Muranga Children's home og African Time

Muranga og African Time, part 1
Efter besoeget paa Belwop's fredag, maatte vi hjem for at pakke, for vi skulle til Muranga. Det var meningen at vi skulle foelges med "mor" (Nancy) hjemmefra kl 4. Men kl. 4 var hunendnu ikke kommet hjem, saa vi laeste blot videre i vores boeger. Kl. ca. 5 ringede hun saa. Til Alan. Han skulle pakke nogle ting for hende. Senere ringede hun saa til os. Vi skulle altsaa lige skynde os! For vi skulle moede hende i byen, og om vi havde husket to lagener og et taeppe (det havde hun ikke sagt noget om?!) (vi droppede det ogsaa, for det var aabenbart bare for vores egen skyld og vist unoedvendigt). Det er meget fedt, at hun ringer i sidste oejeblik, i stedet for at ringe kl. 4 og sige, at hun bliver forsinket, og at vi bare kan faa Alan til at pakke nogle ting til hende, tage dem med, og moede hende inde i byen. Men vi begyndte at pakke.
Saa ringede hun igen. Vi skulle huske at vaere klaedt officielt paa (Heller ikke det havde hun naevnt foer, saa nu maatte vi ogsaa klaede om). Endelig blev vi klar, og fandt ud af, hvor vi skulle moedes, kom afsted, moedtes og gik mod matatustationen. Og saa lod "mor" bomben falde: "Det kan godt vaere, det er en god ide, hvis I koeber nogle snacks, for man ved aldrig, om man faar mad paa Muranga" !!!! Godt vi havde spist en god frokost, vi selv havde lavet! Og at jeg havde taget lidt ekstra kiks med. Men vi koebte snacks og kom afsted i en matatu. Vi skulle skifte i Karatina (saa nu har jeg ogsaa vaeret der), og saa videre til Muranga Town hvorfra vi skulle have en taxa til boernehjemmet, for klokken naaede at blive 18 inden vi kom afsted, og dermed ville det vaere moerkt inden vi naaede Muranga. Faktisk blev det moerkt inden vi naaede Karatina, for det tog ca. 1 time. Saa paa den maade kom det til vores foerste lange matatutur i moerke. Vi var, indroemmet, lidt nervoese. Det bedste var dog den faenomenale maade, det an lykkes at proppe mennesker ind i en bil. Der er i virkeligheden plads til 14 mennesker i en matatu. Vi var oppe paa 21 paa et tidspunkt, inklusiv to halvstore boern. Laekkert. Og der var viiiildt varmt! Saa varmt, at vi tvang "mor" til at have vinduet aabent, selvom hun froes - saa kunne hun faa lov at laane vores toerklaeder!
Vi naaede boernehjemmet kl ca. 9. (Nok lidt foer, for der var stadig "Love Spell" - den fantastiske mexicanske serie, der sendes hver aften kl. 8). Og vi fik mad! Ugali og stuvet hvidkaal. Fint nok.
Isabella og jeg var vildt traette, og kunne naesten ikke overskue at hilse paa boernene, og spurgte, efter maden, hvor vi skulle sove? vi blev vist derhen: I en koejeseng paa den ene boerne-sovesal! Fint nok, det skal nok gaa. Vi lagde os i seng ved 22-tiden. Lyset blev foerst slukket kl 23.30, og boernene larmede ret meget. Da de endelig sov........skar de taender. (det loed virkelig maerkeligt, jeg har aldrig foer hoert nogen skaere taender, det var Isabella, der fortalte, hvad det var.) Og lavede en masse lyde i det hele taget, og hostede, selvfoelgelig. Og midt om natten vaagnede Isabella, fordi hu nvar ved at blive aedt af myg! Og det var mig, der havde myggenettet (det skulle aabenbart daekke baade over- og underkoeje)..og det var svaert. Puh! Saa det var ikke meget, vi fik sovet den nat.
Og saa meget for at have officielt toej paa, der var jo ingen gaester, de kom foerst loerdag!!! Jeg ville meget gerne have rejst i noget andet end to lag nederdel og stroempebukser, tak!

Muranga, African Time - Part 2
Men op kom vi. Og pludselig begyndte der at ankomme en masse mennesker. Vi vidste, at der skulle komme nogle gaester, ikke saa meget andet. Men ude i baggaarden, hvor koekkenet ogsaa var, sad der en masse unge mennesker og snittede groentsager til en masse mad. Da vi ikke havde noget at lave og ikke var blevet sat til noget, spurgte om vi ikke maatte vaere med. Det maatte vi gerne.

Da vi ikke syntes der var mere at lave, gik vi ud foran boernehjemmet. WOW! Der var pludselig helt vildt mange mennesker! For det viste sog, at det var et ret stort arrangement, og der var vist ca. 13 firmaer, der havde stoettet enten materielt eller financielt, saa deres bannere hang rundt omkring. Og saa var der ogsaa nogle forskellige NGO'er involveret, bla. nogen der hedder NOPE National Organisation og Peer Educators, som var dem, der havde stablet hele arrangementet paa benene. Men hvor var det syret pludselig at komme ud og see et lille telt, musik, bannere, busser og mennesker over det hele paa den lille plads. Og ved siden af, var der nogle der legede en masse lege med boernene. Vi var dog ikke med, det hele var lidt overvaeldende, og vi ville hellere gaa lidt rundt og observere, og tage nogle billeder.
Vi moedte ogsaa en anden hvid! Heather, hedder hun. Hun er fra Irkand og skal vaere i Kenya i 6 maaneder. Det er en del af hendes collegeuddannelse. Hun er paa 4. aar, International Development, og er kun 20! Hun er rigtigt soed, og hende hyggede vi os med resten af dagen. Hun bor i Nairobi (ligesom naermest alle andre end os).
Naesten helt efter programmet (kun en times tid forsinket) skulle vi have mad = lang koe, og selvfoelgelig ca. to tredjedele inde i koen: Ikke mere bestik. Saa resten af os maatte spise af nyvaskede engangs tallerkener og skeer. Jeg elsker Afrika! Og maden var god. Der var baade ris og ugali og koed. Imens vi stod i koe, skulle boernene optraede. Det var med sange og digte om det at vaere et barn foraeldreloes pga. AIDS. Det var faktisk ret roerende, og jeg har forsoegt at optage det.



