Og hvis man stadig ikke er tilfreds, kan jeg fortælle, at der er totalt efterårsstemning her. Det er slut med korte ærmer, og vi har endda måttet trække i fleecetrøjerne!! Pissekoldt, er det. Konklusion: Regnsæsonen er IKKE slut endnu.
Og så lige et billede fra vores første middag hos Margret.
(fra venstre: Mig, Isabella, Jack, Margret, Steffi)
Torsdag d. 17. juni 2010
Saa er det de sidste dage, og det er virkelig mærkeligt! Vi forsøger at få så meget ud af vores sidste arbejdsdage som muligt, men det er svært, for afrikansk tid og uventede hændelser er stadig en stor del af det. Og sådan gik det for eksempel til, at vi brugte næsten hele dagen tirsdag på at vente og at vi efter også at have ventet en god del af onsdag, måtte droppe at snakke med gadedrengene, fordi der var et stort arrangement for børn i parken. Dermed har vi kun fredag tilbage til at lave vores projekt, fordi Steven ikke er der torsdag.
Alt emmer af afslutning, for om aftenen laver vi billedalbums og skriver evalueringsrapport, og jeg begynder snart at pakke for at se, hvor meget, jeg er nødt til at efterlade. Det bliver jo nok en del, desværre, eftersom jeg havde en hel del med herned. En ting, der er helt sikker, at jeg efterlader, er mine krykker. Dem får KENWA, de kan sikkert sagtens finde noget at bruge dem til. Jeg efterlader nok også en del tøj og en god mængde medicin. Virkeligt irriterende, at jeg har slæbt så meget medicin med, uden overhovedet at få brug for det! Men det er jo også altid rart at være på den sikre side... OG jeg gider i hvert fald ikke at spise de der indiske piller! Man ved ALDRIG hvad de har puttet i dem.
Mht. Nairobi er intet sikkert, forstået på den måde, at jeg har inviteret Nelly til at tage med, men man kan aldrig vide med ham. Han har sagt ja, men han er en idiot til at holde aftaler og han ved aldrig rigtigt hvor, hvornår og hvor meget han skal arbejde, plus han er super svær at få fat i – hvilket han påstår skyldes han telefon, som har et meget dårligt batteri, der ikke kan holde strøm ret længe. Og det vælger jeg så at tro på; men nøhj, hvor er det irriterende til tider! Og: Man kan aldrig stole på en kenyaner (og slet ikke, hvis han er Kikuyo og fra Nyeri), så ingen høje forventninger herfra.
Noget endnu mere irriterende er, at jeg måske er begyndt at få en slags udslet pga mine dreads! Jeg har fået sådan nogle små røde knopper, som lidt ligner små bumser, hele vejen rundt i hårkanten og ned foran ørerne, og de er også i hovedbunden. Og de klør! Jeg tror måske det er den voks, jeg bruger, så det dropper jeg nu, selvom dreads’ne bliver meget federe, når man bruger voks. Men jeg gider simpelthen ikke ligne en med små skoldkopper, bare for at få fine dreads. Måske jeg desværre er nødt til at klippe dem af, når jeg kommer hjem – nu må vi se. Lidt noget pis, for de har ikke engang været fede at have – de har krævet (og kræver stadig) en masse arbejde med at filtre dem sammen hele tiden.
God nyhed er, at jeg nærmest kan gå normalt! Jeg går lidt langsomt, og får ondt i foden til sidst på dagen, men det går helt sikkert fremad i udviklingen, så det er jo fantastisk.
Her til aften oplevede jeg så det mærkeligste! Ann var taget hele vejen til Kengami, bare for at fortælle mig, at hun har sat mig op med sin fætter! Jeg prøvede at fortælle hende, at jeg jo allerede har Nelly (hvilket jeg dog selv er begyndt at tvivle lidt på), men kenyanere forstår ikke nej, så det endte med, at jeg skal mødes med ham fredag, hvor jeg i forvejen har 1000 planer, så det er jo perfekt...han tager hele vejen fra Nairobi, bare for at se mig. Freak.
Fredag d. 18. juni 2010
Dagen med de 1000 planer
På KENWA gik Steven, Esther og jeg til Whisper’s Park for at møde gadedrengene, men de var der ikke, så vi måtte lede i hele byen, og endelig fandt vi dem. Vi fik overtalt dem tilat vise os deres hjem (hvilket hele tiden havde været meningen), selvom den ene af dem, Dennis, virkede meget imod det.
Den anden dreng hedder Abdallah. Han bor hos sin mor i Majengo (slum). Han har to mindre søstre, og moren ammer stadig den mindste, derfor kan hun ikke få et rigtigt job, og må nøjes med småjobs så som at vaske tøj, hvilket højst giver 100 om dagen, hvis der altså er noget tøj at vaske den dag.
