Nairobi

Så kom vi til Nairobi
Jeg er både totalt overvældet af skiftet fra land til by og samtidig lidt forelsket i Nairobi.
Her er meget hektisk, mere end i nogen anden storby, jeg har været i. København er måske i virkeligheden dét, der kommer tættest på. Vi ankom mandag ved halv to tiden, os der var b levet tilbage på Platformen (for det endte det nemlig med, at jeg gjorde) og bestilte pizza’er, som blev leveret direkte til MS guesthouse (som er det sted vi bor i disse dage, Desværre lukker det, fordi MS bliver slået sammen med Action Aid, og derfor flytter kontor, som ligger i samme bygning som gæstehuset). Det var lækkert med pizza, og bagefter slappede vi bare af. Om aftenen skulle vi fejre Johannes fødselsdag, mens hele holdet stadig var samlet, selvom hun først havde fødselsdag tirsdag. Festen foregik på Carnivore: En restaurant, hvor man kan få en masse grillet kød! Det betød at vi fik smagt følgende slags kød: 3 slags gris (spareribs, flæskesteg og pølser), 2 slags kylling (lår og vinge), lammesteg, oksesteg, kalkun, struds(-efrikkadeller) og krokodille (som smagte lidt af haj). Det var meeega lækkert, men dog lidt en farlig leg, eftersom vi på Daraja har levet næsten som vegetarer! Men hverken jeg eller min mave er rigtigt døde endnu, så det er jo dejligt :).
Tirsdag morgen tog de andre afsted. Først Zambia-folkene, Anne Mette og Andreas, kl. halv seks om morgenen (dem sagde vi farvel til om aftenen) og så Tanzania-folkene, Rikke, Randi, My, Fanny, Natacha, Anne, Karen, Camilla, Steffen, Marie og Amalie kl. 9.

Reduceret til 5; Kenya-gruppen
Tilbage er vi: Johanne, Isabella, Lenette, Malte og jeg. Og så begyndte vores program. Først fik vi en lille introduktion af vores kontaktperson, Florence, og så mødtes vi med en fyr, Joseph, som skulle vise os lidt rundt i byen. Først tog han os på en lille sightseeing tur, hvor vi så parliamentet, råhuset og Uhuru-park. Uhuru betyder frihed på swahili, og parken er opkaldt efter da de fik deres selvstændighed i 1963. Joseph fortalte også, at der i forbindelse med en eller anden demonstration var nogle kvinder der havde stillet sig op nøgne, for så kunne politiet ikke røre dem, og på den måde fik de vist gennemført det, de demonstrerede for, og det var også i Uhuru-park. (Kenya-gruppen og Joseph på en plads jeg har glemt navnet på.)
Under vores sightseeing, og faktisk hele dagen havde vi ”introduction to puplic transport”. Dvs. at lære, hvordan man kører med matatu. ...det er ikke noget man kan lære, for der er intet system. Der er numre på nogle af dem, men der er ingen busruter eller stoppesteder...så man må bare spørge sig frem, hvis man da ved, hvor man skal hen! Men er det så endelig lykkes at finde sig en matatu, er det mega fedt. For det første koster det kun 20ksh (ca. 15kr) og så bliver der spillet mega høj hiphop – som af en eller anden grund, faktisk lyder fedt herned. Det er som om stemningen passer.

