SIDSTEN OG NAIROBI
Saa blev det de sidste dage i Nyeri, og den sidste aften med familien og den sidste aften med Nelly.
Den sidste aften blev brugt paa at hygge med boernene. Isabella var taget afsted om eftermiddagen, saa det var bare mig. Og vi sad og tegnede og hyggede. Senere kom Nelly forbi, og fortalte mig, at han ikke kunne tage med til Nairobi, fordi han skal arbejde.
Afsked er altid nederen, men at sige farvel til en man elsker, og ved, at man nok aldirg kommer til at se igen - det er godt nok noget af det haardeste, jeg nogensinde har proevet.
Om morgenen onsdag stod jeg op samtidig med resten af familien, saa jeg kunne naa en tidlig matatu til Nairobi. Nelly fulgte mig til stationen, hvor vi trodsede Nyeris konservatisme og kyssede farvel inden jeg steg ind!
Hele vejen til Nairobi sad jeg bare og kiggede ud af vinduet mens jeg hoerte musik og taenkte paa, at det var sidste gang i lang tid og maaske for altid, at jeg saa det landskab. Sugede det til mig, og kunne maerke, at jeg kommer til at savne det.
Nu er jeg i Nairobi sammen med Lenette, og det er virkelig hyggeligt. Det goer ikke noget at Nelly ikke er med (selvom jeg savner ham ad helvedes til, og jeg tror jeg er ved at drive Lenette til vanvid med al min snak om ham). Men vi hygger og i gaar brugte vi flere timer paa at finde posthuset, hente min pakke og finde tilbage igen. - Tak for lakridserne, forresten. De kostede 70kes at faa udleveret :)
I eftermiddag skal vi moedes med John som har to kopier af KENWA-filmen til os, og senere skal vi moedes med Heather (fra Irland) og nogle af hendes veninder, og saa skal vi selvfoelgelig se den danske kamp i aften.
Glaeder mig til at se jer alle sammen, og kan slet ikke forstaa, at det er i morgen jeg skal hjem!
Over and out
Nina.
torsdag den 24. juni 2010
søndag den 20. juni 2010
Sidste blog?
Og så lige til at muntre de folk op, som er kede af vejret i Danmark. Her er lige en lille film jeg lavede på Daraja Academy, hvor jeg forsøger at vise, hvordan det er, når det regner i Afrika.
Og hvis man stadig ikke er tilfreds, kan jeg fortælle, at der er totalt efterårsstemning her. Det er slut med korte ærmer, og vi har endda måttet trække i fleecetrøjerne!! Pissekoldt, er det. Konklusion: Regnsæsonen er IKKE slut endnu.
Og så lige et billede fra vores første middag hos Margret.
(fra venstre: Mig, Isabella, Jack, Margret, Steffi)
Torsdag d. 17. juni 2010
Saa er det de sidste dage, og det er virkelig mærkeligt! Vi forsøger at få så meget ud af vores sidste arbejdsdage som muligt, men det er svært, for afrikansk tid og uventede hændelser er stadig en stor del af det. Og sådan gik det for eksempel til, at vi brugte næsten hele dagen tirsdag på at vente og at vi efter også at have ventet en god del af onsdag, måtte droppe at snakke med gadedrengene, fordi der var et stort arrangement for børn i parken. Dermed har vi kun fredag tilbage til at lave vores projekt, fordi Steven ikke er der torsdag.
Alt emmer af afslutning, for om aftenen laver vi billedalbums og skriver evalueringsrapport, og jeg begynder snart at pakke for at se, hvor meget, jeg er nødt til at efterlade. Det bliver jo nok en del, desværre, eftersom jeg havde en hel del med herned. En ting, der er helt sikker, at jeg efterlader, er mine krykker. Dem får KENWA, de kan sikkert sagtens finde noget at bruge dem til. Jeg efterlader nok også en del tøj og en god mængde medicin. Virkeligt irriterende, at jeg har slæbt så meget medicin med, uden overhovedet at få brug for det! Men det er jo også altid rart at være på den sikre side... OG jeg gider i hvert fald ikke at spise de der indiske piller! Man ved ALDRIG hvad de har puttet i dem.
Mht. Nairobi er intet sikkert, forstået på den måde, at jeg har inviteret Nelly til at tage med, men man kan aldrig vide med ham. Han har sagt ja, men han er en idiot til at holde aftaler og han ved aldrig rigtigt hvor, hvornår og hvor meget han skal arbejde, plus han er super svær at få fat i – hvilket han påstår skyldes han telefon, som har et meget dårligt batteri, der ikke kan holde strøm ret længe. Og det vælger jeg så at tro på; men nøhj, hvor er det irriterende til tider! Og: Man kan aldrig stole på en kenyaner (og slet ikke, hvis han er Kikuyo og fra Nyeri), så ingen høje forventninger herfra.
Noget endnu mere irriterende er, at jeg måske er begyndt at få en slags udslet pga mine dreads! Jeg har fået sådan nogle små røde knopper, som lidt ligner små bumser, hele vejen rundt i hårkanten og ned foran ørerne, og de er også i hovedbunden. Og de klør! Jeg tror måske det er den voks, jeg bruger, så det dropper jeg nu, selvom dreads’ne bliver meget federe, når man bruger voks. Men jeg gider simpelthen ikke ligne en med små skoldkopper, bare for at få fine dreads. Måske jeg desværre er nødt til at klippe dem af, når jeg kommer hjem – nu må vi se. Lidt noget pis, for de har ikke engang været fede at have – de har krævet (og kræver stadig) en masse arbejde med at filtre dem sammen hele tiden.
God nyhed er, at jeg nærmest kan gå normalt! Jeg går lidt langsomt, og får ondt i foden til sidst på dagen, men det går helt sikkert fremad i udviklingen, så det er jo fantastisk.
Her til aften oplevede jeg så det mærkeligste! Ann var taget hele vejen til Kengami, bare for at fortælle mig, at hun har sat mig op med sin fætter! Jeg prøvede at fortælle hende, at jeg jo allerede har Nelly (hvilket jeg dog selv er begyndt at tvivle lidt på), men kenyanere forstår ikke nej, så det endte med, at jeg skal mødes med ham fredag, hvor jeg i forvejen har 1000 planer, så det er jo perfekt...han tager hele vejen fra Nairobi, bare for at se mig. Freak.
