Mombasa

- og malplacerede Tycho Brahe dage.

Den sidste uge har naermest vaeret ikke/eksisterende, for vi kom hjem fra Nairobi soendag, havde helligdag tirsdag og tog til Mombasa torsdag aften.

MADARAKA – INDEPENDENCE DAY

1. juni er Kenyas nationaldag, og derfor helligedag. Vi havde soerget for at booke vores dag fuldstaendigt, og det startede med en guidet tur paa motorcykel sammen med Michael Motorbike, et stykke udenfor Nyeri Town. Det var super hyggeligt! Vi havde medbragt mad, saa til frokost holdt vi picnic i det groenne, og bagefter, fik vi lov til at koere paa Michaels motorcykel – det var fedt! Jeg skal helt klart have mig et kort og en cykel en dag :)

Da vi kom tilbage til Nyeri smuttede vi lige paa toejmarkedet, og pludselig var klokken blevet 5, og vi fik travlt, for kl. 5 skulle vi hjem til Margret (fra Cananda) og spise, saa vi skyndte os at ringe til hende og undskylde for,a t vi lavede African-time paa hende. Det var helt fint, vi kunne bare tage os god tid. Saa vi var der ca. kvart i seks.

Det viste sig, at hun har faaet en sambo – Steffi fra Tyskland (Køln? Kolone, kaldte hun det?). Det var super hyggeligt, og de ahvde lavet vildt laekker mad. Det var rart at kunne vaere hvide sammen, ogsaa selvom en af hendes afrikanske venner kom forbi. Vi tog en taxa hjem om aftenen kl. 9.

BUSTUR OG UVENTEDE HAENDELSER

Torsdag var saa dagen, hvor vi skulle rejse til Mombasa, og her begynder Tycho Brahe dagene saa. For foerst var jeg lidt skidtmas om morgenen, og maatte tage tidligt hjem fra arbejde, og maatte sidde en time paa trappestenen, fordi vi havde glemt vores noegle, indtil jeg endelig fik fat i hushjaelpen som fortalte mig,at en af nabokonerne havde en ekstranoegle. Og saa kom Florence fra MS paa besoeg for at lave midtvejsevaluering, og saa skulle vi skynde os at pakke faerdigt, saa vi kunne koere med Florences taxa til byen og naa bussen, som koerte kl. 4. Paa vejen derhen, fandt jeg ud af, at jeg havde glemt min billet i kampens hede! Men heldigvis havde vi gjort os venner med damen paa billetkontoret, saa hun lavede mig en ny billet – puha! Vi naaede bussen, og jeg satte mig og forsøgte at sove, saa jeg kunne blive rask, for det lignede lidt noget influenza. Busturen var laaaang og selvom saederne var ok brede, var det ret akavet og besvaerligt at forsøge at sidde komfortabelt. Der var nogle der forsoegte af goere turen bedre, ved at tygge khat – fx de to unge fyre foran os. Detlignede at de havde haft en saek haveaffald med ind i bussen, da de var gaaet:

Endelig naaede vi til Mombasa, kl. 5, og kunne faa lov til at blive siddende i bussen til det blev lyst og de andre kunne komme at hente os. Kl. 7 blev vi smidt ud af bussen, saa laesset med vores ting og meget traette, stiger vi ud, det sidste trin var lidt hoejt, saa mit foerste skridt ned i Mombasa resulterer i, at jeg lander paa anklen og vaelter om i stoevet. Jeg troede jeg skulle besvime. Der er intet blod og tilsyneladende ikke noget der er braekket, men min ankel haever op saa det ligner jeg har faaet en golfbold ind under huden, og jeg ligger og gisper efter luft, mens alle spoerger om vi skal bruge en taxi og siger ”Pole pole. Pole sana”. Et par minutter efter kommer de andre, vi faar fat i en tuk-tuk og kommer afsted til hospitalet. Jeg kan knapt nok humpe og er bange for at forvaerre situationen. Vi kommer til hospitalet, og saa begynder taarerne. Jeg bliver koert til en sygeseng i en rullestol og hulker. Det goer ondt, jeg er bange, jeg er chokeret, og der er mega nederen, at min tur til Mombasa skal oedelaegges af en smadret fod.

De andre indskriver mig, og betaler de 700kes det koster, og en laege kommer og trykker lidt paa min fod og mine taeer, og siger at jeg skal røngten fotograferes. Jeg bliver koert dertil i koerestol. Inden da, vil de gerne give mig en indsprøjtning med smertestillende, men jeg afslaar – for det foerste goer det ikke ret ondt, for det andet kan det jo vaere laegen skal trykke mere og for det tredje stoler jeg ikke paa naale.

Det var meget maerkeligt at have sit foerste hospitalsbesoeg i Kenya! Heldigvis var det her et godt hospital – slet ikke som det offentlige hospital i Nyeri.

Men det betød jo saa, at jeg ikke kunne gaa nogen steder, og alle vores planer maatte laves om – intet bliver nogensinde som man planlaegger i Kenya.

Vi tog en taxa til det hus, vi havde lejet, hvor jeg blev installeret paa sofaen. De andre tog i Nakumatt, og jeg sov.

Om aftenen holdt vi hjemme-aften og hyggede med oel, smoeger og god mad og hyggelige snakke.