Pumwani Majengo
Nå, men tilbage til vores dag. Efter sightseeing var det tid til slum-tur: Pumwani Majengo slummen. Den er langt mindre end Kibera (som jeg ikke fik besøgt), og det er her vores guide, Joseph bor, så han tog os med hjem til sit hus/værelse. Det var faktisk meget fint, og han havde både computer og internet. Jeg havde ikke troet at man havde strøm i slummen, men Joseph fortalte, at de fleste har strøm, hele dagen, men at det er illegal strøm. Da vi havde siddet og snakket lidt opdagede vi pludselig et velkendt ansigt på hans opslagstavle: Simon Kvamm! Det viser sig, at Joseph var en af dem, Simon Kvamm mødte, da han lavede dokumentaren ”Antiglobetrotter”, hvor han rejser til Kenya. Joseph havde selv en kopi af filmen, og vi så noget af den. Det var lidt underligt, for på et tidspunkt sidder han og Simon og snakker (faktisk også hjemme hos Joseph) og her fortæller Joseph, at hans storebror var blevet skudt i noget bandeopgør (eller noget lignende), og at han, da han var ret lille, måtte sælge sko på et marked, det indebar, at han skulle sidde der hele natten, men han måtte ikke falde i søvn af sikkerhedsmæssige årsager, og var derfor nødt til at tygge khat! Filmen er fra 2006 og Joseph har meget mere selvsikkerhed og styr på sit liv nu. Han er et fantastisk sødt menneske, og jeg er allerede blevet venner med ham på Facebook :) Han var totalt ung og frisk, og vi blev alle sammen meget overraskede, da han fortalte at han er 30!
Videre på vores tur i Pumwani besøgte vi et sted, hvor de lavede de træstatuer man kan købe alle mulige steder. En af håndværkerne fortalte mig om, hvordan det fungerer med træet. De bruger stadig ibenholt, men ikke kun den sorte kerne. Nu bruger de også den lyse del af træet, som de så maler og lakerer. Det er vist nok for at spare på træet, for der er ikke så meget tilbage. Lige uden for værkstedet var der en stand, hvor de solgte khat (kamaa, hedder det vist på swahili). Det er nemlig lovligt at tygge i Kenya, selvom der i mange restauranter, barer og butikker er skilte, hvor der står at det ikke er tilladt.
(Billedforklaringer: Hvidt stads over bål: Majsmel, der laves til en slags øl, som er meget grumset, og lidt farlig, fordi det er hjemmebrændt og fyldt med kemikalier. Danskere i stole: Josephs varelse. Det var ca. dobbelt så stort til den anden side, hvor der lige var plads til en dobbeltseng. Dansker foran bod: Lenette foran standen med khat. Børn: Nogle af de søde små børn fra Pumwani How are you?! How are you!?, siger de.)

Hjemme igen lavede vi selv aftensmad og så film (Hangover på pirat-dvd. Men den kan klart anbefales) i opholdsstuen.

01.04.2010 – Første april, og en slags aprilsnar...?
Både i går og i dag har vi bare stenet, når vi ikke har haft program. Og det dejlige har været, at programmet har foregået her i MS-huset. I går var det introduktion til vores placeringer. Det lader til, at Isabella og jeg ikke kommer til at arbejde så meget med børn, men mere med organisationsarbejde, altså oplysning om HIV/AIDS samt arbejde med unge og voksne. Men i dag havde vi besøg af en dame fra KENWA (den organisation, vi skal arbejde for), og det lyder virkelig spændende, det arbejde, de laver, så det skal nok blive fedt! Og det er allerede i morgen vi skal afsted! Til gengæld er det helligdag og påskeferie indtil på tirsdag, så vi starte med at have nogle dage sammen med værtsfamilien.
Værtsfamilien er en enlig mor, Nancy og hendes to børn, en dreng og en pige, på hhv. 8 og 11 år (vi ved dog endnu ikke, hvem der er ældst eller hvad de hedder).
I dag har vi lige været en enkelt tur ude af huset for at købe lidt ind og det medførte en næsten-nær-døds-oplevelse! For de kører jævnt sindssygt hernede! Det er bilerne der bestemmer, og fodgængerne kan bare skride, roads are for cars.. Så da vi gik ude i kanten af vejen, kom der en bil, og var vi ikke sprunget til siden var han banket lige ind i os! Og hvis vi ikke var døde, havde vi i hvert fald brækket knæene af det. Men det endte heldigvis bare med, at vi landede med skoene i nogle dybe vand/mudderpytter. Så det var vores første oplevelse med ens lags aprilsnar.
Den næste var i indkøbscentret, hvor vi ville hæve penge, men det var ikke muligt, for der er åbenbart noget galt med kortene fra Danskebank, og så vidt jeg kan forstå også i Danmark? Det er temmelig nederen, for jeg har snart ikke flere kontanter, så jeg håber det snart går i orden, og at jeg kan hæve lidt penge i Nyeri. Så det var den anden ”aprilsnar”...

Nu glæder jeg mig bare til at komme ud til familien og få mig en base. Og til at komme i gang med volontørarbejdet.