Fredag d. 18. juni 2010
Dagen med de 1000 planer
På KENWA gik Steven, Esther og jeg til Whisper’s Park for at møde gadedrengene, men de var der ikke, så vi måtte lede i hele byen, og endelig fandt vi dem. Vi fik overtalt dem tilat vise os deres hjem (hvilket hele tiden havde været meningen), selvom den ene af dem, Dennis, virkede meget imod det.
Den anden dreng hedder Abdallah. Han bor hos sin mor i Majengo (slum). Han har to mindre søstre, og moren ammer stadig den mindste, derfor kan hun ikke få et rigtigt job, og må nøjes med småjobs så som at vaske tøj, hvilket højst giver 100 om dagen, hvis der altså er noget tøj at vaske den dag.
Steven førte ordet, og vi andre stillede spørgsmål. Det viste sig, at Abdallah ikke er i skole, fordi hans mor ikke har råd – han skal nemlig i Nursery School, og det er iikke gratis. Det koster ca. 800ksh pr. Term, og der er 3 terms pr. år. Han mangler 2 år, det vil altså sige 2x2400ksh. Vi overvejer meget at sponsorere ham,men vi er i tvivl om vi tør stole på, at pengene når det rette sted hen.
Hos Dennis var det straks værre. Det blev på et tidspunkt tydeligt for os, at han er rædselsslagen for sin far, og at det var derfor han var så meget imod, at vi skulle besøge ham. Men vi fik overtalt ham til at tage os med alligevel. Hans far fortalte, at Dennis ikke er i skole, fordi han bliver ved med at stikke af derfra, og at han burde komme på en kostskole, men det har faren ikke råd til. Det har vi heller ikke, og vi ved heller ikke helt, om vi tror på det faren siger. Desuden er Dennis vist ikke helt klar til at blive hjulpet. Det er meget svært, for de sniffer jo lim de fleste af dem, og det skal de også ud af, så det er ikke bare at sende dem i skole.
I går ringede Jessi (fra platformen) til Isabella for at høre om han og James måtte komme og besøge os! Selfølgelig! Det gjorde de så i dag. Og det var super hyggeligt! Vi tog dem med på Town View, hvor vi gav the og lidt snacks. Jessi og James er bare de bedste! Det var så sødt. De havde åbenbart været i Nyeri i mandags for at besøge os, og var taget op på hospitalet, fordi de troede, det var der vi arbejdede, og havde brugt hele dagen på at lede efter os! Til sidst havde de ringet til Florence for at få vores numre! Og så var de altså taget hele vejen fra Nanyuki i dag for at se os i en times tid. :) :) :) – og vi er vist de første volontører de har besøgt nogensinde! Meget beærede, er vi.
Inden min blind date, skulle vi lige købe afskedsgaver, hvilket primært består af slik, så det skete i Mathai, som er det billigste af de to gode supermarkeder.
Blind date
Jidraff, som Anns fætter hedder, var jo kørt hele vejen fra Nairobi for at se mig, selvom jeg havde sagt, jeg max have en halv time, og nu begyndte klokken at blive mange. Vi skulle mødes mellem 4 og halv 5, og klokken nærmede sig 4.20. 4.25 mødtes vi uden for Batian Grand Hotel. Da vi ikke havde tid til at gå nogen steder hen for at sidde, måtte vi snakke på parkeringspladsen. Det var virkelig underligt, sådan at mødes med en, som jeg havde fået at vide nærmest var parat til at tage til Danmark med mig. Det havde været fedt, hvis nu han var skide pæn og sød og kunne udkonkurrere Nelly. Men selvom Nelly pt er en idiot, jeg ikke har hørt fra i 2 døgn, er han stadigvæk nice’ere end ham her lod til. Selvom han gav os et lidt hen til Belwop’s og vi fik lov til at sidde på ladet af hans pick up. Ann er meget skuffet, og kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke vil have ham(!!). Hvad regner hun med? At jeg lige skulle blive pladask forelsket i hm eller hvad? Kenyanere er voldunderlige noglegange. Desværre er jeg blevetlidt bange for, om hun er blevet sur på mig, fordi jeg ikke engang giver Jidraff en chance. Men hvad skal jeg gøre? Jeg har jo ikke en gang tid tilat møde manden i Nairobi. Tsk!
Søndag d. 20. juni 2010
Så fik vi sagt farvel til Nancy's kirke. Det var fint nok. For vi havde heldigvis fået lov til bare at komme til sidst så vi ikke skulle sidde der i de obligatoriske 3 timer.
TOWN VIEW
I går tog vi familien med ud at spise - på Town View Restaurant, selfølgelig. Det var fedt. Vi tror aldrig børnene har været på restaurant før (hvilket også til dels kunne fornæmmes på deres opførsel), og de syntes vist det var helt fantastisk at kunne vælge lige hvad de ville fra menu-kortet :)
Vi gav dem også gaver, og de blev simpelthen så glade. Børnene og Mary (huspigen) fik slik, og mor fik en hårelastik og en pynte-dims med et ordsprog til at stille på skænken (som hun ikke har, men det er fint nok). Og så gav vi dem et fotoalbum og et indrammet billede (af mor og børnene da de var til bryllup i lørdags).
Det blev de meget glade for, så det var fryd og gammen. i alt bespiste vi 6 mennesker med hovedret, dessert og drikkevarer for 2000kes (ca. 150kr!).
Da vi endelig kom hjem fra restauranten var klokken blevet 8 og kl. 9 gik vi ind til naboerne - for vi skulle selvfølgelig se VM! Og det var super fedt at se den sammen med dem, fordi de hæppede paa Cameroon - og endnu bedre at Danmark så vandt ;) Lålålålåå
Og så lige et billede af mit forfærdelige hår, så I kan være forberedt...
Og hvis man stadig ikke er tilfreds, kan jeg fortælle, at der er totalt efterårsstemning her. Det er slut med korte ærmer, og vi har endda måttet trække i fleecetrøjerne!! Pissekoldt, er det. Konklusion: Regnsæsonen er IKKE slut endnu.