Jeg ved ikke, om det er den rigtige video, da jeg ikke kan se dem her og min egen computer er blevet syg(!!), men forhaabentlig. Proever lige, for en sikkerheds skyld en anden ogsaa.


Og en tredje. Sorry. Skal nok fjerne dem, hvis de er ligegyldige. Vil i egentlig ikke lige evaluere paa, hvilken en, der er vigtigst at lade ligge, eller om jeg skal lade dem alle ligge? - Tak.










Arh, har lige tjekket videoerne. De er helt forkerte. Den foerste er, hvor alle danser i en stor ring, det virkede ret spontant. Den anden er den foerste gruppe af boern, der danser ind for at opfoere et lille digt.
De to sidste er jeg i tvivl om, hvad er (har ikke set dem endnu), for de har problemer med at virke..

Viedoeblog med mere film

Soendag 25. april 2010
BOERNEHJEM!
I fredags besoegte vi et boernehjem. Belwop's Rescue Centre, hedder det.
Det er en dame ved navn Veronica, der har startet hjemmet. Hun startede uden nogen penge overhovedet, og har koert stedet nu i fem aar ved private donationer. Hun bruger ikke selv tid paa fundraising, for det tager opmaerksomheden fra boernene jo, og saetter sin lid til Gud. Og det er jo saa gaaet meget fint indtil nu. Der har vaeret mange hvide forbi, som har stoettet med donationer... Naa, men bortset fra det med pengene, var det et rigtig rart sted at vaere! Boernene er rigtigt soede, og der er ikke saa mange. Faktisk kun 20, hvoraf de 3 er drenge. For egentlig er det kun for piger, men hvis man vil redde en pige, og denne pige har en bror, kan man jo ikke noejes med at redde pigen. Vi legede og sang med boernene, hvilket jeg har optaget lidt af.



Og saa en lille film med en sang. Her i Kenya er de fleste sange salmer eller gospels. Ogsaa denne. Hvis man ikke kan hoere det, er teksten noget lignende (i omkvaedet): "I call the name of God, everyone who calls the name of God will be saved. Romance 10.13 (kapitel 10, vers 13)." Det er altsaa uddrag fra salmer og Biblen. Fagterne er vist nok doevesprog samtidig.



Det fedeste ved Belwop's er, at de ligger lige ved siden af, hvor vi bor, saa det tager ikke mere en et kvarters tid at gaa derhen, og vi haaber paa at faa lov at komme derud noget mere. Aller helst hver fredag, i stedet for mange forskellige boernehjem, saa vi kan komme til at laere de her boern at kende lidt.

Det var saa alt for fredag d. 23. april.

Videoblog?

Saa fandt vi en bedre netforbindelse, saa maaske det kan lade sig goere?

Lidt hverdag

Lige en lille update, til eventuelt bekymrede laesere.
Isabella og jeg har det rigtig godt her i Nyeri. Arbejdet gaar stadig lidt traegt, men det er fint nok. Vi har kun vaeret paa hospitalsbesoeg en gang siden den tur, jeg beskrev tidligere. Og vi har aftalt, at vi nok ikke vil tage mere paa hospitalsbesoeg, fordi vi ikke helt har de noedvendige vacciner, synes vi. Dog vil jeg maaske paa et senere tidspunkt genoptage hospitalsarbejdet, for jeg har meningokog (meningitis) vaccine, og tuberkulose skal jeg ikke vaere saa bange for, fordi jeg har et godt helbred og godt immunforsvar, og desuden skulle det vaere ret let at kurrere.
Jeg har nemlig fundet ud af, at jeg maaske synes det er lidt spaende arbejde paa de der sygehuse. Men nu maa vi se. Lige nu bliver det ved home visits og hvad vi nu ellers bliver sat til. Her er en (lidt gammel) beretning om nogle af vores oplevelser.

Torsdag d. 15. april
HOME VISIT
I dag var vi paa field work sammen med Steven, som er en af medarbejderne for KENWA. Vi skulle bare paa en lille tur, kun en times gaatur. V gik to timer. Blot for at komme ud til en familie, hvor manden har vaeret sengeliggende i lang tid, men nu endelig kan gaa, og konen sagtens kan arbejde, for at vaske op for dem...og saa gaa to timer hjem igen. Vi var SAA sultne da vi kom tilbage til KENWA, for vi havde ikke spist siden kl 8 og da var klokken blevet 15.30. Og det vaerste var, at vi havde gaaet en vej hjem, som foerte os til vores egen hoveddoer (der hvor vi tager matatu om morgenen hjemme fra og til KENWA), men vi kunne ikke bare gaa hjem, for de fleste af vores ting var stadig paa KENWA! Arg! Saa vi tog en matatu det sidste stykke. Det er HAARDT at bo i Afrika! ;)


BARNEPIGE
Vi har den dejligste barnepige i denne uge, fordi "mor" er paa noget seminar-halloej i Nairobi. Vores barnepige hedder Anne, og er ret sjov og soed, og saa har hun laant A wild sheep chase af Haruki Murakami! Jeg er spaendt paa, hvad hun siger til den!
(Lillebror og lillesoester - de er saa soede!)
(Anne fletter Isabellas haar ...og tegningen i baggrunden er Isabellas mestervaerk fra en aften hvor vi tegnede med boernene... :))

Soendag d. 18. april
NANYUKI
I gaar var vi i Nanyuki, det var dejligt at vaere tilbage. Rart med noget kendt. Og saa var vi i boderne for at koebe lidt souvenirs og smykker (det har de nemlig ikke rigtigt i Nyeri). Det var meget skaegt, fordi vi for en gangs skyld havde tid til det (paa Platformen havde vi jo sjaeldent mere end en time i Nanyuki), og vi skulle selvfoelgelig med ind i aaaalle boderne :) Puh det blev en lidt dyr shoppingtur. og saa skulle vi selvfoelgelig ogsaa forkaeles lidt. Derfor gik vi paa Boulangerie (The French Cafe) og spiste tunsandwich (Isabella) og cheeseburger (mig) :) Og milkshake. Og vi moedte en af voluntoererne fra Daraja (en af dem fra USA) og snakkede lidt emd hende, det var hyggeligt, og hun lovede at hilse dem allesammen.
Bagefter var vi lige i Nakumatt, som er et meget vestligt supermarked, saa vi kunne koebe lidt vestlige ting saa som body shampoo, som aabenbart ikke rigtigt er slaaet igennem hernede. Bodylotion og almindelig shampoo er, men ikke body. Jeg koebte ogsaa lige 3 boeger... ville have koebt Platon, men ombestemte mig, og koebte istedet Dante The Inferno og en digtsamling af Edgar Alen Poe om doed...lidt dystert, og saa fandt jeg (af alle steder!!) The Den of Shadows quartet - nogle fantastiske vampyrboeger. Det er een bog med alle fire boeger i. Fedt, for de er ikke til at faa i DK mere.

