Forlænget weekend i Nairobi

VISUM, YMCA OG RASTA-FEST

Fedag i sidste uge (28. maj) tog vi matatuen til Nairobi for at få fornyet vores visum. Det var en lidt hård tur, da vi havde tømmermænd, efter at have været til vores første fest i Nyeri. Menvi klarede den, og var i Nairobi omkring kl. 12 (vi var taget afsted fra Nyeri ca. kl . 9), hvor vi mødtes med Malte! Det var rart at se ham igen. Han var i Nairobi, fordi hans kæreste (fra februar-holdet) skulle komme fra Uganda om aftenen.

Malte havde ventet siden han ankom med bussen fra Mombasa kl. 4 om morgenen, så det første vi gjorde var at finde en taxa, som kunne køre os til YMCA. Hvor vi havde bestilt to værelser. Vi fandt en taxa, og kom til hotellet – men de kiggede meget forkert på os, da vi spurgte efter vores værelser – der stod altså ikke noget i dét navn?! AFRIKA! Jeg blev lidt sur på dem, og spurgte, hvordan man i fremtiden skulle sikre sig at man har et værelse, når nu det ikke var nok, at ringe og få ham i telefonen til at gentage datoerne fem gange. Vi kunne få to doubble unselfcontained (dvs uden eget bad og toilet), hvis vi ville, og det sagde vi så ja til – det er nemlig sådan, at YMCA har en pool, og den ville vi meget gerne benytte os af. Men da vi kom ind på værelserne, viste det sig, at det var enkeltsenge, og ikke dobbeltsenge – og det vildeste: I skabet på det ene værelse, lå der et, hårdkogt, pillet æg!! HVORFOR?!

Vi skyndte os at finde på en undskyldning for at få pengene igen (=at vores venner lige havde ringet og sagt, at de havde fået værelser til os allesammen inde i byen) Det virkede, og vi skyndte os at gå.

Så gik turen til Nyayo House, hvor immigrationskontoret ligger – desværre måtte stakkels Malte tage med, fordi vi ikke havde tid til, først at finde et hotel.

Visum og håndaftryk

På immigrationskontoret blev man sendt fra skranke til skranke – så skulle man udfylde en formel og så aftlevere sine to pasbilleder til fremstillingen af Alien-card, og så aflevere sit pas og 2200kes (hvilket faktisk var lidt af et problem, fordi, vi havde fået at vide, at vi skulle bestale i dollar, og derfor ikke havde supermange kenyanske shilling med), og så skulle man sætte sig over og vente til man blev kaldt op, og skulle så gå et helt tredje sted hen, hvor der skulle laves fingeraftryk. Det var en meget hyggelig mand, der stod for det. Han snakkede og snakkede, og sagde, at jeg hed det sammen som hans kusine, og derfor var jeg nu også hans kusine, og om han måtte invitere mig på middag en dag og om han måtte få mit nummer? Ja ja, hvis han ville lave et papir, hvor Isabella og jeg fik hele vores hånd på? Det ville han gerne. Så nu har vi et papir med både alle vores fingre og hele vores hånd.

Endelig var vi færdige og kunne vende næsen mod midtbyen, for så ville vi forsøge os med at få værelser paa Hotel Greton, hvor vi også var sammen med Johanne og Lenette. Vi fandt det, og fik to værelser – lidt billegere end de egentlig var, fordi vi brokkede os over, at priserne var steget markant siden sidst (det var de egentlig ikke, men det troede jeg, og damen accepterede med det samme), så det var fint. Aftenen stod på lidt mad hos vores stamsted med alle fasfood-restauranterne, og kortspil, smøger og hygge på altanen på hotellet, indtil Malte skulle hente Lotte og Isabella og jeg gik i seng.

YMCA – igen.

