KENYA-KENYA-KENYA-KENYA-KENYA-KENYA
Så er rejsen vel faktisk begyndt. Jeg er på forberedelseskursus i København – Global Platform Denmark. Den første frygt og barriere er allerede blevet gjort til skamme og overvundet. Jeg har nemlig fundet ud af, at det er nogle rigtigt søde mennesker jeg skal af sted med. Jeg frygter (jo) altid, at jeg ikke kan finde ud af at indfinde mig i en gruppe. Men her er alle åbne, og alle har lyst til at prøve at komme ud af det med hinanden; og så vidt jeg kan se, er der ingen, der er udenfor. Det er vildt dejligt. Jeg kan huske sidste gang, jeg var på forberedelseskursus hos MS. Det var inden Next Stop turen til Syrien-Libanon. Dengang var jeg meget i tvivl om, hvad i al verden jeg dog skulle bruge det til. Og først da jeg kom derned opdagede jeg, at jeg faktisk kunne bruge det meste, og at det havde været rart at møde de mennesker, jeg skulle rejse med. Denne gang er det meget anderledes. Allerede fra første dag følte jeg, at det var vigtigt. Måske har det noget at gøre med, at det hele faktisk var meget konkret og relevant. Vi fik lidt at vide om, hvor
vi skulle være eller måske være, og hvad vi nok kommer til at arbejde med. Hele kultur-møde-dagen var også meget mere relevant, fordi vi kommer til at have meget mere at gøre med de lokale, end vi havde i Mellemøsten.
Så er rejsen vel faktisk begyndt. Jeg er på forberedelseskursus i København – Global Platform Denmark. Den første frygt og barriere er allerede blevet gjort til skamme og overvundet. Jeg har nemlig fundet ud af, at det er nogle rigtigt søde mennesker jeg skal af sted med. Jeg frygter (jo) altid, at jeg ikke kan finde ud af at indfinde mig i en gruppe. Men her er alle åbne, og alle har lyst til at prøve at komme ud af det med hinanden; og så vidt jeg kan se, er der ingen, der er udenfor. Det er vildt dejligt. Jeg kan huske sidste gang, jeg var på forberedelseskursus hos MS. Det var inden Next Stop turen til Syrien-Libanon. Dengang var jeg meget i tvivl om, hvad i al verden jeg dog skulle bruge det til. Og først da jeg kom derned opdagede jeg, at jeg faktisk kunne bruge det meste, og at det havde været rart at møde de mennesker, jeg skulle rejse med. Denne gang er det meget anderledes. Allerede fra første dag følte jeg, at det var vigtigt. Måske har det noget at gøre med, at det hele faktisk var meget konkret og relevant. Vi fik lidt at vide om, hvor
vi skulle være eller måske være, og hvad vi nok kommer til at arbejde med. Hele kultur-møde-dagen var også meget mere relevant, fordi vi kommer til at have meget mere at gøre med de lokale, end vi havde i Mellemøsten.Grill-aften i Libanon, August 2009. En f de eneste tætte oplevelser vi egentlig havde med de lokale.
I Kenya kommer jeg jo til at bo hos en familie og arbejde med de lokale. Som det ser ud nu, skal jeg bo samme med en, der hedder Isabella. Hun er en sød, lidt forsigtig, pige. Vi ved endnu ikke helt, hvad vi skal arbejde med, eller hvor vi skal bo (ud over at det er i Mombasa, som er ved kysten). Det vi har fået at vide er noget med KENWA (Kenya Network of Women with AIDS), børnehjem, klinik, hjemmebesøg, drop-in center (måske en slags klinik, hvor man kan komme ind, hvis man lige har en lille skavank – vi ved det ikke.).. Det syntes vi måske ikke lige var det, vi havde forestillet os, og i hvert fald ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Så i første omgang skal vores kontakt lige finde ud af, hvad det mere præcist går ud på, og hvis det er lige så meget 
sygdom som det ser ud til, vil hun prøve at finde noget andet, for jeg tror ikke, jeg vil kunne klare så meget sygdom – psykisk. Men hvis det bare er et almindeligt børnehjem, glæder jeg mig meget!
sygdom som det ser ud til, vil hun prøve at finde noget andet, for jeg tror ikke, jeg vil kunne klare så meget sygdom – psykisk. Men hvis det bare er et almindeligt børnehjem, glæder jeg mig meget! (Et billede, der måske forestiller et KENWA-center. Fundet på Google)
Tirsdag aften havde vi en global volontør, der selv var i Kenya sidste år (faktisk sammen med Dea) Og det var virkelig fedt at høre hendes fortælling, for nu glæder jeg mig endelig! Ju-hu! For som nogen måske ved, har jeg netop været meget, meget bekymret, og ikke haft det helt store overskud eller den helt store lyst til at tage af sted – det hele har været så stor en mundfuld. Og da jeg så fik at vide, at jeg måske skulle arbejde med syge og syge børn, og vi samme aften havde en læge, der fortalt om alle de forfærdelige sygdomme, var jeg bare en lille smule angst. Men
som sagt gjorde rejsefortællingen underværker. Det var fantastisk at høre om hendes oplevelse, og at få mulighed for at stille mere specifikke spørgsmål, så Platform og Kenya – here I come!
som sagt gjorde rejsefortællingen underværker. Det var fantastisk at høre om hendes oplevelse, og at få mulighed for at stille mere specifikke spørgsmål, så Platform og Kenya – here I come! Sådan forestiller jeg mig dele af min tur bliver :)
...og Masaier der hopper højt!
Lidt om folkene her, sammenholdet og selve kurset
Allerede fra første færd var der en dejlig stemning. Ingen her rejser sammen fra start – der er altså ingen der rigtigt kender hinanden på forhånd, kun nogle få ved tilfældighed, hvilket nok er med til at gøre, at der ikke rigtigt er gruppedannelser .- ikke udover arbejds- og landegrupper. Af dem, der kender nogen tilfældigt, kender jeg fx en der hedder My, fra spejder – hun har gået sammen med Bille, Lasse og Emil og kender også Mikkel fra Bagsværd.
De andre, der skal til Kenya hedder: Malte, Isabella, Johanne og Lenette. Vi er faktsik alle fra Sjælland, undstagen Lenette. Johanne går på RUC, og jeg er sikker på, jeg har set hende før. Malte er fætter til Josefine fra Lucas’ LilleSkole-klasse. Så verden er lille.
Her på platformen er vi ca. 20, dog lige nu kun 19, fordi en er taget hjem. Han rejser på lørdag, for han skal til Vietnam, og ikke Afrika (og faktisk skal han først et helt andet sted hen, som ikke har noget med MS at gøre). Men generelt er det en hyggelig flok, og vi snakker godt (og højt!) sammen, og vi har spillet spil og set film (i omgange – det var en meget lang film!) og så begyndte det jo at sne tirsdag! Og onsdag var sneen perfekt, så mens de fleste så film og spiste popcorn, var nogle af os udenfor, hvor vi lavede lidt sneboldkamp og BYGGEDE SNEMÆND (den ene iklædt en låne-hat fra klima-agenterne ^_^)
Baby-snemand