ENDU ENGANG KIRKE
Vi har lige vaeret i kirke. Det var lidt anderledes end sidst. Der var for det foerste mange flere i kirken, og dermed loed det ldit bedre, da de sang, fordi de var saa mange. Og saa var der nogle gaeste praedikener - det var ligesom i tv. Det var en mand og en dame, den ene talte engelsk og den anden swahili, og saa fik de ellers talt sig igennem en hel time og raabt AMEN mindst 90 gange! :) Men det mest vilde var, at da vi kom (en times tid for sent, selvfoelgelig) skulle der siges velkommen til gaesterne (det goer de vist altid, hvis der er nogle nye paa besasoeg). Og vi havde derhjemme snakket om, at vi maaske skulle fremfoere en sang, men vi blev lidt overvaeldede af, at det skulle vaere nu med det samme, men Nancy var allerede gaaet op til praesten og havde fortalt ham, at gaesterne havde en sang! Saa vi maatte op foran hele menigheden og praesentere os selv, og fortaelle, at vi gerne ville synge en dansk sang (her lavede vi saa et lille tvist, fordi Nancy vist helst ville have haft en engelsk sang, men det kunne vi ikke se nogen mening i, vi er jo fra Danmark, og sang jo ikke bare for at synge), saa det blev Regnvejrsdag i November - igen :) Det gik fint, isaer i betragtning af, at Isabella aldrig har sunget foran nogen foer, og heller ikke er en saerligt habil sanger (hun synger rigtigt fint, men er ikke traenet overhovedet - det er det jeg mener). Men det var nu sjovt nok. :)

Tirsdag d. 20. april
I dag har vi brugt 2-3 timer paa at vaske vaegge!! (hvordan i al verden vaeggene er kommet til at blive beskidte over halvanden meter op er os en gaade). Og afvaskningen foregik med relativt beskidt vand, saa gaet lige selv om det paa nogen maade var muligt at se, at vi havde gjort rent?! Jeg har vooold ondt i mine arme nu, og skal til at passe paa, saa jeg ikke faar seneskedehindebetaendelse i haandledene. Til gengaeld har vi faaet tidligt fri i dag! Juhu, allerede kl 14.
I gaar brugte vi saa 4 timer paa at vente. Hvilket var meget maerkeligt, fordi vi blev ringet op om morgenen, vi skulle skynde os paa arbejde, vaere der kl 9, for vi skulle paa field work. Vi skyndte os saa, men da vi kom, skulle vi lige vente paa, at personalemoedet blev faerdig. 4 timer tog det! Heldigvis havde vi vores boeger med. Bagefter, da de endelig var faerdige, skulle vi paa Field workk, denne gang med en der hedder Monica. Vi skulle til et sted, som det tager 35 min i matatu at komme til. Stedet hedder Kangaita. Vi skulle besoege en ny klient. Det var en list akavet oplevelse, for der var en masse mennekser, og damen havde det ret daarligt. Men det vaerste var, at der aabenbart var sket lidt af en misforstaaelse! De troede nemlig at vi var laeger!! Man kunne ligefrem se skuffelsen i deres oejne, da vi fortalte, at vi altsaa bare var studerende. Og vores arbejde paa dette besoeg bestod saa i, at vi skulle fodre den syge dame med lidt frugt og saa gaa igen. I dag har vi sagt til Joseph, at de nok boer tage ud og besoege hende sammen med en sygeplejerske eller doktor.
I morgen kommer nogle af KENWAs donorer paa besoeg - vi skal hjaelpe til i koekkenet.
Dog ser det ud til, som planen er nu, at vi skal besoege boernehjemmet i Muranga (hedder det maaske) paa fredag til loerdag.
(Her er vi saa iklaedt nogle skoerter vi laante af Mary Wangeshi (til hoejre. Damen til venstre ved vi ikke hvad hedder, men hun er lidt skoer, og spoerger hele tiden om hun ikke maa faa et af Isabellas armbaand), vi laante dem, saa vi ikke blev beskidte naar vi gjorde rant. Jeg synes selv jeg minder lidt om Madam Mim...)

Spændende dyr og planter

AFRIKAS NATUR
I dag (8. april) tog en af KENWA-damerne (Mother Mwalimu = Mor lærer) os med til det område, hvor hun bor. Det er et lille stykke udenfor Nyeri, og hedder Giakanja. Turen dertil tog ca. 15 min - da vi endelig kom afsted. For i dag havde vi også vores første oplevelse med de lokale busser. Ligesom med Matatuerne, venter man, til bussen er fyldt før man kører. Det tager alt andet lige længere tid i en stor bus end i en Matatu. Så selvom vi var nogle af de sidste, der satte os ind, ventede vi i næsten en time, før vi kom afsted. Imens vrimlede det med gadesælgere i midtergangen, som solgte alt fra vandmelon og brød til underbukser og ure. Vi havde ikke fået noget frokost, så vi købte en lille bolle - hvilket viste sig at være en god idé senere.
Fra busstoppestedet i Giakanja skulle vi gå, for Mother Mwalimu ville gerne vise os området. Det var en skøn tur. Det første vi stødte på, var et Macaademian nødde træ. Hun kunne ikke huske hvad de hed på engelsk, men vi mente at vi godt kunne kende nødderne, som vi smagte mens de var helt friske - mmm! Hun Kunne nu i det hele taget ikke ret meget engelsk, og talte til os på en blanding af engelsk, swahili og kikuyu, så det gik fint ... ! Næste stop var en stor dam, eller sø, hvor de åbenbart fisker, og der lå også fiskeroser. Meget smukt. Videre på vores vej så vi både kaffeplanter, avocado- og mangotræer og en 2 uger gammel ged. Vi fik også lov at spise en mango, nyplukket fra træet. Det gøres uden kniv, og ved at skrælle frugten med tænderne og derefter gnave frugtkødeti sig - lidt ligesom med appelsinbåde. Turen havde efterhånden ført os ret langt, o vi var begyndt at spekulere hvor meget længer "not far" kunne være, og endelig kom vi til Mothe Mwalimus hus, som var vores bestemmelsessted. Her mødte vi hendes mand, hans kone nummer to og deres 3 børn. Mother Mwalimu er kone nummer et, og hendes børn er voksne og flyttet hjemmefra. Hun og hendes mand har 4 børn, og vi mødte to af dem, en søn og en datter. Hos Mother Mwalimu fik vi både en avocado (som jeg glæder mig til at spise) og et stykke sukkerrør! Det smager ret godt, egentlig - lidt ligesom vandmelon med sukker - bare ikke for meget af gangen. Efter voresbesøg var det tid til at tage matatuen hjem, og det skete ved at gå op til vejen og stille sig og vente til der kommer en forbi. Inden vi nåede så langt, stødte vi på en miniature kameleon, som vi fik til at skifte farve på den ene side, ved at sætte den på en gren med både lyse og mørke blade. Det så fedt ud, og den var lidt sød, selvom den hvæsede hele tiden. Vi så forresten også en KÆMPE rotte!! (død) Den var nærmest ligeså stor som en lille kat - 30-50cm lang eksklusiv halen! Wow!