Og så lige et billede fra vores første middag hos Margret.
(fra venstre: Mig, Isabella, Jack, Margret, Steffi)
Torsdag d. 17. juni 2010
Saa er det de sidste dage, og det er virkelig mærkeligt! Vi forsøger at få så meget ud af vores sidste arbejdsdage som muligt, men det er svært, for afrikansk tid og uventede hændelser er stadig en stor del af det. Og sådan gik det for eksempel til, at vi brugte næsten hele dagen tirsdag på at vente og at vi efter også at have ventet en god del af onsdag, måtte droppe at snakke med gadedrengene, fordi der var et stort arrangement for børn i parken. Dermed har vi kun fredag tilbage til at lave vores projekt, fordi Steven ikke er der torsdag.
Alt emmer af afslutning, for om aftenen laver vi billedalbums og skriver evalueringsrapport, og jeg begynder snart at pakke for at se, hvor meget, jeg er nødt til at efterlade. Det bliver jo nok en del, desværre, eftersom jeg havde en hel del med herned. En ting, der er helt sikker, at jeg efterlader, er mine krykker. Dem får KENWA, de kan sikkert sagtens finde noget at bruge dem til. Jeg efterlader nok også en del tøj og en god mængde medicin. Virkeligt irriterende, at jeg har slæbt så meget medicin med, uden overhovedet at få brug for det! Men det er jo også altid rart at være på den sikre side... OG jeg gider i hvert fald ikke at spise de der indiske piller! Man ved ALDRIG hvad de har puttet i dem.
Mht. Nairobi er intet sikkert, forstået på den måde, at jeg har inviteret Nelly til at tage med, men man kan aldrig vide med ham. Han har sagt ja, men han er en idiot til at holde aftaler og han ved aldrig rigtigt hvor, hvornår og hvor meget han skal arbejde, plus han er super svær at få fat i – hvilket han påstår skyldes han telefon, som har et meget dårligt batteri, der ikke kan holde strøm ret længe. Og det vælger jeg så at tro på; men nøhj, hvor er det irriterende til tider! Og: Man kan aldrig stole på en kenyaner (og slet ikke, hvis han er Kikuyo og fra Nyeri), så ingen høje forventninger herfra.
Noget endnu mere irriterende er, at jeg måske er begyndt at få en slags udslet pga mine dreads! Jeg har fået sådan nogle små røde knopper, som lidt ligner små bumser, hele vejen rundt i hårkanten og ned foran ørerne, og de er også i hovedbunden. Og de klør! Jeg tror måske det er den voks, jeg bruger, så det dropper jeg nu, selvom dreads’ne bliver meget federe, når man bruger voks. Men jeg gider simpelthen ikke ligne en med små skoldkopper, bare for at få fine dreads. Måske jeg desværre er nødt til at klippe dem af, når jeg kommer hjem – nu må vi se. Lidt noget pis, for de har ikke engang været fede at have – de har krævet (og kræver stadig) en masse arbejde med at filtre dem sammen hele tiden.
God nyhed er, at jeg nærmest kan gå normalt! Jeg går lidt langsomt, og får ondt i foden til sidst på dagen, men det går helt sikkert fremad i udviklingen, så det er jo fantastisk.
Her til aften oplevede jeg så det mærkeligste! Ann var taget hele vejen til Kengami, bare for at fortælle mig, at hun har sat mig op med sin fætter! Jeg prøvede at fortælle hende, at jeg jo allerede har Nelly (hvilket jeg dog selv er begyndt at tvivle lidt på), men kenyanere forstår ikke nej, så det endte med, at jeg skal mødes med ham fredag, hvor jeg i forvejen har 1000 planer, så det er jo perfekt...han tager hele vejen fra Nairobi, bare for at se mig. Freak.
Fredag d. 18. juni 2010
Dagen med de 1000 planer
På KENWA gik Steven, Esther og jeg til Whisper’s Park for at møde gadedrengene, men de var der ikke, så vi måtte lede i hele byen, og endelig fandt vi dem. Vi fik overtalt dem tilat vise os deres hjem (hvilket hele tiden havde været meningen), selvom den ene af dem, Dennis, virkede meget imod det.
Den anden dreng hedder Abdallah. Han bor hos sin mor i Majengo (slum). Han har to mindre søstre, og moren ammer stadig den mindste, derfor kan hun ikke få et rigtigt job, og må nøjes med småjobs så som at vaske tøj, hvilket højst giver 100 om dagen, hvis der altså er noget tøj at vaske den dag.
Steven førte ordet, og vi andre stillede spørgsmål. Det viste sig, at Abdallah ikke er i skole, fordi hans mor ikke har råd – han skal nemlig i Nursery School, og det er iikke gratis. Det koster ca. 800ksh pr. Term, og der er 3 terms pr. år. Han mangler 2 år, det vil altså sige 2x2400ksh. Vi overvejer meget at sponsorere ham,men vi er i tvivl om vi tør stole på, at pengene når det rette sted hen.
Hos Dennis var det straks værre. Det blev på et tidspunkt tydeligt for os, at han er rædselsslagen for sin far, og at det var derfor han var så meget imod, at vi skulle besøge ham. Men vi fik overtalt ham til at tage os med alligevel. Hans far fortalte, at Dennis ikke er i skole, fordi han bliver ved med at stikke af derfra, og at han burde komme på en kostskole, men det har faren ikke råd til. Det har vi heller ikke, og vi ved heller ikke helt, om vi tror på det faren siger. Desuden er Dennis vist ikke helt klar til at blive hjulpet. Det er meget svært, for de sniffer jo lim de fleste af dem, og det skal de også ud af, så det er ikke bare at sende dem i skole.
I går ringede Jessi (fra platformen) til Isabella for at høre om han og James måtte komme og besøge os! Selfølgelig! Det gjorde de så i dag. Og det var super hyggeligt! Vi tog dem med på Town View, hvor vi gav the og lidt snacks. Jessi og James er bare de bedste! Det var så sødt. De havde åbenbart været i Nyeri i mandags for at besøge os, og var taget op på hospitalet, fordi de troede, det var der vi arbejdede, og havde brugt hele dagen på at lede efter os! Til sidst havde de ringet til Florence for at få vores numre! Og så var de altså taget hele vejen fra Nanyuki i dag for at se os i en times tid. :) :) :) – og vi er vist de første volontører de har besøgt nogensinde! Meget beærede, er vi.