FILM

Hele dagen var jeg installeret paa sofaen, og mens pigerne gik ud for at koebe ind, blev Malte og jeg hjemme og saa Ringenes Herre 2 + ekstramateriale. O doede af varme! For det kan godt vaere, at det siges at vaere blevet koldere i Mombasa pga regntiden, men for folk fra Nyeri, der er vant til 15-25 grader var der ulideligt! Jeg laa bare og svedte selvom jeg ikke havde andet paa end en kanga! Da de andre kom hjem, havde de heldigvis koebt krykker for mig. 2000kes pr. krykke!! Og jeg tror desvaerre, jeg har smidt kvitteringen vaek.

Ved halv 7 tiden tog vi borra-borra fra huset og ned til matatustationen, saa vi kunne komme ud at spise. Det var ret specielt at sidde paa motorcykel med smadret fod, og jeg maatte laegge benet rundt om chaufføren...det saa ret intimt ud, kan jeg forestille mig. Men det var den eneste maade.

Vi kom med matatu og ind til byen og spiste paa italiensk restaurant. Bagefter gik vi i biografen. Det var meningen, vi skulle have set Sex and the City (oprindeligt skulle jeg have set Alice i Eventyrland sammen med Malte, men den gik ikke laengere), men den gik kun fredag og soendag, saa vi endte med at se Death at a funeral – ikke ligefrem anbefalelsesvaerdig. Under middagen stødte den tyske volontør, som bor sammen med Johanne og Lenette, Janne, til. Efter film skulle vi videre i byen.

Vi tog paa noget der hedder Bob’s, som er en lille gaard-agtig ting med en del barer og et udendørsomraade, og hvor det koster 150kes at komme ind. Det var et super hyggeligt sted, men meget svaert at holde ud, naar man ikke kunne danse! For de spillede en masse fantastisk musik – bl.a. Back Street Boys. Men jeg sad ved bordet med mine smoeger og min cola og to stole, og fik en gang i mellem besoeg af forskellige folk, der gerne ville snakke og vide, hvad, der var sket med foden. Der var ogsaa et par stykker, der gerne ville koebe mig drinks – og jeg har oplevet det foer, hvis man ikke har noget alkohol, eller ikke gider drikke alkohol, saa vil alle pludselig gerne købe noget til én. Der var for eksempel denne her fyr med super-fede dreads. Han paastod ogsaa, at han kun var paa Bob’s for min skyld, og at han elskede mig....meget paagaaende. Heldigvis gik han kold senere paa aftenen og sad og sov i en stol. Men det var meget senere, for i Mombasa er det bedst at vaere ude indtil det bliver lyst, for ellers er det ikke ret sikkert at tage hjem, naar man bor et godt stykke udenfor byen. Saa jeg festede videre og dansede lidt i min stol og snakkede med en masse wazungu – dem er der nemlig en del af i Mombasa. Bl.a. med en norsk fyr, Geir, fra Bergen, som arbejder med streetboys hernede.

Fin aften, men modbydeligt at vaere ude af stand til at danse.

DOEDS BUS-TUR OG VILDT HJEM

Jeg frygtede for busturen med min fod, og vi havde derfor bestilt de to forreste saeder, hvor der gerne skulle vaere en del benplads. Der var der ogsaa cirka. Jeg kunne i hvert fald laegge benet op paa instrumentbraettet, selvom det ikke var super behageligt. Og saa havde man samtidig frit udsyn til trafikken - og ingen sikkerhedssele! Jeg taenkte flere gange, at det ville vaere et mirakel hvis vi kom helskindede frem! Saa hvilket mirakel, for vi kom frem, og var ikke doede, selvom jeg var meget traet, havde ikke vaeret i stand til at sove. Vi var i Nyeri omkring kl. 8...og det havde regnet. Nyeri er 100% mudder, naar det har regnet. Jeg fik kaempet mig hjem, foerst matatu, og saa den stejle bakke og det sidste stykke hen til vores port. Jeg tror det tog mig en halv time fra matatuen til vores doer - det tager normalt 5-10 minutter, maaske kun 3. Men jeg naaede frem, kun for at faa beskeden om, at der har vaeret indbrud! I soendags, mens familien var i kirke. Vi skyndte os ind for at se, om noget var blevet stjaalet. Vi havde allerede afskrevet computeren, men maaske penge og USB-stik stadig var der. Men! De havde ikke taget noget! Jo, mit 20 spoergsmaal til professoren spil fra Faetter BR, men intet andet. Ikke engang de smaa-penge og USB-stik der laa frit fremme! Det er simpelthen saa underligt! de giver ingen mening!! Det virker naesten lidt internt...det er i hvert fald helt sikkert nogen, der har vidst at vi boede der, og at det var i netop det vaerelse. De havde klippet vores haengelaas over med en boltsaks. Men hvordan de er kommet ind i selv huset er en gaade, for doerene er virkeligt svaere at bryde ind af, fordi der er tre skydelaese, hvoraf kun den midterste kan aabnes udefra. Mystisk og klamt.

Saa nu haaber jeg at uheldet er stoppet, for jeg orker ikke mere.

I dag kaempede jeg mig paa arbejde - det goer jeg ikke i morgen, og ikke foer jeg kan stoette paa foden, for krykker og Nyeri virker ikke. Og krykker og mig virker ikke... Mine haandled graeder efter at have transporteret mig maaske en halv kilometer eller mere og op ad to virkeligt stejle bakker. Men jeg er stoppet med smertestillende, og haevelsen har lagt sig en del, og jeg regner med at kunne gaa lidt paa torsdag. Det skal jeg. For vi har et projekt, vi skal have startet.