Så i dag har vi virkelig oplevet Afrika. Jeg tror også vi har ageret meget-spændende-indslag i nogle af børnenes dag, for jeg tror ikke, der kommer så mange hvide ude på de kanter, og nogle af de børn vi mødte, var helt eksalterede og generte samtidig - nogle hoppede endda op og ned imens de fnisende kastede stjålne blikke på os. Det er stadig ret sjovt og sødt, synes jeg - How R U? :)

HVERDAGEN
Nu hvor vi ikke har mulighed for at undervise, har vi indviljet i at være lektiehjælp for vores søskende. Det er ret hyggeligt, men også lidt anstrengende, for de begynder først på deres lektier efter aftensmad, dvs. ca. kl 8/halv 9, og de har nogle gange rigtigt meget for. Derfor kan det godt blive lidt sent, eller vi er nødt til at sige, at nu går vi i seng - også selvom de ikke er færdige. Vi har tænkt på at sige, at vi laver lektie-time fra 17-18 hver dag, og resten må de klare selv, for vi er nødt til at gå mega tidligt i seng, for vi er af en eller anden grund helt vildt trætte hele tiden.
Vi er stadig ikke kommet rigtigt i gang med arbejdet, og glæder os til mandag, hvor det forhåbentlig mere hverdagsagtigt. For i denne uge har vi haft besøg af vigtige folk fra Nairobi-afdelingen. De er i gnag med at lave en dokumentar om KENWA, hvor de så har skullet filme og interviewe nogle af KENWA-Nyeris lklienter og medarbejdere. og så er der ikke så meget tid til os. Men vi var nu alligevel med den ene gang. Det var lidt mærkeligt at være på sit første home visit, og så have kameraer med og bare stå og kigge lidt. Men det var også fedt på et andet punkt: Turen der ud. vi var 10 der skulle der ud, og 1 bil. Det betød: 3 foran (to Nairobi-damer + chauffør), 4 på bagsædet (2 Nyeri-damer, Nancy-mor og så Isabella presset ned imellem) og så var vi 3 i bagagerummet (der var et sæde. Mig og så de to kameramænd). Det var mega hyggeligt. Jeg sad godt nok mega dårligt, men hele vejen både frem og tilbage, talte jeg med den ene kameramand (den anden sov). Han hedder John, bor i Nairobi og studerer noget der vist hedder International Relations - altså en slags international politik, og han er ved at skrive sin master. Så vi havde jo masser at snakke om, og han opdaterede mig lidt på den politiske situation. De er nemlig ved at vedtageen ny konstitution her i landet, og pt er de splittet ret ligeligt mellem ja- og nej-sigere. Det er meget spændende, og efter vi ahr fået TV-antenne herhjemme, forsøger jeg at følge lidt med i nyhederne (som nemlig er på engelsk bestemte tidspunkter af dagen). Nå, men summa sumarum er, at John og jeg endte med at udveksle numre, så Isabella og jeg kan ringe til ham, når vi på et tidspunkt tager et par dage til Nairobi. Vildt lækkert. Så har jeg to kantakter i Nairobi.

Landet uden fædre

1ste påskedag. Genopstandelsen, så vidt jeg husker. I dag var lidt en blanding for os.
Vi startede dagen med en fantastisk morgenmad, omelet, chapati (grove pandekager), toastbrød med smør og afrikansk te. Det var meningen vi skulle have været afsted til hospitalet omkring kl. 12, men det begyndte at regne, så vi måtte udskyde besøget. I stedet spillede vi lidt kort med børnene, så lidt TV – vi fik nemlig TV-antenne i går – og spiste popcorn. Endelig ved to-tiden kom vi afsted. Først på grøntsagsmarked. Det var fedt at opleve, og vi aflurede lidt priser: ca. 10 tomater for 60ksh (kenyanske shilling) og ca. 1kg kartofler for 50ksh. Så ved vi det til, når det er vores tur til at gå ud og handle. Vi fik også købt lidt vand – vi er nemlig stadig på flaske-vand, fordi vi endnu ikke tør drikke vandet fra hanen. Vi fik også købt nogle hemmelige ting (Nancy ventede nemlig et andet sted), så som klemmer – vi har lavet vores egen lille tørresnor inde på værelset til vores undertøj – og en rulle toiletpapir, for vi er ikke helt sikre på, at det er en selvfølgelighed. Men den er meget hemmelig, og bor inde på vores værelse i en taske, og så smugler man lidt papir med ud af gangen. Meget vigtigt at hemmelige ting er gemt lidt væk, lillebror og lillesøster er nemlig meget nysgerrige.
På vej hen til hospitalet, skulle vi lige forbi en af Nancys kolleger og bedste veninder (jeg har glemt hendes navn). Hun bor i Majengo-slummen (et af slum områderne i Nyeri), i et hus med vægge af bølgepap-plader og tag af sækkelærreder. Men der er lås på døren, gulvpap med mønster og strøm og antenne til TV'et – jævnt absurd i min verden. Her startede vores Afrika-eventyr for i dag, med at vi fik afrikansk te – men denne gang på en anden måde end vi er blevet vant til. Denne gang var det ikke kogt på mælk, men på vand og med en masse sukker og så den ekstra ingrediens: Kanel stødt i morter. Det smagte næsten som ”chai” te, men med lidt mere kanel-smag. Vi fik også hver et stykke kanel. Jeg har godt set hele kanelstænger før, også nogen der var en halv meter lange, men jeg har aldrig før lagt mærke til, at det er bark. Og jeg har heller aldrig før prøver at tygge det rent. Det er meget stærkt! Og samtidig lidt ligesom lakridsrod.
Tilbage til afrika-eventyret. I de gode sofaer, der var i stuen hos denne veninde, sad to andre kvinder. Den ene snittede løg, og den anden lå i hjørnet, og lignede lidt en der sov. Men på et tidspunkt begyndte hun at græde. Vi troede det var fordi der skete noget sørgeligt i fjernsynet, men pludselig sagde Nancy: ”Hvis I lige gider skynde jer lidt at drikke teen færdig, så skal vi afsted til hospitalet.” For kvinden havde fødselsveer!! Hun var allerede gået lidt over tid! Så Nancy havde bestilt en taxa, og vi måtte afsted og op til vejen. Den unge kvinde, 23 år, kunne næsten ikke gå for smerterne, og på vej op af en skråning, stoppede hun op, og jeg var sikker på, at nu gik vandet. Men det gjorde det ikke. Til gengæld kunne jeg se, at hun næsten ikke havde kræfter til at gå længere, og jeg bød hende min hånd, som hun tog, og så støttede jeg hende, til vi kom op til taxaen. Det var meget rørende at støtte en fremmed kvinde på den måde.
Ude på hospitalet spurgte vi Nancy, hvor faderen var? Han var der ikke. Hun fortalte, at i Kenya, er der mange børn, der ikke har en far. Faren er ikke død, han er der bare ikke. Hendes egne børns far er den samme, men de blev skilt for nogle år siden. Børnene ser ikke deres far, så vidt vi kan forstå. Og de taler heller ikke om ham. Derfor: Landet uden fædre.
Samtidig er det også landet med de mange børn, for april er ferie-måned, og derfor er alle børnene hjemme, så der er børn overalt!

