde vi vores boeger med. Bagefter, da de endelig var faerdige, skulle vi paa Field workk, denne gang med en der hedder Monica. Vi skulle til et sted, som det tager 35 min i matatu at komme til. Stedet hedder Kangaita. Vi skulle besoege en ny klient. Det var en list akavet oplevelse, for der var en masse mennekser, og damen havde det ret daarligt. Men det vaerste var, at der aabenbart var sket lidt af en misforstaaelse! De troede nemlig at vi var laeger!! Man kunne ligefrem se skuffelsen i deres oejne, da vi fortalte, at vi altsaa bare var studerende. Og vores arbejde paa dette besoeg bestod saa i, at vi skulle fodre den syge dame med lidt frugt og saa gaa igen. I dag har vi sagt til Joseph, at de nok boer tage ud og besoege hende sammen med en sygeplejerske eller doktor.
I morgen kommer nogle af KENWAs donorer paa besoeg - vi skal hjaelpe til i koekkenet.
Dog ser det ud til, som planen er nu, at vi skal besoege boernehjemmet i Muranga (hedder det maaske) paa fredag til loerdag.
(Her er vi saa iklaedt nogle skoerter vi laante af Mary Wangeshi (til hoejre. Damen til venstre ved vi ikke hvad hedder, men hun er lidt skoer, og spoerger hele tiden om hun ikke maa faa et af Isabellas armbaand), vi laante dem, saa vi ikke blev beskidte naar vi gjorde rant. Jeg synes selv jeg minder lidt om Madam Mim...)
søndag den 11. april 2010
Spændende dyr og planter
AFRIKAS NATUR
I dag (8. april) tog en af KENWA-damerne (Mother Mwalimu = Mor lærer) os med til det område, hvor hun bor. Det er et lille stykke udenfor Nyeri, og hedder Giakanja. Turen dertil tog ca. 15 min - da vi endelig kom afsted. For i dag havde vi også vores første oplevelse med de lokale busser. Ligesom med Matatuerne, venter man, til bussen er fyldt før man kører. Det tager alt andet lige længere tid i en stor bus end i en Matatu. Så selvom vi var nogle af de sidste, der satte os ind, ventede vi i næsten en time, før vi kom afsted. Imens vrimlede det med gadesælgere i midtergangen, som solgte alt fra vandmelon og brød til underbukser og ure. Vi havde ikke fået noget frokost, så vi købte en lille bolle - hvilket viste sig at være en god idé senere.
Fra busstoppestedet i Giakanja skulle vi gå, for Mother Mwalimu ville gerne vise os området. Det var en skøn tur. Det første vi stødte på, var et Macaademian nødde træ. Hun kunne ikke huske hvad de hed på engelsk, men vi mente at vi godt kunne kende nødderne, som vi smagte mens de var helt friske - mmm! Hun Kunne nu i det hele taget ikke ret meget engelsk, og talte til os på en blanding af engelsk, swahili og kikuyu, så det gik fint ... ! Næste stop var en stor dam, eller sø, hvor de åbenbart fisker, og der lå også fiskeroser. Meget smukt. Videre på vores vej så vi både kaffeplanter, avocado- og mangotræer og en 2 uger gammel ged. Vi fik også lov at spise en mango, nyplukket fra træet. Det gøres uden kniv, og ved at skrælle frugten med tænderne og derefter gnave frugtkødeti sig - lidt ligesom med appelsinbåde. Turen havde efterhånden ført os ret langt, o vi var begyndt at spekulere hvor meget længer "not far" kunne være, og endelig kom vi til Mothe Mwalimus hus, som var vores bestemmelsessted. Her mødte vi hendes mand, hans kone nummer to og deres 3 børn. Mother Mwalimu er kone nummer et, og hendes børn er voksne og flyttet hjemmefra. Hun og hendes mand har 4 børn, og vi mødte to af dem, en søn og en datter. Hos Mother Mwalimu fik vi både en avocado (som jeg glæder mig til at spise) og et stykke sukkerrør! Det smager ret godt, egentlig - lidt ligesom vandmelon med sukker - bare ikke for meget af gangen. Efter voresbesøg var det tid til at tage matatuen hjem, og det skete ved at gå op til vejen og stille sig og vente til der kommer en forbi. Inden vi nåede så langt, stødte vi på en miniature kameleon, som vi fik til at skifte farve på den ene side, ved at sætte den på en gren med både lyse og mørke blade. Det så fedt ud, og den var lidt sød, selvom den hvæsede hele tiden. Vi så forresten også en KÆMPE rotte!! (død) Den var nærmest ligeså stor som en lille kat - 30-50cm lang eksklusiv halen! Wow!