Inden min blind date, skulle vi lige købe afskedsgaver, hvilket primært består af slik, så det skete i Mathai, som er det billigste af de to gode supermarkeder.
Blind date
Jidraff, som Anns fætter hedder, var jo kørt hele vejen fra Nairobi for at se mig, selvom jeg havde sagt, jeg max have en halv time, og nu begyndte klokken at blive mange. Vi skulle mødes mellem 4 og halv 5, og klokken nærmede sig 4.20. 4.25 mødtes vi uden for Batian Grand Hotel. Da vi ikke havde tid til at gå nogen steder hen for at sidde, måtte vi snakke på parkeringspladsen. Det var virkelig underligt, sådan at mødes med en, som jeg havde fået at vide nærmest var parat til at tage til Danmark med mig. Det havde været fedt, hvis nu han var skide pæn og sød og kunne udkonkurrere Nelly. Men selvom Nelly pt er en idiot, jeg ikke har hørt fra i 2 døgn, er han stadigvæk nice’ere end ham her lod til. Selvom han gav os et lidt hen til Belwop’s og vi fik lov til at sidde på ladet af hans pick up. Ann er meget skuffet, og kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke vil have ham(!!). Hvad regner hun med? At jeg lige skulle blive pladask forelsket i hm eller hvad? Kenyanere er voldunderlige noglegange. Desværre er jeg blevetlidt bange for, om hun er blevet sur på mig, fordi jeg ikke engang giver Jidraff en chance. Men hvad skal jeg gøre? Jeg har jo ikke en gang tid tilat møde manden i Nairobi. Tsk!
Søndag d. 20. juni 2010
Så fik vi sagt farvel til Nancy's kirke. Det var fint nok. For vi havde heldigvis fået lov til bare at komme til sidst så vi ikke skulle sidde der i de obligatoriske 3 timer.
TOWN VIEW
I går tog vi familien med ud at spise - på Town View Restaurant, selfølgelig. Det var fedt. Vi tror aldrig børnene har været på restaurant før (hvilket også til dels kunne fornæmmes på deres opførsel), og de syntes vist det var helt fantastisk at kunne vælge lige hvad de ville fra menu-kortet :)
Vi gav dem også gaver, og de blev simpelthen så glade. Børnene og Mary (huspigen) fik slik, og mor fik en hårelastik og en pynte-dims med et ordsprog til at stille på skænken (som hun ikke har, men det er fint nok). Og så gav vi dem et fotoalbum og et indrammet billede (af mor og børnene da de var til bryllup i lørdags).
Det blev de meget glade for, så det var fryd og gammen. i alt bespiste vi 6 mennesker med hovedret, dessert og drikkevarer for 2000kes (ca. 150kr!).
Da vi endelig kom hjem fra restauranten var klokken blevet 8 og kl. 9 gik vi ind til naboerne - for vi skulle selvfølgelig se VM! Og det var super fedt at se den sammen med dem, fordi de hæppede paa Cameroon - og endnu bedre at Danmark så vandt ;) Lålålålåå
Og så lige et billede af mit forfærdelige hår, så I kan være forberedt...
mandag den 14. juni 2010
Endelig ude og i gang
FOD-HELVEDE
Og saa var det, at Nina var tvunget til at blive hjemme i 3 dage. TRE DAGE!! Ud af min dyrebare sidste tid her i Kenya! For det er simpelthen umuligt at bevaege sig rundt paa krykker i Kenya og isaer, hvis man faar ondt i haenderne af det, hvis man nu er lidt svag. Saa jeg maatte blive hjemme og har set 4 tegnefilm og en romantisk komedie og stenet og kun haft besoeg een gang. Og saa besoegte jeg vores naboer om fredagen, hvor vi saa aabningskampen mellem Sydafrika og Mexico - det var fedt. De er super soede, og man kan bare sidde og stene sammen med dem (det er to unge fyre, laegestuderende) - modsat i vores eget hus, hvor alt er kaos i oejeblikket! For ud over Kenua er der nu ogsaa en fremmet pige, Emakulate, hedder hun (eller makuleringsmaskinen, fordi hun smadrer vores familie, fordi de larmer HELE tiden). Vi har vaeret lige ved at slaa familien ihjel, fordi der er saa meget uro, og isaer om morgenen kl. 5.30! Men ikke nok med det! De er ogsaa begyndt at gaa sent i seng! Ca. kl 1, og de hoerer musik indtil da! Jeg faar ingen soevn!
PONY-RIDNING
Heldigvis kom vi lidt ud af huset i gaar.
Vi stod op omkring kl halv syv for at goere os klar, saa vi kunne komme hurtigt med en matatu til Nanyuki. Men fordi det var soendag, maatte vi vente i 2 timer, foer matatu'en koert! Og da var klokken blevet 9.30, og vi skulle have vaeret i Nanyuki (eller lige udenfor) kl. 9! Heldigvis gjorde det ikke noget vi blev forsinkede, og vi var der ogsaa foerst kl. 10.30. Her moedtes vi med vores guide, som foerst os op til det sted, hvor hestene var (der var lige 1km paa gaa-ben...) - for vi skulle ud at ridde i junglen paa Mount Kenya og se the Maumau Caves!
Vi kom afsted kl. 12, og det var ret sjovt. Det var lidt svaert med kun een fod, men det var fedt at ridde gennem skoven. Efter ca. halvanden time naaede vi Maumau Caves. Der var meget smukt. Men jeg maatte blive oppe ovenover grotterne, mens Isabella og en af guiderne gik ned og kiggede paa de fine grotter.
Saa gik det hjemad igen. Knapt saa fedt, for noehj hvor gjorde det ondt i numsen! Og saa var jeg lige ved at ryge af paa et tidspunkt, fordi jeg skulle proeve at ridde i trav - det bumler ret meget, og da jeg kun havde een fod at holde balancen med, var det lige ved at gaa galt! Men det var ogsaa ret sjovt... :)
Og saa lige en lille konkurrence: Er der nogen, der ved, hvilken plante, det her er? Den er lidt velour-agtig og lugter af saebe - lidt citrus, lidt lavendel...saebe.