HOSPITALSBESØG
Fortsættelsen på vores Afrika-eventyr var hospitalet. Da vi nåede dertil, stod der en masse mennesker udenfor hospitalet, og vi undrede os lidt. Men det var fordi, der snart var besøgstid. Vi fik dog lov at gå med ind sammen med Nancy, veninden og den højgravide kvinde. På fødeklinikken, måtte vi vente, mens der blev ordnet papirarbejde. I ventetiden kunne vi stå og læse på en plakat på døren ind til the Labouring ward. Der stod, at det koster 1500ksh at føde et barn. Derudover koster det også penge for den mad, man får serveret samt de instrumenter, der er blevet brugt. Mange har derfor ikke råd til at føde på hospital, derfor føder de hjemme, det er farligt og på den måde vokser både børnedødeligheden og dødeligheden blandt fødende kvinder. Forfærdeligt.
Da papirarbejdet var i orden, gik Nancy, veninden og vi videre, for nu var det tid til sygebesøg, som egentlig var vores oprindelig plan med at tage ud på hospitalet. Patienterne, der skulle besøges, var klienter fra KENWA.
Det første besøg foregik i en anden bygning. Lugten, der mødte os, da vi trådte ind på sygestuen, var overvældende. Den mindede mest af alt om lugten i en grisestald! Synet var ikke meget bedre. Der var ca. 12 på samme stue, og personen vi skulle besøge, var helt afpillet – eller, sådan så det i hvert fald ud, at dømme ud fra de konturer, der tegnede sig under de tynde, nussede og snavsede tæpper, der dækkede patientens krop. Vi blev aldrig helt klar over, om det var en mand eller en dame, men sandsynligvis en mand. Han havde ligger der i 3 uger, og led af meningitis. Så lige nu, er jeg meget glad for min meningokok-vaccine. Den næste person, vi skulle besøge, hed John. Han havde det lidt bedre, måske, han kunne i hvert fald selv sidde op i sengen, kunne snakke og...give hånd. Vi fandt dog aldrig ud af, hvad han fejlede. Men rundt om ham lå flere ”skelet-mennesker”. Det næste besøg var en kvinde med lungebetændelse, og derefter en kvinde med tuberkulose (TB) – hun gav også hånd... Hun var helt afkræftet, og havde en slags stomi-pose, men så vidt jeg kunne se, fungerede det på den måde, at slangen bare er ført op i urinrøret, men jeg er ikke sikker. Ud over TB havde hun fået liggesår – hun må altså have ligget der et stykke tid. Nancy inspicerede kort såret = hun løftede op i tæpperne, så vi også lige fik set det – et ca. 10cm i diameter stort sår, lige over/omkring halebenet – og det så ikke nyt ud.
Efter at have givet hånd til alle mulige, føltes det som om ens hånd var rødglødende af bakterier, så vi afsprittede vores hænder mindst 3 gange. Det værste ved hospitalet var sådan set ikke de syge/døende mennesker, det var mere de sanitære omstændigheder, og så lugten af dyr, skidt og møg. Og hvad endnu værre er, er at dette hospital måske er et af de pæneste. Jeg skal ikke blive syg hernede! Man bliver jo ikke rask sådan et sted. Man dør langsomt og lidende.

FORDØJELSE
Da vi kom ud, spurgte Nancy, hvordan vi havde syntes det var at besøge hospitalet. Isabella, som klart tog det hårdest, var meget ærlig, og sagde, at det havde været hårdt, og lidt ubehageligt. Jeg fortalte, at det var stort set første gang, jeg besøgte et hospital (jeg har kun været 2-3 gange på et dansk hospital, og aldrig selv). Nancy sagde, at det godt kunne være hårdt, og det derfor er vigtigt, at vi deler vores oplevelser med hinanden om aftenen efter arbejde.
Men det er jo sådan set ikke det psykiske, der er det største problem. Det er i virkeligheden hygiejnen og smittefaren, og dét, at vi ikke er blevet vaccineret med henblik på at færdes på et hospital – vi blev lovet børn, klinik og hjemmebesøg a là besøgsven. Men apropos hjemmebesøg, så fortalte Nancy lidt mere om, hvad det går ud på: Hjemmehjælper: Lave mad, hvis de syge er for svage til at komme ud af sengen, hjælpe i og af tøjet, vaske dem, foretage vejledning/tale med dem og ordne liggesår! På ingen måde, hvad vi havde forestillet os, eller hvad vi var blevet stillet i udsigt. Men nu venter vi lige minimum til i morgen, hvor vi starter rigtigt, og ellers en uge for at se, vores arbejde udvikler sig. Ellers ringer vi til Florence og forhører os, om det virkelig kan passe, for vi er jo ikke sygeplejersker.
Da vi skulle hjem fra hospitalet, fik vi heldigvis lov at gå alene, for Nancy manglede at købe nogle ting til aftensmad (ugali med spinat og noget kød-stuvning). Det var virkelig dejligt, fordi vi så kunne få lov til at tale om oplevelsen, uden at skulle bekymre os om, om nogen forstod vores toneleje osv.
Jeg håber ikke hospitals- og hjemmebesøg bliver det, vi primært skal lave, selvom det også er spændende, jeg håber vi får lov at arbejde lidt med børn, og lave noget mere organisations- og oplysningsarbejde – hvilket jeg heldigvis stadig glæder mig til!


