Spændende dyr og planter

AFRIKAS NATUR
I dag (8. april) tog en af KENWA-damerne (Mother Mwalimu = Mor lærer) os med til det område, hvor hun bor. Det er et lille stykke udenfor Nyeri, og hedder Giakanja. Turen dertil tog ca. 15 min - da vi endelig kom afsted. For i dag havde vi også vores første oplevelse med de lokale busser. Ligesom med Matatuerne, venter man, til bussen er fyldt før man kører. Det tager alt andet lige længere tid i en stor bus end i en Matatu. Så selvom vi var nogle af de sidste, der satte os ind, ventede vi i næsten en time, før vi kom afsted. Imens vrimlede det med gadesælgere i midtergangen, som solgte alt fra vandmelon og brød til underbukser og ure. Vi havde ikke fået noget frokost, så vi købte en lille bolle - hvilket viste sig at være en god idé senere.
Fra busstoppestedet i Giakanja skulle vi gå, for Mother Mwalimu ville gerne vise os området. Det var en skøn tur. Det første vi stødte på, var et Macaademian nødde træ. Hun kunne ikke huske hvad de hed på engelsk, men vi mente at vi godt kunne kende nødderne, som vi smagte mens de var helt friske - mmm! Hun Kunne nu i det hele taget ikke ret meget engelsk, og talte til os på en blanding af engelsk, swahili og kikuyu, så det gik fint ... ! Næste stop var en stor dam, eller sø, hvor de åbenbart fisker, og der lå også fiskeroser. Meget smukt. Videre på vores vej så vi både kaffeplanter, avocado- og mangotræer og en 2 uger gammel ged. Vi fik også lov at spise en mango, nyplukket fra træet. Det gøres uden kniv, og ved at skrælle frugten med tænderne og derefter gnave frugtkødeti sig - lidt ligesom med appelsinbåde. Turen havde efterhånden ført os ret langt, o vi var begyndt at spekulere hvor meget længer "not far" kunne være, og endelig kom vi til Mothe Mwalimus hus, som var vores bestemmelsessted. Her mødte vi hendes mand, hans kone nummer to og deres 3 børn. Mother Mwalimu er kone nummer et, og hendes børn er voksne og flyttet hjemmefra. Hun og hendes mand har 4 børn, og vi mødte to af dem, en søn og en datter. Hos Mother Mwalimu fik vi både en avocado (som jeg glæder mig til at spise) og et stykke sukkerrør! Det smager ret godt, egentlig - lidt ligesom vandmelon med sukker - bare ikke for meget af gangen. Efter voresbesøg var det tid til at tage matatuen hjem, og det skete ved at gå op til vejen og stille sig og vente til der kommer en forbi. Inden vi nåede så langt, stødte vi på en miniature kameleon, som vi fik til at skifte farve på den ene side, ved at sætte den på en gren med både lyse og mørke blade. Det så fedt ud, og den var lidt sød, selvom den hvæsede hele tiden. Vi så forresten også en KÆMPE rotte!! (død) Den var nærmest ligeså stor som en lille kat - 30-50cm lang eksklusiv halen! Wow!

Så i dag har vi virkelig oplevet Afrika. Jeg tror også vi har ageret meget-spændende-indslag i nogle af børnenes dag, for jeg tror ikke, der kommer så mange hvide ude på de kanter, og nogle af de børn vi mødte, var helt eksalterede og generte samtidig - nogle hoppede endda op og ned imens de fnisende kastede stjålne blikke på os. Det er stadig ret sjovt og sødt, synes jeg - How R U? :)

HVERDAGEN
Nu hvor vi ikke har mulighed for at undervise, har vi indviljet i at være lektiehjælp for vores søskende. Det er ret hyggeligt, men også lidt anstrengende, for de begynder først på deres lektier efter aftensmad, dvs. ca. kl 8/halv 9, og de har nogle gange rigtigt meget for. Derfor kan det godt blive lidt sent, eller vi er nødt til at sige, at nu går vi i seng - også selvom de ikke er færdige. Vi har tænkt på at sige, at vi laver lektie-time fra 17-18 hver dag, og resten må de klare selv, for vi er nødt til at gå mega tidligt i seng, for vi er af en eller anden grund helt vildt trætte hele tiden.
Vi er stadig ikke kommet rigtigt i gang med arbejdet, og glæder os til mandag, hvor det forhåbentlig mere hverdagsagtigt. For i denne uge har vi haft besøg af vigtige folk fra Nairobi-afdelingen. De er i gnag med at lave en dokumentar om KENWA, hvor de så har skullet filme og interviewe nogle af KENWA-Nyeris lklienter og medarbejdere. og så er der ikke så meget tid til os. Men vi var nu alligevel med den ene gang. Det var lidt mærkeligt at være på sit første home visit, og så have kameraer med og bare stå og kigge lidt. Men det var også fedt på et andet punkt: Turen der ud. vi var 10 der skulle der ud, og 1 bil. Det betød: 3 foran (to Nairobi-damer + chauffør), 4 på bagsædet (2 Nyeri-damer, Nancy-mor og så Isabella presset ned imellem) og så var vi 3 i bagagerummet (der var et sæde. Mig og så de to kameramænd). Det var mega hyggeligt. Jeg sad godt nok mega dårligt, men hele vejen både frem og tilbage, talte jeg med den ene kameramand (den anden sov). Han hedder John, bor i Nairobi og studerer noget der vist hedder International Relations - altså en slags international politik, og han er ved at skrive sin master. Så vi havde jo masser at snakke om, og han opdaterede mig lidt på den politiske situation. De er nemlig ved at vedtageen ny konstitution her i landet, og pt er de splittet ret ligeligt mellem ja- og nej-sigere. Det er meget spændende, og efter vi ahr fået TV-antenne herhjemme, forsøger jeg at følge lidt med i nyhederne (som nemlig er på engelsk bestemte tidspunkter af dagen). Nå, men summa sumarum er, at John og jeg endte med at udveksle numre, så Isabella og jeg kan ringe til ham, når vi på et tidspunkt tager et par dage til Nairobi. Vildt lækkert. Så har jeg to kantakter i Nairobi.