STREET BOYS
I dag har vi saa endelig faaet lidt gang i vores street boys projekt.
Vi gik ned i Whisper's Park sammen med KENWA medarbejder, Stephen. Her fandt vi nogle aeldre drenge, som ledte os hen til de helt smaa, som er dem, vi helst vil arbejde med. Der var 3, og de var rigtigt soede og meget beskidte. Vi snakkede lidt med dem (med tolk i form af Stephen og en af de aeldre drenge, som vi har moedt foer). Drengene var ca. 6, 9 og 11 (selvom ham paa 6 paastod, at han var 14.. :)) Den ene af dem har gaaet i skole i 1 uge - i hele sit liv! Men de var allesammen villige til at komme tilbage til skolen, men havde ikke muligheden. Vi tog to af dem med tilbage til KENWA (de holdt os i haanden hele vejen, og den mindste klamrede sig naermest til mig, havde han kunnet tror jeg helst han ville have vaeret kravlet op paa mig). Her fik de noget toej, som KENWA aabenbart havde. Det var rart at kunne goere lidt for dem, og vi skal derned igen paa onsdag, og saa haaber vi, at vi kan faa KENWA til at gaa videre med dem og faa dem i skole.
Og saa var det, at Nina var tvunget til at blive hjemme i 3 dage. TRE DAGE!! Ud af min dyrebare sidste tid her i Kenya! For det er simpelthen umuligt at bevaege sig rundt paa krykker i Kenya og isaer, hvis man faar ondt i haenderne af det, hvis man nu er lidt svag. Saa jeg maatte blive hjemme og har set 4 tegnefilm og en romantisk komedie og stenet og kun haft besoeg een gang. Og saa besoegte jeg vores naboer om fredagen, hvor vi saa aabningskampen mellem Sydafrika og Mexico - det var fedt. De er super soede, og man kan bare sidde og stene sammen med dem (det er to unge fyre, laegestuderende) - modsat i vores eget hus, hvor alt er kaos i oejeblikket! For ud over Kenua er der nu ogsaa en fremmet pige, Emakulate, hedder hun (eller makuleringsmaskinen, fordi hun smadrer vores familie, fordi de larmer HELE tiden). Vi har vaeret lige ved at slaa familien ihjel, fordi der er saa meget uro, og isaer om morgenen kl. 5.30! Men ikke nok med det! De er ogsaa begyndt at gaa sent i seng! Ca. kl 1, og de hoerer musik indtil da! Jeg faar ingen soevn!
PONY-RIDNING
Heldigvis kom vi lidt ud af huset i gaar.
Vi stod op omkring kl halv syv for at goere os klar, saa vi kunne komme hurtigt med en matatu til Nanyuki. Men fordi det var soendag, maatte vi vente i 2 timer, foer matatu'en koert! Og da var klokken blevet 9.30, og vi skulle have vaeret i Nanyuki (eller lige udenfor) kl. 9! Heldigvis gjorde det ikke noget vi blev forsinkede, og vi var der ogsaa foerst kl. 10.30. Her moedtes vi med vores guide, som foerst os op til det sted, hvor hestene var (der var lige 1km paa gaa-ben...) - for vi skulle ud at ridde i junglen paa Mount Kenya og se the Maumau Caves!
Vi kom afsted kl. 12, og det var ret sjovt. Det var lidt svaert med kun een fod, men det var fedt at ridde gennem skoven. Efter ca. halvanden time naaede vi Maumau Caves. Der var meget smukt. Men jeg maatte blive oppe ovenover grotterne, mens Isabella og en af guiderne gik ned og kiggede paa de fine grotter.
Saa gik det hjemad igen. Knapt saa fedt, for noehj hvor gjorde det ondt i numsen! Og saa var jeg lige ved at ryge af paa et tidspunkt, fordi jeg skulle proeve at ridde i trav - det bumler ret meget, og da jeg kun havde een fod at holde balancen med, var det lige ved at gaa galt! Men det var ogsaa ret sjovt... :)
Og saa lige en lille konkurrence: Er der nogen, der ved, hvilken plante, det her er? Den er lidt velour-agtig og lugter af saebe - lidt citrus, lidt lavendel...saebe.
STREET BOYS
I dag har vi saa endelig faaet lidt gang i vores street boys projekt.
Vi gik ned i Whisper's Park sammen med KENWA medarbejder, Stephen. Her fandt vi nogle aeldre drenge, som ledte os hen til de helt smaa, som er dem, vi helst vil arbejde med. Der var 3, og de var rigtigt soede og meget beskidte. Vi snakkede lidt med dem (med tolk i form af Stephen og en af de aeldre drenge, som vi har moedt foer). Drengene var ca. 6, 9 og 11 (selvom ham paa 6 paastod, at han var 14.. :)) Den ene af dem har gaaet i skole i 1 uge - i hele sit liv! Men de var allesammen villige til at komme tilbage til skolen, men havde ikke muligheden. Vi tog to af dem med tilbage til KENWA (de holdt os i haanden hele vejen, og den mindste klamrede sig naermest til mig, havde han kunnet tror jeg helst han ville have vaeret kravlet op paa mig). Her fik de noget toej, som KENWA aabenbart havde. Det var rart at kunne goere lidt for dem, og vi skal derned igen paa onsdag, og saa haaber vi, at vi kan faa KENWA til at gaa videre med dem og faa dem i skole.
tirsdag den 8. juni 2010
Mombasa
- og malplacerede Tycho Brahe dage.
Den sidste uge har naermest vaeret ikke/eksisterende, for vi kom hjem fra Nairobi soendag, havde helligdag tirsdag og tog til Mombasa torsdag aften.