Dagens citat, lærersætning og motto: ”Sæt din lid til Gud, så kan du ikke blive smittet af luftbårne sygdomme, Gud holder hånden over dig.”
Nancys svar på, om ikke det kunne være lidt farligt at gå rundt mellem de syge, uden at være ordentligt vaccineret?


Selvom vi kun har været her i 3 dage, føles det som meget længere. Men det føles også som om, vi skal hjem lige om lidt. 3 måneder er jo i virkeligheden ikke ret meget.

Søndagsmesse

Søndag, og dermed kirke. Vores mor er nemlig ”reborn” og protestantisk kristen.
Når man skal i kirke, tager man sit bedste tøj på, og så bruger mandet kun til kirke. Isabella og jeg havde begge tøj med hjemmefra, og var meget spændte på, om det var fint nok. Så inden vi tog afsted til kirke, forhørte vi os lige, og jeg tror vifaldt i god jord, for reaktionen var ”Eeeh!” stort smil og et kram + at vi lige skulle gå ind og præsentere os for veninden, der havde sovet hos os. Hendes kommentar: ”Yes, now you are fine girls for church.” Kirke starter kl. ca. 10.30, men vi kom lidt for sent, fordi strømmen var gået, da Nancy (mor) skulle i bad. Men den kom heldigvis igen kort efter.
Jeg har jo været med til Sunday Service på Daraja, og tænkte, at jeg nok havde en idé om, hvordan det ville komme til at foregå. Men da vi trådte ind i kirken, fik jeg nærmest et chok. På Daraja gik kirke ud på, at der blev sunget og danset og spillet på tromme (eller et bord, hvis trommen ikke lige var der). Her var det meget moderne. Der var nemlig både elektrisk keyboard, trommesæt og mikrofoner. Og så var der ellers godt gang i worship of the Lord med sang. Men det lød mildt sagt hæsligt! For keyboardet skiftede hele tiden toneart, plus der kørte en forfærdelig rytme fra keyboardet samtidig med at trommeslageren spillede og folk også forsøgte at klappe med. Udover det, sang man i alle toneart og ikke-tonearter. Normalt lyder det fedt, fordi de på en eller anden måde formår at få det til at harmonere, men det her hang slet, slet ikke sammen – det var ét stort rod af lyd. Det var den mest syrede oplevelse, jeg længe har været med til. Og så tog det 3 timer. Jeg havde faktisk glædet mig lidt, men det her var virkelig vildt. Dog blev det bedre hen mod slutningen, hvor de opgav mikrofonerne (de havde skrattet en del under de lange prædikener fra forskellige folk) og også keyboardet droppet, og så lød det faktisk fint med sangen, og jeg kunne endda stå og nynne lidt med, så det var dejligt til sidst :) Jeg er spændt på, hvad vi gør på søndag, om vi er nødt til at tage med, eller om vi kan luske os udenom, eller måske kan besøge en gospel menighed eller noget.

Efter kirke tog vi hjem, hvor den føromtalte veninde havde lavet frokost til os. Hun havde også været så sød at tage noget af vasketøjet ind, for det var nemlig begyndt at regne, lige da kirke var slut, og vasketøjet blev vasket i går, men nåede aldrig at tørre, fordi det regnede så meget i går (og vi har snart ikke mere rent tøj, så det er mægtigt tiltrængt). Efter frokost legede vi klappelege med Allan og Tabitha – hun er endelig begyndt at bløde op, og det er så dejligt. Hun sad på mit skød imens vi legede klappelege og imens Isabella og jeg sang nogle sange fra Spejder Sangbogen (som er en af de bedste ting, jeg har med! - Vi har også aftalt, at vi vil købe en guitar, og har faktisk set en til 200DKK i en butik, så det går nok, selvom den er lille).

Det er stadig lidt underligt at være en del af en familie, men det er også rart, og de er alle sammen søde. Dog er børnene meget nysgerrige på at komme ind på vores værelser, og tror, at de har afluret koden til vores lås, men det har de ikke, plus vi faktisk har lavet den om. Det er ikke så rart, at vi føler os nødsagede til at have lås på døren, men vi har bare ikke lyst til at de skal rode i alle vores ting, plus det ville være yderst ubehageligt, hvis noget pludselig forsvandt. Der er også en anden mindre behagelig ting, og det er, at de bare kommer ind, uden at banke på. Så vi tænker på at snakke med Nancy om det, for tænk hvis vi stod uden tøj på?

Nyeri

Så er vi endelig kommet til Nyeri, vores bestemmelsessted, så at sige. Vi er blevet indlogeret hos vores familie og har også aflagt et kort visit på KENWA-kontoret.