Så i dag har vi virkelig oplevet Afrika. Jeg tror også vi har ageret meget-spændende-indslag i nogle af børnenes dag, for jeg tror ikke, der kommer så mange hvide ude på de kanter, og nogle af de børn vi mødte, var helt eksalterede og generte samtidig - nogle hoppede endda op og ned imens de fnisende kastede stjålne blikke på os. Det er stadig ret sjovt og sødt, synes jeg - How R U? :)
HVERDAGEN
Nu hvor vi ikke har mulighed for at undervise, har vi indviljet i at være lektiehjælp for vores søskende. Det er ret hyggeligt, men også lidt anstrengende, for de begynder først på deres lektier efter aftensmad, dvs. ca. kl 8/halv 9, og de har nogle gange rigtigt meget for. Derfor kan det godt blive lidt sent, eller vi er nødt til at sige, at nu går vi i seng - også selvom de ikke er færdige. Vi har tænkt på at sige, at vi laver lektie-time fra 17-18 hver dag, og resten må de klare selv, for vi er nødt til at gå mega tidligt i seng, for vi er af en eller anden grund helt vildt trætte hele tiden.
Vi er stadig ikke kommet rigtigt i gang med arbejdet, og glæder os til mandag, hvor det forhåbentlig mere hverdagsagtigt. For i denne uge har vi haft besøg af vigtige folk fra Nairobi-afdelingen. De er i gnag med at lave en dokumentar om KENWA, hvor de så har skullet filme og interviewe nogle af KENWA-Nyeris lklienter og medarbejdere. og så er der ikke så meget tid til os. Men vi var nu alligevel med den ene gang. Det var lidt mærkeligt at være på sit første home visit, og så have kameraer med og bare stå og kigge lidt. Men det var også fedt på et andet punkt: Turen der ud. vi var 10 der skulle der ud, og 1 bil. Det betød: 3 foran (to Nairobi-damer + chauffør), 4 på bagsædet (2 Nyeri-damer, Nancy-mor og så Isabella presset ned imellem) og så var vi 3 i bagagerummet (der var et sæde. Mig og så de to kameramænd). Det var mega hyggeligt. Jeg sad godt nok mega dårligt, men hele vejen både frem og tilbage, talte jeg med den ene kameramand (den anden sov). Han hedder John, bor i Nairobi og studerer noget der vist hedder International Relations - altså en slags international politik, og han er ved at skrive sin master. Så vi havde jo masser at snakke om, og han opdaterede mig lidt på den politiske situation. De er nemlig ved at vedtageen ny konstitution her i landet, og pt er de splittet ret ligeligt mellem ja- og nej-sigere. Det er meget spændende, og efter vi ahr fået TV-antenne herhjemme, forsøger jeg at følge lidt med i nyhederne (som nemlig er på engelsk bestemte tidspunkter af dagen). Nå, men summa sumarum er, at John og jeg endte med at udveksle numre, så Isabella og jeg kan ringe til ham, når vi på et tidspunkt tager et par dage til Nairobi. Vildt lækkert. Så har jeg to kantakter i Nairobi.
I dag (8. april) tog en af KENWA-damerne (Mother Mwalimu = Mor lærer) os med til det område, hvor hun bor. Det er et lille stykke udenfor Nyeri, og hedder Giakanja. Turen dertil tog ca. 15 min - da vi endelig kom afsted. For i dag havde vi også vores første oplevelse med de lokale busser. Ligesom med Matatuerne, venter man, til bussen er fyldt før man kører. Det tager alt andet lige længere tid i en stor bus end i en Matatu. Så selvom vi var nogle af de sidste, der satte os ind, ventede vi i næsten en time, før vi kom afsted. Imens vrimlede det med gadesælgere i midtergangen, som solgte alt fra vandmelon og brød til underbukser og ure. Vi havde ikke fået noget frokost, så vi købte en lille bolle - hvilket viste sig at være en god idé senere.