MADARAKA – INDEPENDENCE DAY
1. juni er Kenyas nationaldag, og derfor helligedag. Vi havde soerget for at booke vores dag fuldstaendigt, og det startede med en guidet tur paa motorcykel sammen med Michael Motorbike, et stykke udenfor Nyeri Town. Det var super hyggeligt! Vi havde med
bragt mad, saa til frokost holdt vi picnic i det groenne, og bagefter, fik vi lov til at koere paa Michaels motorcykel – det var fedt! Jeg skal helt klart have mig et kort og en cykel en dag :)
Da vi kom tilbage til Nyeri smuttede vi lige paa toejmarkedet, og pludselig var klokken blevet 5, og vi fik travlt, for kl. 5 skulle vi hjem til Margret (fra Cananda) og spise, saa vi skyndte os at ringe til hende og undskylde for,a t vi lavede African-time paa hende. Det var helt fint, vi kunne bare tage os god tid. Saa vi var der ca. kvart i seks.
Det viste sig, at hun har faaet en sambo – Steffi fra Tyskland (Køln? Kolone, kaldte hun det?). Det var super hyggeligt, og de ahvde lavet vildt laekker mad. Det var rart at kunne vaere hvide sammen, ogsaa selvom en af hendes afrikanske venner kom forbi. Vi tog en taxa hjem om aftenen kl. 9.
BUSTUR OG UVENTEDE HAENDELSER
Torsdag var saa dagen, hvor vi skulle rejse til Mombasa, og her begynder Tycho Brahe dagene saa. For foerst var jeg lidt skidtmas om morgenen, og maatte tage tidligt hjem fra arbejde, og maatte sidde en time paa trappestenen, fordi vi havde glemt vores noegle, indtil jeg endelig fik fat i hushjaelpen som fortalte mig,at en af nabokonerne havde en ekstranoegle. Og saa kom Florence fra MS paa besoeg for at lave midtvejsevaluering, og saa skulle vi skynde os at pakke faerdigt, saa vi kunne koere med Florences taxa til byen og naa bussen, som koerte kl. 4. Paa vejen derhen, fandt jeg ud af, at jeg havde glemt min billet i kampens hede! Men heldigvis havde vi gjort os venner med damen paa billetkontoret, saa hun lavede mig en ny billet – puha! Vi naaede bussen, og jeg satte mig og forsøgte at sove, saa jeg kunne blive rask, for det lignede lidt noget influenza. Busturen var laaaang og selvom saederne var ok brede, var det ret akavet og besvaerligt at forsøge at sidde komfortabelt. Der var nogle der forsoegte af goere turen bedre, ved at tygge khat – fx de to unge fyre foran os. Detlignede at de havde haft en saek haveaffald med ind i bussen, da de var gaaet:
Endelig naaede vi til Mombasa, kl. 5, og kunne faa lov til at blive siddende i bussen til det blev lyst og de andre kunne komme at hente os. Kl. 7 blev vi smidt ud af bussen, saa laesset med vores ting og meget traette, stiger vi ud, det sidste trin var lidt hoejt, saa mit foerste skridt ned i Mombasa resulterer i, at jeg lander paa anklen og vaelter om i stoevet. Jeg troede jeg skulle besvime. Der er intet blod og tilsyneladende ikke noget der er braekket, men min ankel haever op saa det ligner jeg har faaet en golfbold ind under huden, og jeg ligger og gisper efter luft, mens alle spoerger om vi skal bruge en taxi og siger ”Pole pole. Pole sana”. Et par minutter efter kommer de andre, vi faar fat i en tuk-tuk og kommer afsted til hospitalet. Jeg kan knapt nok humpe og er bange for at forvaerre situationen. Vi kommer til hospitalet, og saa begynder taarerne. Jeg bliver koert til en sygeseng i en rullestol og hulker. Det goer ondt, jeg er bange, jeg er chokeret, og der er mega nederen, at min tur til Mombasa skal oedelaegges af en smadret fod.
De andre indskriver mig, og betaler de 700kes det koster, og en laege kommer og trykker lidt paa min fod og mine taeer, og siger at jeg skal røngten fotograferes. Jeg bliver koert dertil i koerestol. Inden da, vil de gerne give mig en indsprøjtning med smertestillende, men jeg afslaar – for det foerste goer det ikke ret ondt, for det andet kan det jo vaere laegen skal trykke mere og for det tredje stoler jeg ikke paa naale.
Det var meget maerkeligt at have sit foerste
hospitalsbesoeg i Kenya! Heldigvis var det her et godt hospital – slet ikke som det offentlige hospital i Nyeri.
Men det betød jo saa, at jeg ikke kunne gaa nogen steder, og alle vores planer maatte laves om – intet bliver nogensinde som man planlaegger i Kenya.
Vi tog en taxa til det hus, vi havde lejet, hvor jeg blev installeret paa sofaen. De andre tog i Nakumatt, og jeg sov.
Om aftenen holdt vi hjemme-aften og hyggede med oel, smoeger og god mad og hyggelige snakke.
FILM
Hele dagen var jeg installeret paa sofaen, og mens pigerne gik ud for at koebe ind, blev Malte og jeg hjemme og saa Ringenes Herre 2 + ekstramateriale. O doede af varme! For det kan godt vaere, at det siges at vaere blevet koldere i Mombasa pga regntiden, men for folk fra Nyeri, der er vant til 15-25 grader var der ulideligt! Jeg laa bare og svedte selvom jeg ikke havde andet paa end en kanga! Da de andre kom hjem, havde de heldigvis koebt krykker for mig. 2000kes pr. krykke!! Og jeg tror desvaerre, jeg har smidt kvitteringen vaek.
Ved halv 7 tiden tog vi borra-borra fra huset og ned til matatustationen, saa vi kunne komme ud at spise. Det var ret specielt at sidde paa motorcykel med smadret fod, og jeg maatte laegge benet rundt om chaufføren...det saa ret intimt ud, kan jeg forestille mig. Men det var den eneste maade.
Vi kom med matatu og ind til byen og spiste paa italiensk restaurant. Bagefter gik vi i biografen. Det var meningen, vi skulle have set Sex and the City (oprindeligt skulle jeg have set Alice i Eventyrland sammen med Malte, men den gik ikke laengere), men den gik kun fredag og soendag, saa vi endte med at se Death at a funeral – ikke ligefrem anbefalelsesvaerdig. Under middagen stødte den tyske volontør, som bor sammen med Johanne og Lenette, Janne, til. Efter film skulle vi videre i byen.