Om morgenen lørdag mødtes vi alle 4 til morgenmad, og bagefter besluttede Isabella og jeg os for at gå til YMCA – man må nemlig godt låne deres pool, selvom man ikke bor der – mod et lille beløb, selvfoelgelig. Så vi begav os afsted. På vejen mødte vi lige Mette og Maya (det var de fleste fra februar-holdet, som var i Nairobi, fordi deres program er slut) – midt i et kryds i Nairobi – vi mødstes næsten aldrig i Nyeri, men i Nakuru og Nairobi har vi mødtes helt tilfældigt. Vi fandt YMCA (lidt langt væk), betalte vores 100kes og gik ind for at klæde om. Inden vi gik ud af omklædningsrummet nåede vi lige at se, at der var dresscode for badetøjet! Ingen spaghetti-stropper, bl.a.! Og vi havde kun vores bikinier! Vi valgte at satse på, at wazungu (mzungu, hvid, i flertal) må alt, og der var da heller ikke nogen, der sagde noget til os.

Trods dét, at det var overskyet, var det fantastisk at svømme. Vi svømmede vel omkring 14 baner, hvilket var lidt hårdt for en utrænet og længe-siden-jeg-har-svømmet-krop, men dejligt. Desværre fik vi ikke rigtig noget sol, og gik bare hjem, da vi var færdige.

Til frokost mødtes vi med Lotte og Malte i Westgate-centret i westlands (den pæne og dyre del af byen), hvor vi spiste på en lækker cafe, Artcaffée, og brugte alt for mange penge på mad, the og kage. Bagefter gik Isabella og jeg i biografen og så Robin Hood. Vi fik begge lidt hjemve. Jeg savnede at tage i skoven og klæde mig ud, og Isabella savende sine heste.

Om aftenen tog vi i byen med februar-holdet. Vi startede med at være på et sted, der hedder Simmer’s, og bagefter tog vi til Westlands til et sted, der hedder Gipsy’s, som er en klub. Det var fedt at være ude at feste igen, og februarholdet var skide søde. Dog var der lige lovligt mange indere, der bare stod og gloede, naar man dansede... Vi var først hjemme igen kl. 4, så det var dejligt.

Rasta festival og bhangi

Vi stod op og spiste morgenmad kl. 9.30, og kl. 11 mødtes vi med min ven John (ham jeg for længe siden sad klemt sammen med bag i KENWA-bilen, da der skulle laves film, den første uge, vi var her), så han kunne følge os til reggae-koncert. Det var egentlig Nelly, der havde inviteret os, men da han først ville tage fra Nyeri om morgenen, kunne vi godt regne ud, at han ville være der lidt sent, og vi skulle allerede tilbage med matatuen til Nyeri kl. 15, saa vi kunne vaere hjemme inden det blev moerkt). Saa heldigvis havde John sagt ja tilat tage med. Vi skulle ogsaa have moedtes med Heather (den irske pige, vi moedte paa Muran’ga),men hendes veninde var blevet overfaldet og roevet med pistol natten foer, saa det skulle hun lige tage sig af – shit mand!

Naa, men sammen med John fandt vi en bus og begav os afsted. Det var lidt uden for byen – Kasarani Stadium, hedder det – saa det tog naesten en time at komme derud. Det var et gratis arrangement, men vi skulle alligevel staa lidt i koe, fordi man lige skulle visiteres inden man kom ind – ingen stoffer og vaaben.

Det mindede mega meget om Roskilde Festival i stemningen, og jeg kom saadan til at savne det – der var graes og sol og boder med rasta-ting og en duft af bhangi (pot – for det var selvfoelgelig alligevel lykkedes alle mulige at smuge det med ind) – der manglede kun lidt oel. Men vi satte os i graesset, og lyttede lidt til musikken mens vi snakkede og ventede paa Nelly, og jeg tog mig en smøg (jeg er simpelthen blevet den vaerste ryger hernede! Men det stopper efter Roskidle, for ingen har lyst til at vaere ryger i Danmark – det er jo ligesom at vaere sort i 50’ernes USA). Men dejligt var der at sidde paa graesset med en smøg i haanden og reggae i ørerne.

Kl. ca. 13 moedte Nelly endelig op – og han havde ogsaa smuglet bhangi med, saa det smagte jeg lidt af, men ikke ret meget, og fik hverken roede oejne eller blev hoej, for saa var han vaek for at finde sine venner. Vi moedtes lige og sagde farvel, for vi skulle gaa saa vi ogsaa kunne naa at faa noget at spise.

Heldigvis ville John gerne foelge os hele vejen. Saa kl. 15 sad vi i mamtatuen og 20 minutter senere koerte den. Perfekt.