Fra busstoppestedet i Giakanja skulle vi gå, for Mother Mwalimu ville gerne vise os området. Det var en skøn tur. Det første vi stødte på, var et Macaademian nødde træ. Hun kunne ikke huske hvad de hed på engelsk, men vi mente at vi godt kunne kende nødderne, som vi smagte mens de var helt friske - mmm! Hun Kunne nu i det hele taget ikke ret meget engelsk, og talte til os på en blanding af engelsk, swahili og kikuyu, så det gik fint ... ! Næste stop var en stor dam, eller sø, hvor de åbenbart fisker, og der lå også fiskeroser. Meget smukt. Videre på vores vej så vi både kaffeplanter, avocado- og mangotræer og en 2 uger gammel ged. Vi fik også lov at spise en mango, nyplukket fra træet. Det gøres uden kniv, og ved at skrælle frugten med tænderne og derefter gnave frugtkødeti sig - lidt ligesom med appelsinbåde. Turen havde efterhånden ført os ret langt, o vi var begyndt at spekulere hvor meget længer "not far" kunne være, og endelig kom vi til Mothe Mwalimus hus, som var vores bestemmelsessted. Her mødte vi hendes mand, hans kone nummer to og deres 3 børn. Mother Mwalimu er kone nummer et, og hendes børn er voksne og flyttet hjemmefra. Hun og hendes mand har 4 børn, og vi mødte to af dem, en søn og en datter. Hos Mother Mwalimu fik vi både en avocado (som jeg glæder mig til at spise) og et stykke sukkerrør! Det smager ret godt, egentlig - lidt ligesom vandmelon med sukker - bare ikke for meget af gangen. Efter voresbesøg var det tid til at tage matatuen hjem, og det skete ved at gå op til vejen og stille sig og vente til der kommer en forbi. Inden vi nåede så langt, stødte vi på en miniature kameleon, som vi fik til at skifte farve på den ene side, ved at sætte den på en gren med både lyse og mørke blade. Det så fedt ud, og den var lidt sød, selvom den hvæsede hele tiden. Vi så forresten også en KÆMPE rotte!! (død) Den var nærmest ligeså stor som en lille kat - 30-50cm lang eksklusiv halen! Wow!
Så i dag har vi virkelig oplevet Afrika. Jeg tror også vi har ageret meget-spændende-indslag i nogle af børnenes dag, for jeg tror ikke, der kommer så mange hvide ude på de kanter, og nogle af de børn vi mødte, var helt eksalterede og generte samtidig - nogle hoppede endda op og ned imens de fnisende kastede stjålne blikke på os. Det er stadig ret sjovt og sødt, synes jeg - How R U? :)
HVERDAGEN
Nu hvor vi ikke har mulighed for at undervise, har vi indviljet i at være lektiehjælp for vores søskende. Det er ret hyggeligt, men også lidt anstrengende, for de begynder først på deres lektier efter aftensmad, dvs. ca. kl 8/halv 9, og de har nogle gange rigtigt meget for. Derfor kan det godt blive lidt sent, eller vi er nødt til at sige, at nu går vi i seng - også selvom de ikke er færdige. Vi har tænkt på at sige, at vi laver lektie-time fra 17-18 hver dag, og resten må de klare selv, for vi er nødt til at gå mega tidligt i seng, for vi er af en eller anden grund helt vildt trætte hele tiden.
Vi er stadig ikke kommet rigtigt i gang med arbejdet, og glæder os til mandag, hvor det forhåbentlig mere hverdagsagtigt. For i denne uge har vi haft besøg af vigtige folk fra Nairobi-afdelingen. De er i gnag med at lave en dokumentar om KENWA, hvor de så har skullet filme og interviewe nogle af KENWA-Nyeris lklienter og medarbejdere. og så er der ikke så meget tid til os. Men vi var nu alligevel med den ene gang. Det var lidt mærkeligt at være på sit første home visit, og så have kameraer med og bare stå og kigge lidt. Men det var også fedt på et andet punkt: Turen der ud. vi var 10 der skulle der ud, og 1 bil. Det betød: 3 foran (to Nairobi-damer + chauffør), 4 på bagsædet (2 Nyeri-damer, Nancy-mor og så Isabella presset ned imellem) og så var vi 3 i bagagerummet (der var et sæde. Mig og så de to kameramænd). Det var mega hyggeligt. Jeg sad godt nok mega dårligt, men hele vejen både frem og tilbage, talte jeg med den ene kameramand (den anden sov). Han hedder John, bor i Nairobi og studerer noget der vist hedder International Relations - altså en slags international politik, og han er ved at skrive sin master. Så vi havde jo masser at snakke om, og han opdaterede mig lidt på den politiske situation. De er nemlig ved at vedtageen ny konstitution her i landet, og pt er de splittet ret ligeligt mellem ja- og nej-sigere. Det er meget spændende, og efter vi ahr fået TV-antenne herhjemme, forsøger jeg at følge lidt med i nyhederne (som nemlig er på engelsk bestemte tidspunkter af dagen). Nå, men summa sumarum er, at John og jeg endte med at udveksle numre, så Isabella og jeg kan ringe til ham, når vi på et tidspunkt tager et par dage til Nairobi. Vildt lækkert. Så har jeg to kantakter i Nairobi.
Abonner på:
Opslag (Atom)