Steven førte ordet, og vi andre stillede spørgsmål. Det viste sig, at Abdallah ikke er i skole, fordi hans mor ikke har råd – han skal nemlig i Nursery School, og det er iikke gratis. Det koster ca. 800ksh pr. Term, og der er 3 terms pr. år. Han mangler 2 år, det vil altså sige 2x2400ksh. Vi overvejer meget at sponsorere ham,men vi er i tvivl om vi tør stole på, at pengene når det rette sted hen.
Hos Dennis var det straks værre. Det blev på et tidspunkt tydeligt for os, at han er rædselsslagen for sin far, og at det var derfor han var så meget imod, at vi skulle besøge ham. Men vi fik overtalt ham til at tage os med alligevel. Hans far fortalte, at Dennis ikke er i skole, fordi han bliver ved med at stikke af derfra, og at han burde komme på en kostskole, men det har faren ikke råd til. Det har vi heller ikke, og vi ved heller ikke helt, om vi tror på det faren siger. Desuden er Dennis vist ikke helt klar til at blive hjulpet. Det er meget svært, for de sniffer jo lim de fleste af dem, og det skal de også ud af, så det er ikke bare at sende dem i skole.
I går ringede Jessi (fra platformen) til Isabella for at høre om han og James måtte komme og besøge os! Selfølgelig! Det gjorde de så i dag. Og det var super hyggeligt! Vi tog dem med på Town View, hvor vi gav the og lidt snacks. Jessi og James er bare de bedste! Det var så sødt. De havde åbenbart været i Nyeri i mandags for at besøge os, og var taget op på hospitalet, fordi de troede, det var der vi arbejdede, og havde brugt hele dagen på at lede efter os! Til sidst havde de ringet til Florence for at få vores numre! Og så var de altså taget hele vejen fra Nanyuki i dag for at se os i en times tid. :) :) :) – og vi er vist de første volontører de har besøgt nogensinde! Meget beærede, er vi.
Inden min blind date, skulle vi lige købe afskedsgaver, hvilket primært består af slik, så det skete i Mathai, som er det billigste af de to gode supermarkeder.
Blind date
Jidraff, som Anns fætter hedder, var jo kørt hele vejen fra Nairobi for at se mig, selvom jeg havde sagt, jeg max have en halv time, og nu begyndte klokken at blive mange. Vi skulle mødes mellem 4 og halv 5, og klokken nærmede sig 4.20. 4.25 mødtes vi uden for Batian Grand Hotel. Da vi ikke havde tid til at gå nogen steder hen for at sidde, måtte vi snakke på parkeringspladsen. Det var virkelig underligt, sådan at mødes med en, som jeg havde fået at vide nærmest var parat til at tage til Danmark med mig. Det havde været fedt, hvis nu han var skide pæn og sød og kunne udkonkurrere Nelly. Men selvom Nelly pt er en idiot, jeg ikke har hørt fra i 2 døgn, er han stadigvæk nice’ere end ham her lod til. Selvom han gav os et lidt hen til Belwop’s og vi fik lov til at sidde på ladet af hans pick up. Ann er meget skuffet, og kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke vil have ham(!!). Hvad regner hun med? At jeg lige skulle blive pladask forelsket i hm eller hvad? Kenyanere er voldunderlige noglegange. Desværre er jeg blevetlidt bange for, om hun er blevet sur på mig, fordi jeg ikke engang giver Jidraff en chance. Men hvad skal jeg gøre? Jeg har jo ikke en gang tid tilat møde manden i Nairobi. Tsk!
Søndag d. 20. juni 2010
Så fik vi sagt farvel til Nancy's kirke. Det var fint nok. For vi havde heldigvis fået lov til bare at komme til sidst så vi ikke skulle sidde der i de obligatoriske 3 timer.
TOWN VIEW
I går tog vi familien med ud at spise - på Town View Restaurant, selfølgelig. Det var fedt. Vi tror aldrig børnene har været på restaurant før (hvilket også til dels kunne fornæmmes på deres opførsel), og de syntes vist det var helt fantastisk at kunne vælge lige hvad de ville fra menu-kortet :)
Vi gav dem også gaver, og de blev simpelthen så glade. Børnene og Mary (huspigen) fik slik, og mor fik en hårelastik og en pynte-dims med et ordsprog til at stille på skænken (som hun ikke har, men det er fint nok). Og så gav vi dem et fotoalbum og et indrammet billede (af mor og børnene da de var til bryllup i lørdags).
Det blev de meget glade for, så det var fryd og gammen. i alt bespiste vi 6 mennesker med hovedret, dessert og drikkevarer for 2000kes (ca. 150kr!).
Da vi endelig kom hjem fra restauranten var klokken blevet 8 og kl. 9 gik vi ind til naboerne - for vi skulle selvfølgelig se VM! Og det var super fedt at se den sammen med dem, fordi de hæppede paa Cameroon - og endnu bedre at Danmark så vandt ;) Lålålålåå
Og så lige et billede af mit forfærdelige hår, så I kan være forberedt...
Ok. Den der film naegter simpelthen at blive up loadet. Sorry.
SvarSlet