Landet uden fædre

1ste påskedag. Genopstandelsen, så vidt jeg husker. I dag var lidt en blanding for os.
Vi startede dagen med en fantastisk morgenmad, omelet, chapati (grove pandekager), toastbrød med smør og afrikansk te. Det var meningen vi skulle have været afsted til hospitalet omkring kl. 12, men det begyndte at regne, så vi måtte udskyde besøget. I stedet spillede vi lidt kort med børnene, så lidt TV – vi fik nemlig TV-antenne i går – og spiste popcorn. Endelig ved to-tiden kom vi afsted. Først på grøntsagsmarked. Det var fedt at opleve, og vi aflurede lidt priser: ca. 10 tomater for 60ksh (kenyanske shilling) og ca. 1kg kartofler for 50ksh. Så ved vi det til, når det er vores tur til at gå ud og handle. Vi fik også købt lidt vand – vi er nemlig stadig på flaske-vand, fordi vi endnu ikke tør drikke vandet fra hanen. Vi fik også købt nogle hemmelige ting (Nancy ventede nemlig et andet sted), så som klemmer – vi har lavet vores egen lille tørresnor inde på værelset til vores undertøj – og en rulle toiletpapir, for vi er ikke helt sikre på, at det er en selvfølgelighed. Men den er meget hemmelig, og bor inde på vores værelse i en taske, og så smugler man lidt papir med ud af gangen. Meget vigtigt at hemmelige ting er gemt lidt væk, lillebror og lillesøster er nemlig meget nysgerrige.
På vej hen til hospitalet, skulle vi lige forbi en af Nancys kolleger og bedste veninder (jeg har glemt hendes navn). Hun bor i Majengo-slummen (et af slum områderne i Nyeri), i et hus med vægge af bølgepap-plader og tag af sækkelærreder. Men der er lås på døren, gulvpap med mønster og strøm og antenne til TV'et – jævnt absurd i min verden. Her startede vores Afrika-eventyr for i dag, med at vi fik afrikansk te – men denne gang på en anden måde end vi er blevet vant til. Denne gang var det ikke kogt på mælk, men på vand og med en masse sukker og så den ekstra ingrediens: Kanel stødt i morter. Det smagte næsten som ”chai” te, men med lidt mere kanel-smag. Vi fik også hver et stykke kanel. Jeg har godt set hele kanelstænger før, også nogen der var en halv meter lange, men jeg har aldrig før lagt mærke til, at det er bark. Og jeg har heller aldrig før prøver at tygge det rent. Det er meget stærkt! Og samtidig lidt ligesom lakridsrod.
Tilbage til afrika-eventyret. I de gode sofaer, der var i stuen hos denne veninde, sad to andre kvinder. Den ene snittede løg, og den anden lå i hjørnet, og lignede lidt en der sov. Men på et tidspunkt begyndte hun at græde. Vi troede det var fordi der skete noget sørgeligt i fjernsynet, men pludselig sagde Nancy: ”Hvis I lige gider skynde jer lidt at drikke teen færdig, så skal vi afsted til hospitalet.” For kvinden havde fødselsveer!! Hun var allerede gået lidt over tid! Så Nancy havde bestilt en taxa, og vi måtte afsted og op til vejen. Den unge kvinde, 23 år, kunne næsten ikke gå for smerterne, og på vej op af en skråning, stoppede hun op, og jeg var sikker på, at nu gik vandet. Men det gjorde det ikke. Til gengæld kunne jeg se, at hun næsten ikke havde kræfter til at gå længere, og jeg bød hende min hånd, som hun tog, og så støttede jeg hende, til vi kom op til taxaen. Det var meget rørende at støtte en fremmed kvinde på den måde.
Ude på hospitalet spurgte vi Nancy, hvor faderen var? Han var der ikke. Hun fortalte, at i Kenya, er der mange børn, der ikke har en far. Faren er ikke død, han er der bare ikke. Hendes egne børns far er den samme, men de blev skilt for nogle år siden. Børnene ser ikke deres far, så vidt vi kan forstå. Og de taler heller ikke om ham. Derfor: Landet uden fædre.
Samtidig er det også landet med de mange børn, for april er ferie-måned, og derfor er alle børnene hjemme, så der er børn overalt!

