Den triville hverdag...blandt andet!

I løbet af denne tredje uge på Platformen har vi dels fremlagt de opgaver vi lavede i sidste uge, min gruppe havde om Fairtrade, og det gik fint nok. Og så er vi gået i gang med nogle projekter, min gruppe (Randi, Lenette og Camilla) er ved at udvikle et koncept vi kalder ”Hvorfor går du i skole?” som indtil videre handler om, at vi vil have både danske og kenyanske skolebørn til skriftiligt eller på anden visuel måde at udtrykke sig om, hvordan de oplever skole, og hvad de synes om at gå i skole. Dette skal så samles og bruges enten blot til oplysning eller til fundraising til fx en skole eller et projekt i Kenya. Det er stadigvæk meget spædt og kun på tegnebrættet, men vi er ved at kredse os ind på, hvad det skal blive til.
Det var også i løbet af denne uge, at jeg vidst havde min reaktions-periode (som er noget vi lærte om på grundkurset, og er, når man pludselig reagerer på at være kommet et andet sted hen, og det kan være meget forskelligt fra person til person) og onsdag var jeg ved at begynde at græde to gange, fordi jeg kun havde ca. 30 minutters fri hele den dag, og alt pludselig var så uoverskueligt og stresset med alle de opgaver og ting og sager vi skal lave. Men det er heldigvis gået over igen, og jeg er glad for at være her :)

Fredag var vi inde i byen det meste af dagen, og om aftenen spiste vi på en restaurant, Congoni, sammen med Kirsten og Marie – vores facilitatorer (altså lærere), og det var rigtigt hyggeligt + vi kunne få lov at drikke en øl! Skuffende nok, har de kun almindelig pilsner her (mange forskellige, dog) og så en enkelt Guinnes, stout, som faktisk var ok. Desværre var der også noget lidt ærgerligt ved denne aften, det første var, at det tog ca. 2 timer at få maden, hvilket betød at vi kom ret sent hjemad. Derudover havde det regnet virkelig meget om eftermiddag = jordvejene forsvinder i mudder, og matatu'erne (de små minibusser man kører med hernede) kan ikke køre på de værste af den slags veje. Og sådan en vej er der så hen til Daraja School, og den er ca. en halv kilometer lang eller mere. Dvs. at vi måtte gå i mørke i leret mudder. Først med klipklap'erne på, senere måtte jeg tage mine af og gå i bare tæer, som udviklede sig til en slags sko af mudder og småsten – av! Og især fordi lørdag ventede med en-dagstur til Mount Kenya med afgang kl. 7 fra Daraja – og jeg havde endnu ikke pakket!

Lille tur op ad Mount Kenya...
Lørdag vågnede jeg alt for tidligt, fordi jeg tænkte på de par ting jeg ikke havde fået pakket om aftenen, men blev liggende, (Dette var saa viewpointet som vi kaempede os frem til...der hvor alle skyerne er, var det meningen at man skulle kunne se toppen af Mnt kenya...) og stod op ca. kvart over seks for at pakke færdig og spise lidt morgenmad (brød med peanutbutter pr. selvindkøb). Vi nåede alle (8) op til Darajas indgang kl. 7, men der var ingen bil til at hente os, for vejen var stadig temmelig smadret. Så på den igen igennem mudderhelvede.
Denne gang dog iført Rikkes vandrestøvler og -sokker (hun er min helt!!) Ved den lidt bedre jordvej mødte vi bilen, som kørte os til Mount Kenya. Vi blev kørt hele vejen op til den første camp (Old Moses), som ligger ca. 3300m over havoverfladen. Derfra var det på med de små tur-rygsække, og så ellers afsted. I starten gik det fint, for jeg havde den lille rygsæk (My og jeg havde delt hendes 30 liters og så puttet lidt ekstra i min Häglöfs), så det var lækkert. Da vi efter noget tid byttede, var jeg lige ved at dejse om. For mine lunger kunne vist ikke helt overskue den ekstra anstrengelse det var at junglere rundt med en tungere taske og så vandre stødt videre i den tynde luft, så jeg måtte lige sidde ned, før jeg kunne fortsætte! Den 16 km lange tur (8 op, 8 tilbage) var hård, men fed, for den fik mig til at få min friluftslivslyst lidt tilbage!! Ju-hu! Men nøhj, hvor var det hårdt! Jeg er vildt imponeret over de 6 fra holdet der i sidste weekend besteg hele bjerget (ca. 4885m over havoverfladen)!! For de havde ca. 20kg på ryggen, og gik hele vejen nede fra gaten (ca. 2000m)! Jeg var ved at give op allerede halvejs gennem de første 8km! :) Men jeg klarede det hele vejen op til viewpointet (ca. 3800m) og tilbage igen – uden højdesyge! Dog har jeg temmelig ondt i hovedet lige nu... Men det er fedt, at jeg fik taget mig sammen til at gøre det! Dog fik vi ikke set toppen af Mount Kenya fra view-pointet, for der var vildt diset/vildt mange skyer. Det så ret vildt ud – det lignede nærmest, at vi ville blive lidt vild og taget til fange af de underjordiske! Det gjorde endvidere, at der faktisk var ret koldt og ret fugtigt. Det betød også, at det havde regnet en del, længere nede af bjerget, og at den stjele vej ned i bil var meget mudret...vi skøjtede rundt i den bil! Og eftersom det var en slags militærbil = et telt på hjul, og ingen vinduer, kun åbent ud til det fri, blev Natacha, som sad yderst, på et tidspunkt angrebet af grene og kviste, da vi gled lige lovlig langt ud i rabatten! Og ikke nok med det. Da vi så endelig var kommet på asfaltvej, punkterede vi.... Yes! Regn er fedt. :) Og nu er jeg træt, og glæder mig til at komme over og sove.
Men inden jeg gør det, vil jeg lige ønske Cathrine Clausen TILLYKKE med at være blevet mor til en lille, velskabt pige, i mandags d. 15. marts!!

Abebrøl og myggestik (uden malaria, bare rolig!) her fra! ;)