Vi tog paa noget der hedder Bob’s, som er en lille gaard-agtig ting med en del barer og et udendørsomraade, og hvor det koster 150kes at komme ind. Det var et super hyggeligt sted, men meget svaert at holde ud, naar man ikke kunne danse! For de spillede en masse fantastisk musik – bl.a. Back Street Boys. Men jeg sad ved bordet med mine smoeger og min cola og to stole, og fik en gang i mellem besoeg af forskellige folk, der gerne ville snakke og vide, hvad, der var sket med foden. Der var ogsaa et par stykker, der gerne ville koebe mig drinks – og jeg har oplevet det foer, hvis man ikke har noget alkohol, eller ikke gider drikke alkohol, saa vil alle pludselig gerne købe noget til én. Der var for eksempel denne her fyr med super-fede dreads. Han paastod ogsaa, at han kun var paa Bob’s for min skyld, og at han elskede mig....meget paagaaende. Heldigvis gik han kold senere paa aftenen og sad og sov i en stol. Men det var meget senere, for i Mombasa er det bedst at vaere ude indtil det bliver lyst, for ellers er det ikke ret sikkert at tage hjem, naar man bor et godt stykke udenfor byen. Saa jeg festede videre og dansede lidt i min stol og snakkede med en masse wazungu – dem er der nemlig en del af i Mombasa. Bl.a. med en norsk fyr, Geir, fra Bergen, som arbejder med streetboys hernede.
Fin aften, men modbydeligt at vaere ude af stand til at danse.
DOEDS BUS-TUR OG VILDT HJEM
Jeg frygtede for busturen med min fod, og vi havde derfor bestilt de to forreste saeder, hvor der gerne skulle vaere en del benplads. Der var der ogsaa cirka. Jeg kunne i hvert fald laegge benet op paa instrumentbraettet, selvom det ikke var super behageligt. Og saa havde man samtidig frit udsyn til trafikken - og ingen sikkerhedssele! Jeg taenkte flere gange, at det ville vaere et mirakel hvis vi kom helskindede frem! Saa hvilket mirakel, for vi kom frem, og var ikke doede, selvom jeg var meget traet, havde ikke vaeret i stand til at sove. Vi var i Nyeri omkring kl. 8...og det havde regnet. Nyeri er 100% mudder, naar det har regnet. Jeg fik kaempet mig hjem, foerst matatu, og saa den stejle bakke og det sidste stykke hen til vores port. Jeg tror det tog mig en halv time fra matatuen til vores doer - det tager normalt 5-10 minutter, maaske kun 3. Men jeg naaede frem, kun for at faa beskeden om, at der har vaeret indbrud! I soendags, mens familien var i kirke. Vi skyndte os ind for at se, om noget var blevet stjaalet. Vi havde allerede afskrevet computeren, men maaske penge og USB-stik stadig var der. Men! De havde ikke taget noget! Jo, mit 20 spoergsmaal til professoren spil fra Faetter BR, men intet andet. Ikke engang de smaa-penge og USB-stik der laa frit fremme! Det er simpelthen saa underligt! de giver ingen mening!! Det virker naesten lidt internt...det er i hvert fald helt sikkert nogen, der har vidst at vi boede der, og at det var i netop det vaerelse. De havde klippet vores haengelaas over med en boltsaks. Men hvordan de er kommet ind i selv huset er en gaade, for doerene er virkeligt svaere at bryde ind af, fordi der er tre skydelaese, hvoraf kun den midterste kan aabnes udefra. Mystisk og klamt.
Saa nu haaber jeg at uheldet er stoppet, for jeg orker ikke mere.
I dag kaempede jeg mig paa arbejde - det goer jeg ikke i morgen, og ikke foer jeg kan stoette paa foden, for krykker og Nyeri virker ikke. Og krykker og mig virker ikke... Mine haandled graeder efter at have transporteret mig maaske en halv kilometer eller mere og op ad to virkeligt stejle bakker. Men jeg er stoppet med smertestillende, og haevelsen har lagt sig en del, og jeg regner med at kunne gaa lidt paa torsdag. Det skal jeg. For vi har et projekt, vi skal have startet.
Forlænget weekend i Nairobi
VISUM, YMCA OG RASTA-FEST
Fedag i sidste uge (28. maj) tog vi matatuen til Nairobi for at få fornyet vores visum. Det var en lidt hård tur, da vi havde tømmermænd, efter at have været til vores første fest i Nyeri. Menvi klarede den, og var i Nairobi omkring kl. 12 (vi var taget afsted fra Nyeri ca. kl . 9), hvor vi mødtes med Malte! Det var rart at se ham igen. Han var i Nairobi, fordi hans kæreste (fra februar-holdet) skulle komme fra Uganda om aftenen.
Malte havde ventet siden han ankom med bussen fra Mombasa kl. 4 om morgenen, så det første vi gjorde var at finde en taxa, som kunne køre os til YMCA. Hvor vi havde bestilt to værelser. Vi fandt en taxa, og kom til hotellet – men de kiggede meget forkert på os, da vi spurgte efter vores værelser – der stod altså ikke noget i dét navn?! AFRIKA! Jeg blev lidt sur på dem, og spurgte, hvordan man i fremtiden skulle sikre sig at man har et værelse, når nu det ikke var nok, at ringe og få ham i telefonen til at gentage datoerne fem gange. Vi kunne få to doubble unselfcontained (dvs uden eget bad og toilet), hvis vi ville, og det sagde vi så ja til – det er nemlig sådan, at YMCA har en pool, og den ville vi meget gerne benytte os af. Men da vi kom ind på værelserne, viste det sig, at det var enkeltsenge, og ikke dobbeltsenge – og det vildeste: I skabet på det ene værelse, lå der et, hårdkogt, pillet æg!! HVORFOR?!
Vi skyndte os at finde på en undskyldning for at få pengene igen (=at vores venner lige havde ringet og sagt, at de havde fået værelser til os allesammen inde i byen) Det virkede, og vi skyndte os at gå.
Så gik turen til Nyayo House, hvor immigrationskontoret ligger – desværre måtte stakkels Malte tage med, fordi vi ikke havde tid til, først at finde et hotel.