Familien maden og værelset
Vi bor hos vores mor, Nancy, som er enlig mor til to: Allan (11) og Tabitha (7). Nancy arbejder som health-worker for KENWA, og ved derfor dejligt meget om organisationen og dens arbejdsformer. Det er også hende, der senere i dag vil tage os med hen og se hospitalet, og i morgen måske med på nogle home visits. Dog håber vi ikke, at vi skal arbejde sammen med hende hver dag, for så kan det godt være det bliver lidt for meget.
Vi forsøger så godt vi kan at være behjælpelige med husholdningen, men sommetider kan vores intention om hjælp godt ende med at blive lidt modsat. Fx som i går aftes, da vi gerne ville hjælpe med at lave mad, og blev sat til at sortere ris (=at pille de beskadigede ris fra). Og vi var evigheder om det, for vi ville gerne gøre det ordentligt, og var meget grundige. Efter måske en halv time var vi nået gennem en tredjedel af risene....! Så kom Nancy heldigvis og overtog og viste os, hvordan det skulle gøres (hun var slet ikke helt så grundig, så det ved vi så til en anden gang :))
Apropos maden, var aftensmaden fantastisk. Det var ris med kartofler, tomat, gulerødder, løg og oksekød (mor, du ved, "sprængt"). Det smagte virkelig godt, lidt ligesom minestronesuppe. Til morgen fik vi pandekager og brød med smør. Lækkert! Til frokost fik vi resterne af stuvningen fra i går, og ugali med spinat, og måske koreander? Jeg var simpelthen nødt til at lade det grønne ligge, for selvom jeg godt kan lide spinat, kan jeg simpelthen ikke spise koreander. Jeg er selvfølgelig nødt til at lære det, men det fedeste kunne være, hvis vi måske kunne blive enige om, at udelade den ingrediens.
Omkring værelset kan siges, at det både har overrasket positivt og lidt negativt ifht. mine forventninger. Det positive er, at der er rigtige senge, elektrisk lys og en stikkontakt som virker - hele dagen endda (og der er faktisk også varmt vand i badet!). Det negative er, at vi ikke har hverken hylder eller reoler eller skabe il vores ting. Og madrasserne er for sjove! De er mega hårde (vist nok af skumgummi) men former sig efter en, og man kommer hurtigt til at lave buler i dem, fx lå jeg og læste med albuerne i madrassen, og da jeg rejste mig, var der to små fordybninger i madrassen, og jeg tror ikke de forsvinder. ...der er også en, der hvor jeg har ligget med min hofte i nat :) En anden positiv ting er, at vi har fået lov at have lås på vores dør, det kan nemlig godt være upassende at spørge om, men hun spurgte faktisk selv, og havde tænkt sig, at vi kunne låne hendes, hvis vi ikke selv havde (men det havde vi, og det er en med kode, så det er godt - så risikerer vi ikke, at vi kommer til at miste nøglen).
Vores mor er i det hele taget et postivt element. Hun er kun 29, og dejligt frisk og sjov. At vi ikke lige altid forstår hvad hun siger i første omgang gør ikke så meget, for hun gentager gerne - også 3 gange. Lille Allan er også fantastisk, han er meget selvstændig, og kan klare mange ting selv - han har endda sin egen mobiltelefon, som hans mor har købt til ham :) Lille Tabitha er meget genert, men er allerede i dag begyndt at bløde lidt mere op. Men hun har ikke lært ret meget engelsk endnu, så hun siger ikke så meget.
Nå ja! En meget positiv ting mere, er at der er et rigtigt toilet OG toiletpapir!! Fedest!

KENWA og slummen
KENWA-kontoret ligger lige ved siden af eller måske inde i et af slumkvarterene her i byen (som jeg desværre har glemt navnet på). Det er et pænt slumkvarter, og folk virkede rigtigt søde. Faktisk var en af de første ting, der skete, da vi kom gånde, at 3 små børn kom løbende imod os, tog os i hånden, og gik med os et par meter. Meget sødt! Og så bliver der selvfølgelig også råbt "mzungu! Mzungu!" (=hvid! Hvid!) efter os, og nogle af de mindste børn er lidt bange for at kigge på os, og endten græder de eller holder sig for øjnene.

Apropos Mzungu, kom Allan i dag ind og spurgte, om vi havde en "story book" han måtte laane? Joh, det havde jeg vist. Så nu har han lånt Mzungu boy (som er på engelsk, og vist er skrevet af en kenyaner, eller af en, der har boet i Kenya) og jeg aner ikke om det er en bog egnet for børn eller måske forbudt for børn. Men jeg har prøvet at fortælle både ham og hans mor, at jeg ikke har læst den selv, og derfor ikke ved, hvordan den er. Nu håber jeg bare, den ikke er for barsk eller er fyldt med sex! (hvilken katastrofe det ville være! Selvom jeg ikke tror Allan ville sige det, hvis den var...)

Men nu vil jeg smutte, for vi skal ned og mødes med Nancy på salon'en hvor hun har fået ordnet sit hår.

PS jeg har desværre ingen billeder, selvom jeg har taget mit USB-stik med, men siden jeg brugte det i computeren i MS guesthouse, har der været noget galt med det. Mega nederen når nu det er mit dyre USB stik med 8GB.


været i. København er måske

Nairobi

Så kom vi til Nairobi
Jeg er både totalt overvældet af skiftet fra land til by og samtidig lidt forelsket i Nairobi.
Her er meget hektisk, mere end i nogen anden storby, jeg har været i. København er måske i virkeligheden dét, der kommer tættest på. Vi ankom mandag ved halv to tiden, os der var b levet tilbage på Platformen (for det endte det nemlig med, at jeg gjorde) og bestilte pizza’er, som blev leveret direkte til MS guesthouse (som er det sted vi bor i disse dage, Desværre lukker det, fordi MS bliver slået sammen med Action Aid, og derfor flytter kontor, som ligger i samme bygning som gæstehuset). Det var lækkert med pizza, og bagefter slappede vi bare af. Om aftenen skulle vi fejre Johannes fødselsdag, mens hele holdet stadig var samlet, selvom hun først havde fødselsdag tirsdag. Festen foregik på Carnivore: En restaurant, hvor man kan få en masse grillet kød! Det betød at vi fik smagt følgende slags kød: 3 slags gris (spareribs, flæskesteg og pølser), 2 slags kylling (lår og vinge), lammesteg, oksesteg, kalkun, struds(-efrikkadeller) og krokodille (som smagte lidt af haj). Det var meeega lækkert, men dog lidt en farlig leg, eftersom vi på Daraja har levet næsten som vegetarer! Men hverken jeg eller min mave er rigtigt døde endnu, så det er jo dejligt :).
Tirsdag morgen tog de andre afsted. Først Zambia-folkene, Anne Mette og Andreas, kl. halv seks om morgenen (dem sagde vi farvel til om aftenen) og så Tanzania-folkene, Rikke, Randi, My, Fanny, Natacha, Anne, Karen, Camilla, Steffen, Marie og Amalie kl. 9.