HOSPITALSBESØG
Fortsættelsen på vores Afrika-eventyr var hospitalet. Da vi nåede dertil, stod der en masse mennesker udenfor hospitalet, og vi undrede os lidt. Men det var fordi, der snart var besøgstid. Vi fik dog lov at gå med ind sammen med Nancy, veninden og den højgravide kvinde. På fødeklinikken, måtte vi vente, mens der blev ordnet papirarbejde. I ventetiden kunne vi stå og læse på en plakat på døren ind til the Labouring ward. Der stod, at det koster 1500ksh at føde et barn. Derudover koster det også penge for den mad, man får serveret samt de instrumenter, der er blevet brugt. Mange har derfor ikke råd til at føde på hospital, derfor føder de hjemme, det er farligt og på den måde vokser både børnedødeligheden og dødeligheden blandt fødende kvinder. Forfærdeligt.
Da papirarbejdet var i orden, gik Nancy, veninden og vi videre, for nu var det tid til sygebesøg, som egentlig var vores oprindelig plan med at tage ud på hospitalet. Patienterne, der skulle besøges, var klienter fra KENWA.
Det første besøg foregik i en anden bygning. Lugten, der mødte os, da vi trådte ind på sygestuen, var overvældende. Den mindede mest af alt om lugten i en grisestald! Synet var ikke meget bedre. Der var ca. 12 på samme stue, og personen vi skulle besøge, var helt afpillet – eller, sådan så det i hvert fald ud, at dømme ud fra de konturer, der tegnede sig under de tynde, nussede og snavsede tæpper, der dækkede patientens krop. Vi blev aldrig helt klar over, om det var en mand eller en dame, men sandsynligvis en mand. Han havde ligger der i 3 uger, og led af meningitis. Så lige nu, er jeg meget glad for min meningokok-vaccine. Den næste person, vi skulle besøge, hed John. Han havde det lidt bedre, måske, han kunne i hvert fald selv sidde op i sengen, kunne snakke og...give hånd. Vi fandt dog aldrig ud af, hvad han fejlede. Men rundt om ham lå flere ”skelet-mennesker”. Det næste besøg var en kvinde med lungebetændelse, og derefter en kvinde med tuberkulose (TB) – hun gav også hånd... Hun var helt afkræftet, og havde en slags stomi-pose, men så vidt jeg kunne se, fungerede det på den måde, at slangen bare er ført op i urinrøret, men jeg er ikke sikker. Ud over TB havde hun fået liggesår – hun må altså have ligget der et stykke tid. Nancy inspicerede kort såret = hun løftede op i tæpperne, så vi også lige fik set det – et ca. 10cm i diameter stort sår, lige over/omkring halebenet – og det så ikke nyt ud.
Efter at have givet hånd til alle mulige, føltes det som om ens hånd var rødglødende af bakterier, så vi afsprittede vores hænder mindst 3 gange. Det værste ved hospitalet var sådan set ikke de syge/døende mennesker, det var mere de sanitære omstændigheder, og så lugten af dyr, skidt og møg. Og hvad endnu værre er, er at dette hospital måske er et af de pæneste. Jeg skal ikke blive syg hernede! Man bliver jo ikke rask sådan et sted. Man dør langsomt og lidende.

FORDØJELSE
Da vi kom ud, spurgte Nancy, hvordan vi havde syntes det var at besøge hospitalet. Isabella, som klart tog det hårdest, var meget ærlig, og sagde, at det havde været hårdt, og lidt ubehageligt. Jeg fortalte, at det var stort set første gang, jeg besøgte et hospital (jeg har kun været 2-3 gange på et dansk hospital, og aldrig selv). Nancy sagde, at det godt kunne være hårdt, og det derfor er vigtigt, at vi deler vores oplevelser med hinanden om aftenen efter arbejde.
Men det er jo sådan set ikke det psykiske, der er det største problem. Det er i virkeligheden hygiejnen og smittefaren, og dét, at vi ikke er blevet vaccineret med henblik på at færdes på et hospital – vi blev lovet børn, klinik og hjemmebesøg a là besøgsven. Men apropos hjemmebesøg, så fortalte Nancy lidt mere om, hvad det går ud på: Hjemmehjælper: Lave mad, hvis de syge er for svage til at komme ud af sengen, hjælpe i og af tøjet, vaske dem, foretage vejledning/tale med dem og ordne liggesår! På ingen måde, hvad vi havde forestillet os, eller hvad vi var blevet stillet i udsigt. Men nu venter vi lige minimum til i morgen, hvor vi starter rigtigt, og ellers en uge for at se, vores arbejde udvikler sig. Ellers ringer vi til Florence og forhører os, om det virkelig kan passe, for vi er jo ikke sygeplejersker.
Da vi skulle hjem fra hospitalet, fik vi heldigvis lov at gå alene, for Nancy manglede at købe nogle ting til aftensmad (ugali med spinat og noget kød-stuvning). Det var virkelig dejligt, fordi vi så kunne få lov til at tale om oplevelsen, uden at skulle bekymre os om, om nogen forstod vores toneleje osv.
Jeg håber ikke hospitals- og hjemmebesøg bliver det, vi primært skal lave, selvom det også er spændende, jeg håber vi får lov at arbejde lidt med børn, og lave noget mere organisations- og oplysningsarbejde – hvilket jeg heldigvis stadig glæder mig til!


Dagens citat, lærersætning og motto: ”Sæt din lid til Gud, så kan du ikke blive smittet af luftbårne sygdomme, Gud holder hånden over dig.”
Nancys svar på, om ikke det kunne være lidt farligt at gå rundt mellem de syge, uden at være ordentligt vaccineret?


Selvom vi kun har været her i 3 dage, føles det som meget længere. Men det føles også som om, vi skal hjem lige om lidt. 3 måneder er jo i virkeligheden ikke ret meget.