Visum og håndaftryk
På immigrationskontoret blev man sendt fra skranke til skranke – så skulle man udfylde en formel og så aftlevere sine to pasbilleder til fremstillingen af Alien-card, og så aflevere sit pas og 2200kes (hvilket faktisk var lidt af et problem, fordi, vi havde fået at vide, at vi skulle bestale i dollar, og derfor ikke havde supermange kenyanske shilling med), og så skulle man sætte sig over og vente til man blev kaldt op, og skulle så gå et helt tredje sted hen, hvor der skulle laves fingeraftryk. Det var en meget hyggelig mand, der stod for det. Han snakkede og snakkede, og sagde, at jeg hed det sammen som hans kusine, og derfor var jeg nu også hans kusine, og om han måtte invitere mig på middag en dag og om han måtte få mit nummer? Ja ja, hvis han ville lave et papir, hvor Isabella og jeg fik hele vores hånd på? Det ville han gerne. Så nu har vi et papir med både alle vores fingre og hele vores hånd.
Endelig var vi færdige og kunne vende næsen mod midtbyen, for så ville vi forsøge os med at få værelser paa Hotel Greton, hvor vi også var sammen med Johanne og Lenette. Vi fandt det, og fik to værelser – lidt billegere end de egentlig var, fordi vi brokkede os over, at priserne var steget markant siden sidst (det var de egentlig ikke, men det troede jeg, og damen accepterede med det samme), så det var fint. Aftenen stod på lidt mad hos vores stamsted med alle fasfood-restauranterne, og kortspil, smøger og hygge på altanen på hotellet, indtil Malte skulle hente Lotte og Isabella og jeg gik i seng.
YMCA – igen.
Om morgenen lørdag mødtes vi alle 4 til morgenmad, og bagefter besluttede Isabella og jeg os for at gå til YMCA – man må nemlig godt låne deres pool, selvom man ikke bor der – mod et lille beløb, selvfoelgelig. Så vi begav os afsted. På vejen mødte vi lige Mette og Maya (det var de fleste fra februar-holdet, som var i Nairobi, fordi deres program er slut) – midt i et kryds i Nairobi – vi mødstes næsten aldrig i Nyeri, men i Nakuru og Nairobi har vi mødtes helt tilfældigt. Vi fandt YMCA (lidt langt væk), betalte vores 100kes og gik ind for at klæde om. Inden vi gik ud af omklædningsrummet nåede vi lige at se, at der var dresscode for badetøjet! Ingen spaghetti-stropper, bl.a.! Og vi havde kun vores bikinier! Vi valgte at satse på, at wazungu (mzungu, hvid, i flertal) må alt, og der var da heller ikke nogen, der sagde noget til os.
Trods dét, at det var overskyet, var det fantastisk at svømme. Vi svømmede vel omkring 14 baner, hvilket var lidt hårdt for en utrænet og længe-siden-jeg-har-svømmet-krop, men dejligt. Desværre fik vi ikke rigtig noget sol, og gik bare hjem, da vi var færdige.
Til frokost mødtes vi med Lotte og Malte i Westgate-centret i westlands (den pæne og dyre del af byen), hvor vi spiste på en lækker cafe, Artcaffée, og brugte alt for mange penge på mad, the og kage. Bagefter gik Isabella og jeg i biografen og så Robin Hood. Vi fik begge lidt hjemve. Jeg savnede at tage i skoven og klæde mig ud, og Isabella savende sine heste.
Om aftenen tog vi i byen med februar-holdet. Vi startede med at være på et sted, der hedder Simmer’s, og bagefter tog vi til Westlands til et sted, der hedder Gipsy’s, som er en klub. Det var fedt at være ude at feste igen, og februarholdet var skide søde. Dog var der lige lovligt mange indere, der bare stod og gloede, naar man dansede... Vi var først hjemme igen kl. 4, så det var dejligt.
Rasta festival og bhangi
Vi stod op og spiste morgenmad kl. 9.30, og kl. 11 mødtes vi med min ven John (ham jeg for længe siden sad klemt sammen med bag i KENWA-bilen, da der skulle laves film, den første uge, vi var her), så han kunne følge os til reggae-koncert. Det var egentlig Nelly, der havde inviteret os, men da han først ville tage fra Nyeri om morgenen, kunne vi godt regne ud, at han ville være der lidt sent, og vi skulle allerede tilbage med matatuen til Nyeri kl. 15, saa vi kunne vaere hjemme inden det blev moerkt). Saa heldigvis havde John sagt ja tilat tage med. Vi skulle ogsaa have moedtes med Heather (den irske pige, vi moedte paa Muran’ga),men hendes veninde var blevet overfaldet og roevet med pistol natten foer, saa det skulle hun lige tage sig af – shit mand!
Naa, men sammen med John fandt vi en bus og begav os afsted. Det var lidt uden for byen – Kasarani Stadium, hedder det – saa det tog naesten en time at komme derud. Det var et gratis arrangement, men vi skulle alligevel staa lidt i koe, fordi man lige skulle visiteres inden man kom ind – ingen stoffer og vaaben.
Det mindede mega meget om Roskilde Festival i stemningen, og jeg kom saadan til at savne det – der var graes og sol og boder med rasta-ting og en duft af bhangi (pot – for det var selvfoelgelig alligevel lykkedes alle mulige at smuge det med ind) – der manglede kun lidt oel. Men vi satte os i graesset, og lyttede lidt til musikken mens vi snakkede og ventede paa Nelly, og jeg tog mig en smøg (jeg er simpelthen blevet den vaerste ryger hernede! Men det stopper efter Roskidle, for ingen har lyst til at vaere ryger i Danmark – det er jo ligesom at vaere sort i 50’ernes USA). Men dejligt var der at sidde paa graesset med en smøg i haanden og reggae i ørerne.
Kl. ca. 13 moedte Nelly endelig op – og han havde ogsaa smuglet bhangi med, saa det smagte jeg lidt af, men ikke ret meget, og fik hverken roede oejne eller blev hoej, for saa var han vaek for at finde sine venner. Vi moedtes lige og sagde farvel, for vi skulle gaa saa vi ogsaa kunne naa at faa noget at spise.
Heldigvis ville John gerne foelge os hele vejen. Saa kl. 15 sad vi i mamtatuen og 20 minutter senere koerte den. Perfekt.
Abonner på:
Opslag (Atom)