Reduceret til 5; Kenya-gruppen
Tilbage er vi: Johanne, Isabella, Lenette, Malte og jeg. Og så begyndte vores program. Først fik vi en lille introduktion af vores kontaktperson, Florence, og så mødtes vi med en fyr, Joseph, som skulle vise os lidt rundt i byen. Først tog han os på en lille sightseeing tur, hvor vi så parliamentet, råhuset og Uhuru-park. Uhuru betyder frihed på swahili, og parken er opkaldt efter da de fik deres selvstændighed i 1963. Joseph fortalte også, at der i forbindelse med en eller anden demonstration var nogle kvinder der havde stillet sig op nøgne, for så kunne politiet ikke røre dem, og på den måde fik de vist gennemført det, de demonstrerede for, og det var også i Uhuru-park. (Kenya-gruppen og Joseph på en plads jeg har glemt navnet på.)
Under vores sightseeing, og faktisk hele dagen havde vi ”introduction to puplic transport”. Dvs. at lære, hvordan man kører med matatu. ...det er ikke noget man kan lære, for der er intet system. Der er numre på nogle af dem, men der er ingen busruter eller stoppesteder...så man må bare spørge sig frem, hvis man da ved, hvor man skal hen! Men er det så endelig lykkes at finde sig en matatu, er det mega fedt. For det første koster det kun 20ksh (ca. 15kr) og så bliver der spillet mega høj hiphop – som af en eller anden grund, faktisk lyder fedt herned. Det er som om stemningen passer.

Pumwani Majengo
Nå, men tilbage til vores dag. Efter sightseeing var det tid til slum-tur: Pumwani Majengo slummen. Den er langt mindre end Kibera (som jeg ikke fik besøgt), og det er her vores guide, Joseph bor, så han tog os med hjem til sit hus/værelse. Det var faktisk meget fint, og han havde både computer og internet. Jeg havde ikke troet at man havde strøm i slummen, men Joseph fortalte, at de fleste har strøm, hele dagen, men at det er illegal strøm. Da vi havde siddet og snakket lidt opdagede vi pludselig et velkendt ansigt på hans opslagstavle: Simon Kvamm! Det viser sig, at Joseph var en af dem, Simon Kvamm mødte, da han lavede dokumentaren ”Antiglobetrotter”, hvor han rejser til Kenya. Joseph havde selv en kopi af filmen, og vi så noget af den. Det var lidt underligt, for på et tidspunkt sidder han og Simon og snakker (faktisk også hjemme hos Joseph) og her fortæller Joseph, at hans storebror var blevet skudt i noget bandeopgør (eller noget lignende), og at han, da han var ret lille, måtte sælge sko på et marked, det indebar, at han skulle sidde der hele natten, men han måtte ikke falde i søvn af sikkerhedsmæssige årsager, og var derfor nødt til at tygge khat! Filmen er fra 2006 og Joseph har meget mere selvsikkerhed og styr på sit liv nu. Han er et fantastisk sødt menneske, og jeg er allerede blevet venner med ham på Facebook :) Han var totalt ung og frisk, og vi blev alle sammen meget overraskede, da han fortalte at han er 30!
Videre på vores tur i Pumwani besøgte vi et sted, hvor de lavede de træstatuer man kan købe alle mulige steder. En af håndværkerne fortalte mig om, hvordan det fungerer med træet. De bruger stadig ibenholt, men ikke kun den sorte kerne. Nu bruger de også den lyse del af træet, som de så maler og lakerer. Det er vist nok for at spare på træet, for der er ikke så meget tilbage. Lige uden for værkstedet var der en stand, hvor de solgte khat (kamaa, hedder det vist på swahili). Det er nemlig lovligt at tygge i Kenya, selvom der i mange restauranter, barer og butikker er skilte, hvor der står at det ikke er tilladt.
(Billedforklaringer: Hvidt stads over bål: Majsmel, der laves til en slags øl, som er meget grumset, og lidt farlig, fordi det er hjemmebrændt og fyldt med kemikalier. Danskere i stole: Josephs varelse. Det var ca. dobbelt så stort til den anden side, hvor der lige var plads til en dobbeltseng. Dansker foran bod: Lenette foran standen med khat. Børn: Nogle af de søde små børn fra Pumwani How are you?! How are you!?, siger de.)

Hjemme igen lavede vi selv aftensmad og så film (Hangover på pirat-dvd. Men den kan klart anbefales) i opholdsstuen.

01.04.2010 – Første april, og en slags aprilsnar...?
Både i går og i dag har vi bare stenet, når vi ikke har haft program. Og det dejlige har været, at programmet har foregået her i MS-huset. I går var det introduktion til vores placeringer. Det lader til, at Isabella og jeg ikke kommer til at arbejde så meget med børn, men mere med organisationsarbejde, altså oplysning om HIV/AIDS samt arbejde med unge og voksne. Men i dag havde vi besøg af en dame fra KENWA (den organisation, vi skal arbejde for), og det lyder virkelig spændende, det arbejde, de laver, så det skal nok blive fedt! Og det er allerede i morgen vi skal afsted! Til gengæld er det helligdag og påskeferie indtil på tirsdag, så vi starte med at have nogle dage sammen med værtsfamilien.
Værtsfamilien er en enlig mor, Nancy og hendes to børn, en dreng og en pige, på hhv. 8 og 11 år (vi ved dog endnu ikke, hvem der er ældst eller hvad de hedder).
I dag har vi lige været en enkelt tur ude af huset for at købe lidt ind og det medførte en næsten-nær-døds-oplevelse! For de kører jævnt sindssygt hernede! Det er bilerne der bestemmer, og fodgængerne kan bare skride, roads are for cars.. Så da vi gik ude i kanten af vejen, kom der en bil, og var vi ikke sprunget til siden var han banket lige ind i os! Og hvis vi ikke var døde, havde vi i hvert fald brækket knæene af det. Men det endte heldigvis bare med, at vi landede med skoene i nogle dybe vand/mudderpytter. Så det var vores første oplevelse med ens lags aprilsnar.
Den næste var i indkøbscentret, hvor vi ville hæve penge, men det var ikke muligt, for der er åbenbart noget galt med kortene fra Danskebank, og så vidt jeg kan forstå også i Danmark? Det er temmelig nederen, for jeg har snart ikke flere kontanter, så jeg håber det snart går i orden, og at jeg kan hæve lidt penge i Nyeri. Så det var den anden ”aprilsnar”...

Nu glæder jeg mig bare til at komme ud til familien og få mig en base. Og til at komme i gang med volontørarbejdet.